Var hos øjenlæge i dag, og fik konstateret grå stær.

Det senere tid, har jeg undret mig over en hurtigt kommet og markant synsforstyrrelse. Syns-forvirring.

Nu bruger jeg i forvejen en brille at køre bil, se tv mm., da jeg i ung alder havde rigtig mange regnbuehindebetændelses-tilstande. En akut lidelse, som skal behandles med det vums, for ikke at miste synet. Men det er cirka otte år siden, jeg har haft et udbrud. Der har intet været  af tegn på noget akut og alarmerende på den måde.

Herhjemme har  vi selvfølgelig gået og grinet over den stadig mere og mere nærværende alder, der træder i karakter De der pustelyde som både Niels og jeg udslipper spontant, når vi skal bøje os ned. Huden der bliver mere porøs, og mobiltelefonen, som sniger sig længere og længere væk fra øjnene, der ser på den. Fokuseringen er ikke længere så skarp. De sidste par uger har jeg ganske enkelt måtte opgive at læse visse uforskammede små tekster, og sige:  – Åh kan du ikke lige læse hvad der står her? Fnis, fnis. Stadig undrede det mig, at mine jævnaldrende  ikke synes at have så markante, og pludselige syns-kvabbabbelser, som jeg. Hm.

‘Det er nok pga. morfinen!’ tænkte jeg så. den forstyrrer synet og måske går der bare længere tid med, at bivirkningerne slipper? Lidt naivt, I know. Men jeg ville så gerne have der var en forklaring, uden for mig selv. En af den slags man så kan fikse alt med, ved blot at fjerne årsagen. Men det var ikke den massive mængde morfin – det har været helt ude af mit system i over et halvt år. Og selvom jeg er dejlig blondine og blå øjet, så kunne jeg ikke trække på den forestilling længere. Der var ligesom ikke så meget andet at gøre, end at lade en øjenlæge komme ind i mine øjne.

Tænk, man går rundt og udelukker diverse mulige scenarier, i stedet for bare at komme til lægen, og få det afklaret, hva´? Fortæller en del om, hvad det er vi frygter, og hvad frygt kan få os til respondere med.

Faktisk var jeg hos en øjelæge i sensommeren.

Da min far døde i foråret 13, mødte jeg mine to fastre, som jeg ikke har set siden jeg var en lille pige. Min ene faster fortalte, at jeg skulle blive tjekket for grøn stær, da kvinderne i familien, i hver anden generation, har grøn stær. Min faster har det. Efter overvejelser om jeg ville undersøges – for hvor meget fokus vil jeg give sygdom og problemer? fik jeg lavet diverse undersøgelser af øjet, og der var I sensommer ingen symptomer på grøn stær.

 

Så det er lidt mærkeligt at få konstateret grå stær i dag.

Kender I det? At det både er en lettelse at kunne sige: Aha! Dér var en konkret forklaring, den er synlig og påviselig. Og på den anden side: Øh! Det er en mere alvorlig forklaring, end jeg havde forestillet mig. Eller havde lyst til at få.

Det her har jeg prøvet så mange gange! At min fysik gør et eller andet, og jeg overhører eller bortforklarer. Til det tidspunkt, hvor jeg ikke længere kan komme videre eller uden om det. Så fortæller en læge mig noget alvorligt, som fx.; din hørenerven er ødelagt – det kan vi ikke fikse. Som du har regnbuehindebetændelse i slem grad, og du skal behandles for ikke at miste synet. Som du har en lungesygdom, du har en aneurisme i frontalhjernen, som du har ødelagt ryg… Igen og igen og igen. Konstateringen overrasker mig hver eneste gang, samtidig med, at jeg mærker hvordan forklaringen matcher et sted dybt inde.

Nå, men hvad så nu?

Rent ud sagt, synes jeg lige nu, at det er enerverende, jeg skaber fysiske, alvorlige lidelser. Det er det ene. Men det gør jeg må jeg jo konstatere og tage ansvar for. Jeg finde ud af, at forstå hvordan hænger sammen. Ja, meget af det er skader fra torturen og de seksuelle overgreb i min barndom. Omvendt tænker jeg; det er mange år siden, og jeg kan slippe det. Jeg kan lade mine celler forny  sig, og genskabe harmoni.

Det er lidt ironisk, at være seer, og så blive forstyrret på sit syn. Man kan også anlægge en mere psykologisk vinkel; hvad er det du ikke vil se? Og gribe den tangent, for at genskabe harmonien.

Lige nu, hånden helt på mit dunkende hjerte, så ved jeg, at jeg bliver nødt til at heale det her også. Jeg har ikke lyst til at miste mit syn, hverken helt eller halvt. Heller ikke blive opereret igen. Jeg vil heller ikke bekræfte tesen om, at for at have de spirituelle evner, så skal jeg have lukket for nogle flere fysiske sanser.

Hvad gør den kloge? Aner det ikke! Beats me!

Men jeg gør det for nu, at jeg vælger at holde fokus på, at jeg kan genskabe min krops egen  harmoni.

Jeg er nødt til at gøre alt hvad jeg kan, for at heale mit syn op!

Det handler ikke om at kæmpe! nej det gør det ikke. Jeg skal ikke ind og kæmpe for at overvinde, og genvinde mit syn. Ligesom jeg ikke har kæmpet for at komme ud af kørestolen sidste år. For at kæmpe er, at skabe modstand. Vi kan måske godt kæmpe for en tid, med succes, og nå et mål. Men målet kan ikke vedligeholdes – lidelsen dukker tilbage igen. Ofte i forstærket form. For i modstand ligger der lidelse, besvær, modstrøm. Så det handler om, at gøre det modsatte; at give slip og læne sig tilbage i tillid! I tillid til livet, til skabelsen, til det muliges kraft. Vide alt vitterligt er muligt.

For hvorfor tænke: ‘Det går galt!’?Når man kan tænke: ‘Det går godt!’?

Så dette er dag 1. i mit nye eksperiment.

Da jeg lavede min healing af de uhelbredelige ryg-nervesmerter, var det som et eksperiment. Uden at lade nogen vide om det. Det tog et halvt år, så var jeg fri igen.

Nu må jeg gøre det igen. Men denne gang gør jeg det ikke i hemmelighed, men fortæller åbent om det fra nu, fra day one.

Vil I følge mig, og se hvordan det kommer til at forløbe? Uden at vide hvad der kommer til at ske – men blot være i det, som udvikler sig? Også selvom jeg ikke ved, om jeg er i stand til at gøre det umulige? Er min tillid stærk nok? Tør jeg læne mig tilbage, og lade mine raske celler kopierne og ‘formere sig’ vibrere, og lade de syge celler stå stille.

Jeg ved det ikke på forhånd, om jeg er stærk nok denne gang. Om jeg klarer den igen. Det dobbelte i det her er, at jeg ved – i min dybe kontakt med mit sande jeg – dér ved jeg, at det er muligt. For alle, for mig. Det er når jeg ikke er i kontakten med mit sande jeg, at tvivlen kommer. Så der er her fokus virkelig skal ligge;

holde kontakt til det sande selv, og være i konstant tillid og kærlighed.

Har ikke sat mig en dato for hvornår. Eller en struktur for processen. Lige nu er det kun, at berette for dig, for alle, helt åbent. Og næste skridt? Aner jeg ikke …Det vil jeg skrive om, når jeg tager det.

 

 

All is love. Bless.