Kender du det, når du dribler rundt i byen og er glad, glad, glad, og den glæde bare strømmer ud af dig? Når glæden ikek kan, ikke må, ikke skal holdes inde! Og oven i købet kan din glæde gøre nogle  lidt forlegne, måske lidt skræmte?

– Er hun ikke lidt mærkelig, sådan at kigge og smile til mig? Siger noget til mig – jeg mener midt i rush-hour?!

Kender du den glæde, der sprudler i dig, når du mærker, hvor fri du rent faktisk er?

At være fri er det allermest essentielle, jeg kan opleve. Og jeg tror det samme gælder for rigtigt mange andre også! At inde bag alt, inde bag alt hvad vi føler, og alt hvad vi gør og lever, er trangen til frihed den stærkeste.

Fordi frihed også betyder, at være fri for destruktive mønstre, afhængighed, mekanismer, offerrolle, bekymring, stress, indædthed, smerte, sorg…. og en masse mere.

At være fri til, at vælge, hvordan jeg vil reagere inden i mig, og uden for mig, i en hvilken som helst situation. At være fri til at respondere med kærlighed, eller med frygt, ift. andre mennesker.

Den frihed har vi alle, i enhver situation! Og det valg gennemsyrer vores kommunikation med hinanden!

 

Et lille eksempel, sådan helt fra hverdagsplanet, noget alle oplever fra tid til anden.

Jeg står, midt i min glæde, inde på Hovedbanegården, hvor standser op for at tjekke en sms. Der er selvfølgelig mennesker rundt om mig, men jeg står ikke midt i en sammenklemt strøm. Jeg udgør ikke en prop, for gennemstrømningen af trafik, at all.

Som jeg står der, passeres jeg af to unge kvinder – den ene vrider et: – Så står hun bare der midt i det hele og sms´er! ud mod sin veninde, men retter sit budskaber til mig, selvklart, for at jeg lade mig forstå, hvor pissed hun er på mig.

Jeg har så, basicly to reaktionsmuligheder;

– føle mig angrebet og gå i forsvar. Konfrontere hende, vrænge igen i nedladende vendinger. Lade det være hendes ansvar, at jeg nu bliver overrumplet af hendes aggression (dvs handle med frygt)

– lade det prelle af vel vidende, at det udbrud handler om den unge kvinde, ikke om mig (dvs handle med kærlighed).

Det er meget almindeligt, at vi støtter hinanden i den første reaktion. ‘Godt du sagde noget igen! Du skal ikke finde dig i noget!’

Jeg ser det ikke som et plus, at vi er blevet meget mere: ‘Nu skal jeg fandme nok sige, hvad jeg mener! Og de skal ikke tro de kan kan slippe afsted med..’ , og så ellers derud af med sætten andre på plads, fordi ‘de fortjener det’, ’så de kan lære det!’

Selvfølgelig skal vi kunne markere vore grænser og værne om os selv. Det kan gøre ganske elegant, og med kærlighed.

 

Tilbage til oplevelsen på Hovedbanen. For jeg valgte jo at reagere med nr. 2 mulighed. Jamen, handlede det ikke om dig, Odile, når du stod der midt på Hovedbanen og sms´ede? Jo, på et ret overfladisk plan. Nemlig det, hvor min fysiske tilstedeværelse nærmest pr automatik, blev et irritationsmoment for kvinden. Med andre ord, det kunne lige så godt have været en cykel, der stod et sted, der irriterede hende. Den unge kvinde havde uden tvivl behov for, at fyre noget projektion af.

(Det er klart, at havde jeg spærret eller været aktivt provokerende, ville det handle om mig på et dybere plan).

Vi har alle projektioner. Hvor lidt eller meget afhænger af, hvor bevidste vi er om os selv. I psykoterapien arbejder vi med, at det ubearbejdede/ikke-selv-reflekterende menneske, projicerer 70% af sig selv, over på sine omgivelser.

Jep, det er rigtigt meget! Jo mere vi kender os selv, jo mere vi hviler i os selv, jo mindre behov har vi for, at ´udspille os selv´ gennem vor omgivelser. Faktisk er det sådan,  at jo mere bevidste vi er om hvem vi er, jo mindre behov har vi for, at kontrollere os selv og vor omgivelser, og jo mere er vi i samspil og kontakt med vor omgivelser. Sagt meget enkelt.

Hvordan vi responderer på vor livsoplevelser og -traumer, er naturligvis synligt i det, vi projicerer over på andre. Det kræver mod, at tage sine projektioner hjem til sig selv, fordi det helt firkantet sagt, handler om at turde være fuldstændig ansvarlig for, alt hvad man reagerer med.

Men når man gør det, så bliver så mange relationer, så meget nemmere. Fordi man bliver tydelig. Man er autentisk. Det som er inden i, stemmer overens med det, som viser sig uden på. En smuk sidegevinst ved at være autentisk er også, at man bliver behandlet meget mere i overenstemmelse med det man ønsker.

Kan man skærme sig mod andres destruktive projektioner?

Ja, det kan man da. Man kan sige til og fra, direkte. Sætte ord på det man oplever, og forklare hvordan det føles, at blive talt nedladende til, fx. Når vi taler ud fra os selv, og ikke ud fra hvad vi definerer den anden/de andre som, så bliver dét vi udtrykker, modtaget med en åbenhed. Fordi modtageren ikke behøver, at gå i forsvar. Når vi taler uden en direkte eller indirekte, uden en bevidst eller ubevidst dagsorden om at ville bebrejde den anden, lægge ansvar over på eller lave på den anden om, så kan vi bedre tale sammen. Vi kan høre hinanden, og vi kan mærke hinanden. Vores empati sættes i spil.

Så kan man sagtens have issues med hinanden, som er nødvendige at sætte ord på  – også dem der gør ondt. Men det der gør ondt, har større chance for at få et konstruktivt afsæt og landing, når vi taler uden frygt. Uden nedladenhed eller ydmygelse.

Det er klart, at der altid vil være oplevelser med mennesker, som den jeg beskrev. Og ja, handler det ikke om, at gøre op med sig selv, om man vil farves af andre projektioner, energier, frustrationer? At træne os selv i, ikke at føle os truet af andre, men hvile i os selv?

Nå ja, og så at tale fra hjertet, det er altid til at høre!

 

 

Og her er mere! Nemlig skønne, slagkraftige, nuancerede, farverige og reflekterede blogindlæg, om netop det med, at tage ansvar for hvem man er, og hvad man sender ud. Tjek den her blogstafet ud – it rocks!

Du kan derfor med fornøjelse få stor glæde af Vigga Wagtbergs brugbare og konkrete blogindlæg: 9 grunde til du bliver behandlet nedladende! – for det er et godt bud til dig, som oplever en rød tråd i dårlig behandling.

Så er der også Maybritt Laisbo fra Cityprinsesserne.dk som skriver om at stå ved sig selv, og hun gør det ud fra dér inde i hende selv i blogindlægget: Lille kat, lille kat, hvis er du? Jeg er sgu min egen!