“Nej, det her er Movia. Hvis I skal til kommunen, skal I ud af glasdøren igen, gå til højre og så skarpt, lige rundt om hjørnet, dér er indgangen”. Kvinden i frontdesken har et ’to die for’ lækkert og kraftigt hår. Åh, det ville K elske at have.

Det tynde hår, som K har fra os, kaldes nok ’fint skandinavisk hår’ i frisørsalonerne, men nej… Niels, K og jeg griner af vor misundelse over kraftigt hår. Humor er for os, hvad iltflasker er for dybdevandsdykkere. For vi er nødstedte, strandede på afmagtens bred og der synes ikke at eksistere anden nødhjælp i miles omkreds.

“Tak”, storsmiler jeg med mit overskudssmil selvom jeg er i underskud. Irmas hjerteklister-mærkerne tilbage i firserne ’Smil det varmer’, ’Smil det smitter’ er blevet en del af min hverdagsdannelse. Så jeg smiler hele vejen ud af Movias reception og henne ved glasdøren topper jeg lige overskuddet, da vi passerer de meget flotte, meget retro og meget trendy skilte, med oprindelse tilbage fra Københavns sporvognstid.

“De er godt nok flotte. Gi’r også en meget godt praj om, at Movia bor her”, henvender jeg mig højlydt til kvinden. Hun smiler bredt og siger ja.

Jeg føler, at jeg emmer af dårlig mor qua vores manglende evne til selv at tage os af vores datter. Kommune-kræs. Det er ikke hvad jeg er opdraget til. Men hvorfor så indberette sig selv som forældre?

Okay, jeg er nok lige lidt påtaget overskudsagtig. Vær nu ærlig, Odile, skammer du dig over at gå ind på kommunen for at få hjælp?

Jeg føler, at jeg emmer af dårlig mor qua vores manglende evne til selv at tage os af vores datter. Kommune-kræs. Det er ikke hvad jeg er opdraget til. Men hvorfor så underrette sig selv som forældre?

Fordi det er hvad K har brug for – professionel hjælp i et omfang vi på ingen måde ville kunne betale, som det er nu, hvor jeg kun er i stand til at arbejde et minimum. Jeg krymper mig, flover mig over at have så svært ved at tage mod hjælp.

Jeg registrerer min skam men jeg ved, at Niels ikke deler den.

Han går foran, jeg styrer lige i hælene på ham. Nerverne rasler op og ned af min hjernebark, som kakerlakker over et gulv.

Smil det smitter. Hvorfor bliver jeg ved at tænke på Irmas gamle, skide klistermærker?

K har ingen æressymboler til at berette om de kampe, hun overlever i sin krig. En krig der er mindst lige så livsfarlig og ødelæggende som soldatens. Psykisk sygdom ville kunne ses på anderledes, hvis man kunne bære farvestrålende symboler om de dagligt overlevede krigszoner

“Er du nervøs”? spørger jeg selvom jeg kender svaret.

“Nja-neej. Eller” … han tøver med svaret. “Det er meget vigtigt for mig at få dem til at forstå, at de skal handle nu. Der må ikke gå en masse mere tid.”

“Enig. Vi må være tydelige, når vi skal forklare, at K ikke har fået det bedre. Tværtom”.

Endelig, knap tre måneder efter vi er flyttet fra en københavnsk bydel til en anden, har vi fået et møde i stand med K’s nye sagsbehandler.

“Ja, det må vi”. Niels skubber døren til kommunen ind med mig bag sig.

“Fuck, jeg hader det her!” snerrer jeg, netop som vi entrerer.

“Hvorfor det?” Niels ser på mig med undren.

“Fordi, det er sgu da … Er du ikke klar over, hvor meget magt de  har”?

“Jo”.

“Men seriøst, du ved selv hvilke uempatiske typer vi allerede har været gennem.”

– Ja tak, hende lederen der fra PPR, hun var godt nok noget af det mest inkompetente, jeg har oplevet.

Vi taler sammen om skolepsykologen, om sagsbehandlere, der skulle køre ’Cool Kids’ forløb uden en psykolog eller erfaring, og som sagde til K, at ’her kalder vi det ikke for angst, men bare bekymringer’. Hvis ikke det var så alarmerende, ville det have været så sjovt. Virkeligheden overgår altid satiren, må man sande.

Vi tager trapperne i stedet for elevatoren. Min mave knurrer som en bidsk hund og kvalmen fortætter sig i min hals.

K har et stort behov for at alle ved, hun er syg. Ofte forbliver hendes væsen og sygdom usynligt for andres blikke og hun kommer i stedet til at fremstå som ugidelig, reserveret, ligeglad, ubegavet og sur

Da vi når anden sal, møder vi skoleinspektøren. Ham vi kan takke for, at K rent faktisk bliver undervist hjemme. Oven i købet på hans regning, hvilket er noget af et særsyn.

K kan ikke gå i skole, end ikke hans, noget hun ellers inderligt havde håbet på. Hun klarede at være der en halv dag. Den første skoledag i syvende. Siden har hun sammen med årgangens pædagog hver dag forsøgt at komme igen. Helt hen til efterårsferien. Der er vist også skolelederens fortjeneste, at den nye sagsbehandler jeg ikke kunne komme i kontakt med, pludselig var tilgængelig til et møde.

I slutningen af september fik K de fire diagnoser at bære på.

En soldat bærer sine krigserfaringer i farvestrålende sildesalat på brystkassen lige over hjertet. De symboliserer soldatens bedrifter og vilje til at ofre sig og modet til at gå i kamp. Men K har ingen æressymboler til at berette om de kampe, hun overlever i sin krig. En krig der er mindst lige så livsfarlig og ødelæggende som soldatens.

Psykisk sygdom ville kunne ses på anderledes, hvis man kunne bære farvestrålende symboler om de dagligt overlevede krigszoner.

K har et stort behov for at alle ved, hun er syg. Ofte forbliver hendes væsen og sygdom usynligt for andres blikke og hun kommer i stedet til at fremstå som ugidelig, reserveret, ligeglad, ubegavet og sur.

Vi hilser på skolelederen, netop da sagsbehandleren dukker frem fra en af gangene. Han ser søgende på os, og da han har præsenteret sig for os hver og især, henvender han sig til mig.

“Er K ikke med”?

“Nej det er hun ikke. Men det kan jeg fortælle om, når vi er kommet ind”, smiler jeg mit professionelle smil med samme funktion som diskretionsstregen i gulvet henne i banken – her er andre borgere der som vi, skal afhentes af en sagsbehandler.

Smil det smitter.

Få minutter inde i mødet, viser sagsbehandleren en indsigt i K’s sag, som er os uvant. Uden at se på Niels ved jeg, hvad der rører sig i ham – hans ansigt afslører intet. Men jeg kan mærke hans lettelse over sagsbehandleren, der fremstår engageret og reelt interesseret i, at gøre noget for K. Vi får hurtigt talt os gennem historikken og frem til hvordan K har det i dag, og hvor den ny bydel skal gå ind.

“Det er ikke muligt for K at komme tilbage til vores skole –  det løb er kørt”, forklarer skoleinspektøren.

Hvorfor kommer det som et chok for mig? Har jeg ikke været vågen i timen, er det ikke mit liv og min datter som jeg er sammen med næsten 247/? Hvorfor har jeg ikke fattet det åbenlyse, at K ikke længere har muligheder? Er det kun mig, der intet forstår? Fatter du da intet, Odile.

Mine kræfter rækker ikke. I stedet ligger jeg, som en for længst udtrådt gammel sko og smiler. Holder facaden, som også holder mig. Holder fast i konsulenten som er optaget af passe på dem, der ingen har til at passe på sig

Jeg ser over på Niels, som han sidder skråt til højre for mig, altid på højre, hørende side. Rørende, som han altid er ved min side. Han ikke er chokeret, det er som han har ventet. Jeg burde også have ventet det.

På samme vis som den operationelle bro i K’s hjerne er ethundredeogfirs grader modsat vores, i familien, så er vor fælles hverdag, men især K’s liv, nu at opfatte ethundredeogfirs grader modsat af alt, der lå før Diagnose Dagen. Vi lever anderledes sammen end før, taler anderledes sammen end før og jeg møder hendes behov anderledes end før.

Det eneste, der ikke er anderledes, er K, men først nu forstår vi hende anderledes og dermed mere sandt end før. Så hvordan kunne jeg overhovedet på nogen måde tro, at hendes behov i forhold til skolen ville være det samme som før.

Den illusion burde også jeg have aflivet i løbet af det sidste forgangne halve års tid, men på en eller anden måde opfører jeg mig, lige der ved konferencebordet, som en person i chok. Hvor alt står stille og man eksisterer i en gigantisk ’The Truman Show-kuppel’ i de timer hvor det går op for Truman, han lever på en løgn.

Jeg iagttager mig selv, siddende der i rollen som moderen – ikke konsulenten til møde med systemet – men uden en buffer til at hjælpe mig med at fordøje, når jeg om lidt vælter bagover og min datter stadig behøver mig. Jeg sidder der og ønsker der fandtes en ’hogwartsk’ formular til at sætte virkeligheden ud af spil. Stalle den og indflette en bedre og mere moderne, lykkelig realitet.

Jeg ved, at jeg ikke har kræfterne til se klart for mit fremtidsperspektiv er få timer, højst et døgn. Hvis jeg var konsulent for mig, ville jeg fortælle blidt men insisterende, at jeg er i krise og behøver en dygtig terapeut.

Der findes ingen ro ved at forsøge at tale med venner om det … Folk har så mange fordomme om diagnoser og medicin. Fordi de kun kender til børn, som er er inden for normalområdet, og jeg magter ikke skulle forsvare hverken medicin, diagnoser eller psykiatere

“Det er ikke nemt at underrette sig selv og stå ved ikke at være  gode nok som forældre. Komme her og sige vi ikke slår til”, skyder jeg ind måske ude af sync med samtalen, jeg ved det ikke. Jeg føler, at jeg må understrege, i fald det ikke er noget, systemet evner at forstå, den kuldkastning det føles som af ens identitet som forælder at komme her.

Men denne her soldat i systemet svarer:

“Nej, jeg kan kun forestille mig hvor svært det må være at træde herind med det stigma, der hænger ved.”

Jeg smiler, smil det smitter, Niels nikker. Det er sådan, det er, vi kan ikke hjælpe vores datter på den måde, hun behøver og i tilstrækkelig grad.

Mine kræfter rækker ikke. Niels’ heller ikke. Jeg har det som om jeg strækker og strækker mig, men aldrig rækker nok, næsten som hendes fødsel, hvor mit maveskind måtte åbnes så de kunne trække hende herud i verden og ud af min varme beskyttelse. Til tider smerter jeg, til der intet er at mærke længere. Hvidglødende smerte til jeg besvimer eller bedøves af hjernens egen morfin.

Der er ikke plads til, at jeg tager mig af mine sår og ar eller tanker og følelser. Der findes ingen ro ved at forsøge at tale med venner om det. Ingen kender K på den måde, jeg gør, og folk har så mange fordomme om diagnoser og medicin. Fordi de kun kender til deres egne børn, eller deres venners børn, som er alle er inden for normalområdet, og jeg magter ikke skulle forsvare hverken medicin, diagnoser eller psykiatere.

I stedet ligger jeg, som en for længst udtrådt gammel sko og smiler. Holder facaden, som også holder mig. Holder fast i konsulenten som er optaget af passe på dem, der ingen har til at passe på sig.

“Men I fremstår fattede og velformulerede og meget præcise når det drejer sig om, hvad K behøver“.

Jeg skal kaste op. Kigger mig stjålent rundt i lokalet efter en spand. Hvor var toiletterne. Har glemt hvor toiletterne er og trækker en Kleenex op af lommen. En bevaret reminiscens fra de var små,  børnene. Hvad skete der i de år, hvor slap al det sygdom ind og truede os?

For blot to minutter siden måtte jeg fatte, at K aldrig kommer til at følge den almindelige skole. Der skal findes særlige tilbud. Specialskole måske, ku’ ligeså godt hedde behandlingsskole. Hvordan skal hun nå sin drøm om at blive dyrlæge, hvis hun er for syg til at lære?

“Hvad har I brug for? Nu ser han mig lige ind i øjnene”, den sagsbehandler. “Det må være svært for jer”.

Jeg når at glippe med øjnene, overrasket. Næsten chokeret.

For blot to minutter siden måtte jeg fatte, at K aldrig kommer til at følge den almindelige skole. Der skal findes særlige tilbud. Specialskole måske, ku’ ligeså godt hedde behandlingsskole. Hvordan skal hun nå sin drøm om at blive dyrlæge, hvis hun er for syg til at lære? Vi sejler i et bundløst hav uden horisont, uden kompas, uden nordstjerne.

Pludselig stiller en soldat fra systemet og spørger, hvad vi har brug for. Jeg snubler i chokkene, brister som et overmodent stikkelsbær og mit indre vælter ud, driver ned. Lige der, omgivet af dansk design og plakatkunst på socialforvaltningen. Så henter jeg flere Kleenex op af lommen – de bliver hurtigt gennemvædet.

Da vi går derfra har vi en aftale om at soldaten kommer hjem for at besøge K.

Hun vil hade det og jeg er i gang med at forberede, hvordan jeg skal forklare besøget for hende – det skal ikke være for tidligt, og heller ikke for sent. Hvis det bliver for tidligt i forhold til, hvornår han kommer, stresser hun i for mange dage. Hvis det er for sent, går hun i panik over ikke at have vidst det i tide.

Fik ikke sagt jeg har brug for solen og pandekager og all inclusive armbånd til det lette liv. Ku’ også have nøjedes med at sige, jeg behøver krisehjælp og ro. Men det sagde jeg heller ikke.

Smil det smitter. For fanden. Ku’ de ikke lave nogle hvor der står “Tud! Det heler”.