At alt skal være ’lyserødt happy-happy’, og at vi ikke må mærke smerte eller mørket, er selvfølgelig en misforstået tilgang til skabelsen af det gode liv. Skabelsen af det man ønsker, leve i glæde og i lys.
Ofte så kommer vi til at opfatte og definere i enten/eller. At hvis man skal tænke positivt, så må det betyde at ignorere alt det, som ikke føles positivt. Hvad så med alle dem, for hvem deres liv er alt andet end positivt, fordi de ikke har mad nok, mangler et sted at bo, lever i misrøgt og eller misbrug, mfl.?
Så jeg har lyst til at give jer et nedslag i mit liv, fra lige nu i går aftes, hvor alt langt fra var happy-lucky-going.
Vi har som familie haft mange svære vilkår. Børnene er selvfølgelig præget af, hvor svært det har været. Og nu, hvor her sker gode forandringer, glædelige nye vilkår, så er vi på mange måder i oprydningsarbejdet. Oprydning og ny skabelse.
For at kunne rydde op og skabe nyt, er det indlysende, der først må være et sammenbrud. Der er murbrokker, der skal sorteres; nogle er for ødelagte til, at kunne bygge på igen, andre skal bare sættes op og er klar.
Det er her vi er; efter orkanen har forladt vor matrikel, er vi nu ved at bygge op igen. Det giver både latter som tårer. Råben ad hinanden, som kys på panden.
I går aftes sprang en lurende spænding ud i lys lue, og trak en bred revne gennem alt. Alt hvad vi har skabt af både konstruktive, som destruktive mønstre i familien. Det knak lige dér på gulvet, i form af en skål med den varme grød, ingen af os havde kunnet snige os ind på.
Den blev kylet ned i gulvet med et: ’Nu stopper det fandme! Jeg vil ikke det her mere!’
Bagefter satte vi os i stuen til familiemøde. Der blev sagt alt det, som den varme grød bestod af. Den blev delt ud i bidder, og alle tog af den. Brændte os på den. Drak noget vand. Pustede på såret. Tog en bid mere. Slugte. Og mærkede hvordan den føltes, når den landede inden i. Det var ikke let. Det var ikke smertefrit.
Var det nødvendigt?
Jeg er sikker på, mange kunne gøre det anderledes. Jeg er også sikker på, at vi kun kunne gøre det præcist, som vi gjorde. Og vi alle gjorde vort ypperste for, at samle os igen, i det nye som vil være bedre for os.
Der er slet ingen tvivl i mig om, at jeg er nødt til at klappe min let antændelig skyldfølelse, som mor (og som en mor med så meget drama i sit liv), for at kunne leve her og nu, og hele tiden forsøge at udvikle og skabe, for at gøre det bedre.
Hvorfor fortæller jeg om det? Om det, som ellers kunne ligge hemmeligt bag familiens tætlukkede fløjlsgardiner? Fordi jeg gerne vil fortælle, hvordan livet skal leves i balancen! Fordi det er kun ved, at vi tør være i mørket, at vi også kan elske, at være i lyset!
Der er intet liv, der leves bedst i enten den ene, eller den anden side. Vi er alle lys og vi har alle smertelige oplevelser. Vi er alle sjæle med jordiske, fysiske liv, der skal skærpe os og lære os.
Og hvad skal vi lære? Vi skal lære, at leve i kærligheden. I tilliden. I letheden.
For at kunne leve i letheden, skal vi vide hvad tyngden er. Når vi kender tyngden, så kan vi lære at slippe den, og opleve, med hvilken nærmest magisk kraft, vi løfter os op, som en ballon, der stiger mod solen.
Vi har alle forskellige oplevelser af det fysiske liv. Ligesom vi alle har forskellige temaer for vor livslære.
Det gælder selvklart også i vor familier, det er her vi skal finde ud af, at forene de forskellige livsmål og livslærdomme. Det er svært, at rumme hinanden hele tiden. Det kræver mod, stædighed og at ville udvide sin egen rummelighed. Det betyder med andre ord, at vi lader vor kærlighed vokse.
Det er lettere at sige: ‘Nej, jeg vil hellere være alene, og ikke blive spejlet! Jeg magter ikke krav om, at være tilstede ift. nogle andres behov. At skulle kunne sige fra og til – med hjertet. Eller skulle være ansvarlig for andet end mig selv!’
Så nej, der er ikke et autentisk liv, der blot er lyserødt og positivt.
Men et autentisk liv kan sagtens være mest fuld af lys og kærlighed, fordi det bevidst vælges, som den stærkeste drivkraft!
I dag er en smuk, smuk dag. Lyset ligger helt tilgængeligt. Her i familien er vi nok lidt ømme oven på den grød i aftes. Men jeg ser, hvordan vi alle hver og især, har truffet en beslutning om, at arbejde videre med vor byggesten. Fordi vi bevidst vælger lyset!
Og sætte masser af vinduer ind i vort nye hjem, så vi altid ser og mærker solens lys. Og ved vi altid er lys og vi altid er elsket.
