Det at være klarseer og have stærk kontakt og spirituelle funktioner til og i andre dimensioner og bevidstheder, kræver af og til overmenneskelige kræfter.

 

Lige så vel som det fysiske liv byder på en masse forskellige oplevelser, fra stor glæde til dyb sorg, er også det spirituelle liv, en lang perlerække af erfaringer og oplevelser, der bringer både stor indsigt og store spørgsmål, stor glæde og stor dybde.  Blot i en anden og meget forstærket udgave.

 

Mange clairvoyante siger, at de ikke kan ’se på’ dem selv. At de altså ikke kan se ind i deres egen fremtid, eller se hvad det er for en lære, de skal tage ind når de oplever kriser og andet.

Sådan er det ikke for mig.

 

Jeg har altid kunnet se eller mærke, når noget skulle ske, helt inde i det private rum.

Det kan vare alt fra nogle timer, til dage, førend der sker en forløsning.

I den tid er jeg i en helt særlig rastløshed, som jeg må prøve at bremse ned, fordi jeg ved, intet kan forhindre eller omdirigere, det som skal ske. Forløsningen kommer først, når den hændelse jeg kan mærke er på vej, at den sker. Jeg er supersensitiv i den tid det står på, og fornemmer alt på en helt anden måde, end ellers.

Det skete igen her, da min søn blev akut indlagt, da hans nyrer satte ud.

Et par dage forinden havde jeg et meget stærkt syn, hvor jeg så det hele ske meget præcist.

Hvad gør jeg så?

Hånden på hjertet, da det handlede om min søn i sidste uge, håbede jeg, og prøvede at overbevise mig selv om,  at det blot var frygt. At det var mine egne projektioner, der kom op som syn. At det var angsten for at miste min søn, og at det ikke er et klarsyn.

To kollegaer/seere melder ud, at han intet fejler.

 

Tilbage er der kun, at forsøge at rumme det. Synet eller følelserne som jeg på det tidspunkt ikke vil anerkende som et klarsyn. Det vil være fuldstændigt uacceptabelt, at dele det med min mand, for så skulle han også gå med en viden og frygt han intet kan gøre noget ved.

For som sagt, der er ingen mulig magt, der kan forhindre det der skal ske, i at ske.

 

Og det var jo et syn.

Lige så magtesløs man er som forælder til sin alvorlige syge datter eller søn, lige så magtesløs er jeg som seer, overfor de skæbner, der udfolder sig for mine sanser.

På samme måde jeg som forælder må lære at rumme, acceptere, at der intet er jeg kan gøre, for at fjerne sygdommen. Eller overtage den eller gøre den mindre farlig og alvorlig, på samme måde må jeg som seer rumme, at det jeg ser, er noget jeg skal bære og vide om. Af og til er det viden jeg aldrig kommer til at dele med andre. Fordi den viden vil gøre mere skade end gavn.

Jeg prøver altså at vide det jeg ved, og som ingen andre ved. Det er en konstant læring, for der kommer hele tiden nye indsigter, ny viden og nye erfaringer.

 

Når det så handler om min søn, skal jeg samtidig gøre alt det jeg skal og kan, for at hjælpe ham til at klare hans vilkår.

 

Dagene på Riget er altid anderledes end noget andet. Og jeg finder stor ro ved at gå ind i kirken.

 

 

Mine tanker er som regel meget fragmenterede, når vi er indlagt, og sværmer om det mest primære; næste undersøgelse, næste medicin-givning, næste blodrøve, næste samtale, – om at være dér, midt i det hele. Uden for tiden, i et rum af sit eget, sammen med ham.

At komme ned i kirken bliver et sted, hvor mine tanker faktisk kan samle sig lidt. Nok til at jeg får lidt kræfter, inden jeg går op på 6. sal igen. Som en kop latte fra 7/11, kan være mirakuløs, når man er låst inde på en hospitalsstue.

 

Det som er aller-aller-sværest for mig, i det her, det er, at give slip på ham.

Ja, give slip. Ikke holde krampagtigt fast. For jeg har reelt  ingen kontrol over min søns liv.

Så jeg må slippe illusionen om, at fordi jeg har båret ham og født ham, at han så er min. Vide sådan på helt på hverdagsplanet, og ikke kun i rørstrømske stunder, når han har vejret krisen af, at ‘vi alle kun låner hinanden’.

Det er så let, at sige de rigtige ord . men kan være så udfordrende, så det sprøjter med blod, sved og tårer, når det skal leves ned i mindste detalje.

Jeg må værdsætte at jeg er så heldig, at have båret ham og født ham. At have været hans mor i hele hans opvækst. Og elske at være det. Og være taknemmelig for, at han holder fast i mig, stadig.

Bare elske ham alt det jeg kan og bestræbe mig på, at det jeg sender til ham også føles som kærlighed. Og ikke føles som bekymring eller frygt for, hvordan han nu skal klare sig.

Han har ikke brug for min bekymring eller frygt. Han har brug for min tillid til hans evner, til hans valg og hans liv.

 

Kan jeg så det?

Prøv at spørge mig om et års tid. Eller et halvt. Når det for alvor er virkelig hverdag, og bevidstheden om alvorlig sygdom har forputtet sig ind mellem morgenstress og diskussioner om hvad en teenager må og ikke må. For sin mor og far.

Damn, det er så svært. Så svært at det næsten føles umenneskeligt. Men synet viste klart og nøgternt; jeg har ingen magt over mine børns liv, men jeg har magt over, hvordan jeg er tilstede i deres liv.

 

Ja, kan du ikke spørge mig om et halvt års tid? For jeg tror faktisk ikke jeg lige magter, at ku se det for mig lige pt.