Det er stille dage, tilbage i hjemmelivet efter hospital alertness. Jeg genkender følelsen af, at omstille mig til, at kroppen nu kan hoppe ud af alarmberedskabet, og give plads til at være i ro – have tillid til at nu er det ovre.

Er det så det? Er vi i tillid til, det er ovre?

Ærligt?

 

Hm, ved det ikke rigtigt. Altså Luke, sønnen som er den det hele handler om, og som er den der skal finde en måde at leve med sygdomsvilkår, og hvad det indebærer, er ikke tryg. Han er bange for at når han ophører med medicinen fra og med i morgen, at han så får et tilbagefald igen. Tror også det sidder i Karla; ’hvad nu hvis…? Er I sikre på det ikke er alvorlig længere?’ Og Poulsen har lungebetændelse, hvilket jeg tror er en sund og rimelig respons på pres over for lang tid. Så han holder sengen (næsten…Der var lige det spillejob i går…), og det gør ham godt. Og jeg? Jeg er et sted hvor jeg ikke kan vurdere, om jeg mærker en frygt for at det ikke er ovre for denne gang. Eller om det er min intuition, der får mig til at rejse mig, hver gang jeg er ved at sætte mig til ro.

Men uanset hvad der kommer til at ske i fremtiden, er der ikke andet vi kan gøre, end at være her, lige nu. Og vær i det nu, der kommer med hvad det end bærer, fremover.

Nej, vi kan intet stille op præventivt, for at hindre Luke bliver syg igen.

Det ændrer selvklart ikke en millimeter ved, at jeg ønsker for ham, at han kan bruge det, at have set mig rejse mig fra kørestolen og fra det som var en kronisk rygmarvsnerveskade, til at blive mig selv igen. Næsten tilbage på stiletter. At han kan tro på, vide eller i det mindste turde eksperimentere med, at heale sig selv.

Om jeg kan heale ham? Til nu har Compadre ikke givet mig adgang til den dimension, hvor jeg kan bringe Luke tilbage til hans fysiske harmoni. Og jeg har heller intet svar på, om det vil komme.

Så jeg øver mig i at være, i det som er, i det som viser sig.

 

Jeg gik jo i gang med et eksperiment med at heale den grå stær, og fik købt både pinhole-glasses og den helt fantastisk spændende bog Bedre syn ved bevidsthedsændring’ af Martin Brofman.

Men jeg har faktisk ikke kunne fokusere og forholde mig til mig selv og min egen healingsproces i hele den her periode med sønnen så syg.

Dog kan jeg sige et med absolut klarhed; Brofman har uden tvivl fat i den lange ende! Vort syn er udelukkende styret af hvilke forestillinger og tanker (og følelser) vi har om vort syn. Ligesom med alt andet i vor fysisk og psyke.

Fx den daglige gentagne tænkning; jeg ser dårligt! Nu kan jeg ikke se klart længere’ og andre negativer, er bestemt med til at overbevise en selv om, at man ikke kan se.

Og ja, det gør jeg! Laver den negative bekræftelser, når jeg ikke har fokus på at gøre det modsatte; de positive bekræftelser (Jeg ser klart!, Jeg ser bedre lige nu!)

 

Så hvorfor gør jeg det?

Jeg kan i hvert fald fortælle jer hvad jeg selv har gået og registreret.

 

Inden Luke blev syg og jeg var i gang med mit eksperiment, havde jeg en del fokus på at se klart, se tydeligt og var meget opsat på, at det vil jeg heale – jeg vil blive rask uden operation eller andet. Og det virker. Ja, jeg ser bedre, når jeg er fokuseret på at skabe den sunde forestilling og tænkning om mit syn. Med andre ord, når jeg kan fokusere igen, kan jeg genoptage den proces. (Og det kan alle altså derfor også!)

 

Når jeg så ikke kan fokusere, fordi jeg bliver presset af at være i en situation, hvor det jeg ser, ikke er noget jeg bryder mig om, så mister jeg det klarere syn.

Jeg ser ret skidt i de her dage, og det er blevet væsentligt forringet under indlæggelsen. Faktisk så meget, at jeg i går var på nippet til at smide håndklædet i ringen og tage den nemme vej ud (operation eller andet). Men den nemme vej er jo som at tisse i bukserne, tænker jeg. Jo så kan en operation fjerne den grå stær. Men jeg har på ingen måde selv taget hånd og ansvar for, at skabe en balance i mig selv. Og slet ikke taget hånd om hvorfor jeg ikke kan se. Og vil det ikke være bedre, at få fat om roden?

Nå, men tilbage til det med ikke at ville se, det som er lige her.

Jeg kan ikke lide at se min søn være så syg og så presset. Frygten for at miste ham er påtrængende, og nærværende er, at han smerter både fysisk og pyskisk.

Og herfra skal vi lige hoppe tilbage til årsagen til jeg har grå stær (jo det kunne godt være min alder).

Da jeg var i mine tyver, levede jeg med en mand, der havde fuld kontrol over mig, både fysisk, psykisk, økonomisk, socialt, mentalt og seksuelt. Jeg var fuldstændig uselvstændig, og isoleret, og levede i det man betegner som et voldeligt forhold. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg blev voldtaget, før jeg endelig sprang ud i friheden.

Men dengang, i de år, begyndte jeg at få de voldsomme angreb af regnbuehindebetændelse (som er en akut tilstand, der kræver akut behandling uanset tid på døgnet, for at forhindre akut blindhed). Jeg fik det igen og igen og igen, og det var slemt. Det har skadet mine øjne, og det er derfor jeg i dag nu mærker den grå stær som en følge af de unge år.

Dengang løj jeg for mig selv, så meget, at jeg var blind for mig selv. Det var mig umuligt, at se hvor skadet jeg blev, hvor fatalt forholdet var, og hvor lidt kærlighed jeg havde til mig selv. Der var intet i alt dette, jeg magtede at åbne op for. Ikke før efter syv år.

Efter jeg kom fri, havde jeg forholdsvis få angreb på øjnene. Det er en sygdom der kommer inde fra, hvor immunforsvaret angriber sig selv.

Så i dag kan jeg se, jeg gør det igen; prøver at gøre mig blind fordi det jeg ser gør så ondt. Selvfølgelig slet ikke som da jeg var ung, og ingen kærlighed havde til mig selv.

Nu handler det om min søn, og om at lære at acceptere, at jeg ingen kontrol har over, de livsvilkår min søn har valgt for sit liv her på jorden. Men at jeg må overgive mig, at alt er såre godt. Alt er i sin balance, og det ikke betyder et liv uden konflikt, krise og sorg.

Vi forveksler ofte balance med all happiness. Men langt mere realistisk er det at acceptere, at livet har så mange nuancer, og det er i nuancer vi har lagt den lære, vi ønsker for det pågældende liv, vi har valgt os.

Altså når vi står for at skulle re-inkarneres, vælger vi bl.a. hvordan, hvorfor, med hvem, hvor længe, hvornår og hvor vores liv skal tage sig ud – alt efter hvilken lære vi har brug for at lære.

Derfor får vi altid hvad vi har brug for. Altid. Og vi kan velkomme det vi drømmer om, og dét vi gerne vil ha ve ind vort liv.

Det er også derfor, vi grundlæggende må acceptere at alle har vi hvert vort liv, med de livsvilkår der udgør vor læreproces.

Skal man så bare være ligeglad med sine børn, og udøve laissez-faire?

Nej, det skal man selvklart ikke. Men det er en illusion at tro, vi kan curle og kontrollere vor sønner og døtre til et liv hvor det kun er all happiness.

 

Hov, nu gjorde jeg det igen! Skrev et langt blogindlæg. Fordi der er så mange røde tråde, jeg gerne vil forklare sammenhænge i.

 

Tak fordi du igen gad læse med. Jeg håber det kan berige dig – i en eller anden form.

Jeg vil i hvert fald undersøge det, som synes at ligge lige foran mig, for at blive taget op. Og finde tilbage til den fokus der gør, jeg kan skabe den balance jeg behøver, for at at ku se klart. Igen.