Christina er her ikke mere. Christina har forladt dette liv så pludseligt, at vi endnu ikke kan forstå, at hun ikke er her blandt os mere. Nu vil vi ære og mindes vor Christina, som døde i en alder af 48 år.

Alle kender Christina. Pornostjernen i 90 ́erne, casteren for Zentropas Pussypower, misbrugeren Christina. Christina da hun var i prostitution og siden Christina der kæmpede mod prostitution og porno. Alle kender Christina som kvinden, der var alt det. Men Christina var meget mere.

Hun kæmpede for at være sig selv, trods de stigma hun var proppet ned i; ’misbruger’, ’psykiatrisk patient’, ’ex pornostjerne’, ’ex- prostitueret’, ’seksuelt misbrugt’.

Ingen af de labels kan nogensinde vise hvem Christina også var. Hendes kærlighed til os, der var hende nær. Hendes lys der bredte sig langt ud om hende og satte sig i vor hjerter.

Christina gav alt hvad hun havde i sig til os alle; os tæt på og alle der kendte hende på afstand. Lige meget hvad hun befandt sig i, så befandt hun sig i det så intenst og så fuldt ud, at vi alle blev draget til hende. Hun var magnetisk for os og vi blev indtaget af hendes intense væsen og væren. Både foran kameraet og bagved.

Christinas begavelse var meget stærk og det kom bl.a. til udtryk i hendes skarpe indsigter i sig selv, mennesker og vort samfund. Eller når hun videregav sit vidnesbyrd om de ofte umenneskelige valg, hun havde truffet for sig selv – og hvorfor. Hun fortalte med humor og hjerteblod, så folk lyttede. Hun blev aldrig bebrejdende eller bitter, kun interesseret i at folk skulle forstå og gå med hende i kampen mod prostitution.

Hun fremstod aldrig som et offer – det nægtede hun pure! Hendes ansvarlighed forbød hende det; hun var fuldt ud klar over sine begrænsninger og sygdom.

Selvom Christina gav i overflod af sig selv, var det som om hun oplevede, hun ikke kunne give helt nok. Hun ville ofte afslutte vor sætninger for os. For som hun med sin store selvindsigt forklarede os, gjorde hun det blot for at vise: ’Jeg forstår dig. Jeg ser dig og jeg vil gøre hvad jeg kan for, at du skal føle dig tilpas!’

I trangen til at yde så meget for os andre, lå der i Christina også et stærkt ønske om selv, at blive elsket. Og set. Hun ønskede det så brændende, at hun stillede sig blandt alle de mange, der kiggede på hende, rørte ved hende, talte om hende og mente en masse om

hende. Men det skete ikke – de så ikke hende, men den kvinde de ønskede, hun skulle være.

Det efterlod hende i en ensomhed, der slog bukkespring i hendes indre og forkastede hende fra sit eget sande væsen. Splittede hende fra hendes tillid til sig selv og drev hende til tider i stærke strømme mod misbrugets klippesider.

Vi der var nær Christina, vi så hende. Vi så Christina for den omsorgsfulde, humoristiske, stærkt begavede kvinde hun var. Vi så de år hun levede i det helt almindelige og udramatiske liv; hverdagslivet med uddannelse og familielivet og da hun siden som uddannet pædagog, som altid var dybt engageret i at højne fagligheden og ansvarligheden, bl.a. i arbejdet med psykisk syge og handicappede børn. Vi så misbruget der sled i hende. Vi så også hendes kamp mod sine indre dæmoner, hendes kamp med systemet, fordomme, manglen på penge, kampen med metadonen. Åh, hvor hun i de senere år kæmpede for, at komme ud af metadonen.

Det var kompliceret; forholdet til metadonen. Den hjalp med at holde abstinenser og tilbagefald med stoffer stangen. Den hjalp til at gøre følelsesløs, når depression og fortidens skader og smerte overtog. Men den slugte tankerne! Og hun havde brug for sine tanker! For at kunne udleve sit livsformål; at være noget for nogen. At hjælpe og gøre en forskel i andres liv.

Vi ønsker så meget at Christina ved, hvor stor en forskel hendes tilstedeværelse i vort liv, gjorde for os.

Christina kom op efter hver en kamp. Op til den næste. Hver gang. Hvor dybt hun end gik under, så trak hun sig op igen og igen. For børnene.

Hendes to, som lyste af meningen med livet. Hvor meget trængsel det liv end havde givet Christina, havde det også givet hende to

unikke sjæle, at passe på. Ligesom hun selv havde givet livet til dem. Christinas største frygt var, at de ville miste hende endnu før et barn kan klare sig uden sin mor. At de ville finde hende liggende død. At man fejlagtigt ville antage, at hun havde taget en overdosis. For Christina var dét at tage sit eget liv, ikke en mulighed. Så hun kom op. Igen og igen.

Til denne her sidste gang. Da kom hun ikke tilbage. Kroppen kunne ikke mere; den var slidt, smertet og alt for syg. Den forsvandt under hende i et øjeblik, måske inden hun selv nåede at mærke det.

’Jeg kommer til at leve som fattig hele mit liv!’ sagde hun. Og fik ret. Altid økonomisk fattig. Men aldrig som menneske.

Drømmene, Christinas drømme. Der var mange af dem. Om en bedre fremtid. En fremtid hvor hun havde det bedre, en fremtid uden kontanthjælp. Drømme og planer med venner og familie. De lå altid der ude – drømmene. Der ude i fremtiden et sted. Der lå de, ventende. Til når hun havde fået det bedre, fået betalt sin elregning, fået råd til sin medicin. De lå der ude, svævende og ventende, næsten inde for rækkevidde.

Men hun nåede dem aldrig. Vi nåede dem aldrig sammen. For nu er hun ikke længere her – selv Christina slap op for kræfter. Hun fik brugt alle sine liv. Tænk, vi ønskede naivt at tiden endnu havde mere at give, for ’om lidt’ kommer snart – og så gør vi det, vi talte om.

Vor sol er gået i hi. Vi mærker det alle. Christina satte lys i os, hun betød vi kunne mere, fordi hun var her. Og derfor vil vi aldrig slippe hende og det hun lærte os; at man godt må larme, når andre er stille, skraldgrinede mens vi græder, være empatiske, nysgerrige og omsorgsfulde mennesker, der er drevet af Christinas røst: ’Det her kan vi sgu gøre bedre! Come on, samfund, vi må aldrig glemme næstekærligheden!’

Tak for alt hvad du gav. Det var meget.
Du er elsket. Du er lys.
Ære være dit værdige minde, Christina Christensen.

I kærlighed,
Ditte Marie Christensen og Odile Poulsen.