Jeg besluttede at gøre mig selv rask, da alle opgav mig.
Det var i januar måned. At jeg traf beslutningen. Nu er det juli, og jeg er (næsten) i mål.
Tilbage i maj 2013, ringede ’min kirurg’ (overlæge i rygkirurgi), for at melde tilbage på, hvad jeg godt vidste var den sidste søgen i lægevidenskabens imponerende chatol af erfaring, viden og ekspertise vedr. nerveskader i rygsøjlen. Han beklagede, stille, at også hans kollegaer måtte opgive. Målet at finde den lillebitte nål i den lægevidenskabelige høstak, der kunne gøre mig rask, havde næsten på forhånd været håbløst. ’Skaden på din rodnerve er kronisk, og der er desværre intet mere vi kan gøre.’
At blive sat stille fra den ene dag til den anden.
Det hele startede med en grim, fed, al for velplaceret diskus prolaps, der lammede mig og sendte mig ud i et inferno af smerte, hvor jeg til sidst end ikke magtede at række ud efter væske. Diskus prolapsen lå bredt, og solidt oven på rodnerven, og skabte smerter tværs over lænden, ud gennem venstre ben og fod. Al sammenhængende tænkning var umuligt, ingen bevægelse var mulig, og der var intet udsyn til bedring. Så jeg gjorde alt! hvad lægevidenskaben tilbød!
Fra oktober 2011 til oktober 2012 fik jeg tre rygoperationer! Ved den sidste operation kunne jeg ikke smertedækkes længere, da min krop var så morfintilvænnet, at bare lidt over den daglige dosis sendte mig ud i bevidstløshed. Tiden fra sidste operation til januar 14, er bare et langt forløb med utrolig mange timers ubeskrivelig smerte, timevis af træning, flere gange dagligr hiven-mig-selv-op-ved-nakkehårene, tonsvis af undersøgelser, morfin & abstinenser, masse tab af alt det liv jeg kendte, og elskede, og identificerede mig ved.
Fra at have været en meget stærk 43-årig kvinde med egen succesfulde virksomhed, blev jeg nu transporteret med handicapkørsel til og fra genoptræning, sad i min kørestol, trak mig rundt på krykker, når ellers ikke min mand bar mig rundt. Nu var jeg pludselig et menneske med hjælpemidler overalt, og adskillige sagsbehandlere, læger og professionelle behandlere. Et handicappet menneske, der ikke engang kunne holde mig selv stående oprejst, og skulle indstille mig på, aldrig at komme til at gå igen!
Der var så meget ’aldrig mere’ jeg skulle indstille mig på, at jeg næsten var ved at tro på det. Man bliver bange, når man forandres til at skulle have hjælpere for at klare det allermest basale, som fx bare at komme på toilettet. I mit liv har jeg overlevet og præsteret det næsten umenneskelige, men denne gang var jeg lige ved at tro på, at det her – det at skulle være et handicappet menneske i kørestol for altid – var noget jeg aldrig ville kunne ændre på!
Lægevidenskaben står ret tomhændet over for nerveskader.
’Men hvorfor kan jeg ikke blive rask, når nu alle celler fornyer sig selv hvert syvende år?’ spurgte jeg en af de mange læger, der undersøgte og behandlede mig. ’Desværre er nervecellerne de eneste, der ikke fornyer sig!’ svarede han med et træk på skuldrene. Han var den mest alternative læge jeg havde mødt i forløbet, og han arbejdede udelukkende med at finde andre veje til omdirigering af nervesignaler mellem krop og hjerne.
Mennesket rammer bare en mur, når det kommer til vor nerver. For det er som om nervesystemet har en logik, der ikke kan forstås/ tolkes/ knækkes/ åbnes/ samarbejdes med, af den eksisterende viden, og ekspertise inden for læge- og naturvidenskaben.
Hver en åbning jeg kunne tænke mig hen til, lukkede sig selv igen. Hver en dør jeg blev ført til, lukkede sig igen. Jeg måtte, som så mange har måtte før mig, acceptere at nervesmerter (og fantomsmerter) beror på, hvad man kan kalde en ’misforståelse i hjernens kommunikation med kroppen’. Hvis kroppen har været påvirket for længe af for ekstrem smerte, er der risiko for at hjernen holder fast i signalerne om, at der er en pågående smerte/traume et sted i kroppen! Upåagtet at den skadede kropsdel er væk, repareret eller helet. I mit tilfælde var diskusprolapsen fjernet, og selve rodnerven lå frit tilgængelig igen, dvs. jeg var helbredt for diskus prolapsen.
Det hele foregår altså i hjernen! Og jeg måtte forhøre mig mange gange hos eksperterne, for at blive forsikret om, at det jeg oplevede ikke var psykosomatisk, indbildt eller hysterisk. Men derimod et skoleeksempel på de cirka 2 % f befolkningen, der invalideres for livstid ved rygskader.
Beslutningen om at droppe lægevidenskaben og systemet.
Efter 2 ½ år i smertehelvede, hvor jeg opfyldte alle! krav fra læger og behandlere, valgte jeg at droppe ud af systemet. Ophørte med at lytte til nogen, og til det vi normalt er opdragede til at tænke, tro og forstå naturvidenskabeligt. For jeg havde gjort en opdagelse under mine faste daglige meditationer!
Jeg kunne i januar måned, ´14, konstatere, at jeg i meditativ tilstand, befandt mig i en bevidsthed, hvor jeg var helt smertefri! Jeg kunne altså være smertefri i de 15-20 minutter den daglige meditation varede. Det var mirakuløst!
Så helt logisk tænkte jeg; ’hvordan kan jeg få den tilstand til at vare hele døgnet – uden at være i meditation, trance eller hypnose?’
Hvorfor fantom- og nervesmerter agerer, som de gør, har jeg aldrig ku´ få svar på. Så i udgangspunktet måtte jeg ignorere alt hvad vi normalt anerkender i vores samfund som beviseligt, sandt eller muligt, og udelukkende forholde mig til det jeg oplevede i min krop.
Omkodning af hjernens signaler?
Så fra den dag af, og uden at indvie nogen andre end min mand i min beslutning, mediterede jeg hver dag med den bevidste fokusering på gøre det, alle sagde var umuligt; at blive rask! Jeg havde brug for fuld fokus på muligheder, frem for begrænsninger, og jeg nægtede fortsat at lade mit liv defineres af andres meninger og overbevisninger.
Og det er ikke gået langsomt! Faktisk er nedtrapningen af morfinen gået så hurtigt, at jeg har måtte holde tilbage, for ikke igen, at blive lagt ned med abstinenser!
Nytårsaften sad jeg i kørestol, stadig på den meget høje morfindosis. I skrivende stund er jeg netop kommet tilbage fra stranden; gående! Jeg bevæger mig stort set uden at det ses jeg har rodnerve-skader. Og hvad bedre er; jeg mærker ikke til smerter!
Kald det hvad du vil –
Lige meget om det er beviseligt, naturligt eller naturstridigt, religiøst, heldigt eller.. Det kan godt være, det ikke kan lade sig gøre. Men det har ladet sig gøre! For jeg har gjort det. Og gør det stadig!
Jeg fandt ud af, at udvide den smertefri tilstand, jeg før kun oplevede under meditation, til at vare hele døgnet! Jeg er fuldt ud nærværende, mens min krop er i gang med et vidunderligt helings arbejde tilbage til sin egen balance. Og jeg er så taknemmelig for, at jeg valgte at tænke langt ud over, hvad man siger er muligt. Og valgte at lytte på min egen indre stemme.
Kæreste smukke Odine
TAK for din inspirerende historie!
Jeg er selv i en proces, hvor jeg tydeligt mærker, hvor meget meditation hjælper til et voksende sind!
TAK fordi du deler ud <3
Knus!
Tak Ina! Og det lyder meget spændende med den proces du er i. Håber at høre mere senere, om hvordan det går.
Kærlig hilsen fra Odile.
Kære Odile
En smuk rørende historie, hvor jeg, som tror på videnskaben (mest), ikke kan komme med en fornuftig forklaring, på den udvikling, du har været igennem. I grunden er det også lige meget. For et år siden sad og læste dine indlæg med tårer i øjenkrogen. Synes det var uendeligt uretfærdigt at du som i forvejen har været så meget igennem også skulle sidde i kørestol!
Derfor er jeg så glad for at høre, at du trodsede alt (igen) og kom op på benene, går, smiler, lever, ER.
Tillykke med dit nye liv. Lad det være en inspiration for andre <3
Kærligst Mette
Tusind tusind tusind tak, kære Mette!! Så sødt af dig, virkelig.
Hej Odile
Hvor er det dejligt at du deler din historie…. Det gir håb til andre om at lægevidenskaben ikke er det eneste vej! Jeg har en datter, som har ondt i sine ben næsten hver dag og som er blevet undersøgt på kryds og tværs! En Manuvision kropsterapeut, som også er alternativ er det hun går hos nu og det hjælper hende lidt, men meditation er vist vejen frem! Tak og hils dine børn, som jeg kender fra Sokkelunden!
Kære Mette.
Det gør mig ondt at høre om din datter! Jeg har også været en del i Manuvision behandling, som absolut har rigtigt meget godt med sig. Hvor gammel er hun nu?Det som er svært, er at finde ud af at komme ind til den bevidsthedstilstand, hvor man ikke føler smerten. Og jeg ved godt det lyder noget langhåret, men det er min det jeg har gjort. Og jeg kan kun anbefale andre at søge samme tilstand. Altså noget meditativt, hvor alt slapper af og hvor fokus forsvinder fra kropslige smerte mm. Meditation behøver jo på ingen måde være hverken hokus-pokus eller svært! Blot en fokuseren i sit indre væsen, kan være nok.
Ønsker om alt det bedste til jer,
kærligst
O
vi er sgu for seje os mennesker 😉 jeg har lige været på morfin i 3 år efter et fald på glat underlag , men i marts fik jeg nok pillerne ødelagde mig indeni og jeg ved ikke hvorfor jeg begyndte at mediterer men det gjorde jeg og pillerne stoppede jeg med fra dag et af. smerterne er væk nu og livet smiler til mig som aldrig før
til januar kommer det hele på tv2 da jeg var med i en dokumentar program om hvordan det er at skulle arbejde sig tilbage efter en arbejdsskade og de har fået det hele på film 😉
skriver dette for at fortælle dig du ikke er alene 😉
sender og så lige et kram og ønsker dig god vind i sejlene
kærlig hilsen Kenneh R
Hej Kenneth.
Hvor er det FEDT!! at læse.Så skønt, at også du har kunnet befri dig selv og få din krop tilbage i en tilstand, hvor du igen kan ha glæde frem for smerte. Fedt fedt fedt!! Glæder mig bestemt til at se det på TV2. Måske du gir lyd når det sendes?
Kærligst
Odile
Skønt at høre, at du har fået det så meget bedre. meditationseffekt på smerter, er dog velkendt og velundersøgt. Intensiv 8 ugers mindfullness meditation kan reducere smerter temmelig meget og det er undersøgt i rigtig mange studier. Jon Kabat zinn, har påvist dette i en del undersøgelser, som bekendt er læge. Jeg ser det derfor ikke som en alternativ vej, men desværre den generelle “lægevidenskab” der ikke er oplyst nok om valide og effektive behandlingsmetoder til mennesker, der lider af kroniske smerter. læs evt. denne artikel.
http://brainimaging.waisman.wisc.edu/~perlman/0903-EmoPaper/kabatzinn-mbsr-1982.pdf
Fordi hjernen kan blive oversensetiv at langvarige smerter, så man aldrig slipper af med smerterne, er det netop derfor det er SÅ vigtigt, at man smertedækkes tilstrækkeligt i den akutte fase. Her skal man ikke være tapper. Man risikerer simpelthen permanente forandringer i hjernen, som gør det utrolig vanskeligt, at blive smertefri igen. Tak for et inspirerende indlæg!
Kære Pia.
Tusind tak for din gode kommentar.
Ja det er sandt, når kroppen er udsat for en konstant meget høj smerte i for lang tid, da mister hjernen sin normale orientering. Dvs smerteporten i hjernen, der hvor nervesmerte signaleres op til hjernen, bliver alt for åben/udvidet. Og der differentieres ikke i smerten. Hjernen kan ikke længere respondere på smerte, på den måde den normalt ville gøre. (Derfor kan man også have fantomsmerter etc).
Så det giver god god mening at bruge måde meditativ samt medicinsk dækning, hvis muligt for at undgå den kroniske nervesmerte.
Jeg var dog både medicineret meget kraftigt og derfor nogenlunde i stand til at fokusere på meditation, allerede de første dage efter rygskaden. Men blev jo kronisk nerveskadet, og derfor kronisk smertepatient. At det så lykkedes mig at komme uden om den kroniske smerte, uden om den reaktion hjernen gør, ved for lang tids konstant smerte, via meditationen – dét er den del jeg ikke har naturvidenskabelige opbakning til. Dog er jeg slet ikke i tvivl om, at det vil komme – altså ikke nødvendigvis for mit vedkommende. Det er ikke noget jeg efterlyser som sådan – men jeg tror det er et spørgsmål om tid, førend det bliver så tydeligt hvor mange mennesker, der heler dem selv ud af kroniske og livstruende sygdomme, ved at tænke ud af boxen. Og dét er dælme noget jeg bliver glad af at tænke på!
KH Odile
Kære Odile!
Det er meget opløftende for mig at læse din artikel…for 9 år siden blev jeg skadet i min rygmarv ,da en læge stak forkert ved rygmarvsbedøvelse…i forbindelse med akut kejsersnit…jeg fik en skade på tre cm.da han forsøgte…jeg blev reddet fra mere smerte af narkosesygeplejersken og kom i fuld narkose.Min søn og jeg overlevede…men et helvede af smerter.og lammelser.jeg ville springe udaf vinduet ,kunne ikke være mor for mine børn med de rædselsfulde smerter,men min eksmand holdt mig tilbage..smerterne fortsatte ,først efter flere dage,overtog en overlæge min behandling og jeg fik jeg max smertedækning tak til ham,men blev aldrig helt smertedækket…jeg ammede mit barn,og vi blev sendt hjem…derefter kæmpede jeg alene med at overleve mere end leve…efter et år besluttede jeg selv at trappe ud af metadon og ketogan…det gik ellers umiddelbart fint med metadon, 16 ketogan og 3600 mg Gabapentin ;-/,men jeg ville være nærværende med mine tre børn , en skilsmisse.samt fyring. økonomisk rutchetur og ensomhed, opdragende mor holdt mig ved roret,Så jeg droppede det mest heftige narkotikum og besluttede at mit liv måtte foregå meget langsomt,jeg gik til alle mulige alternative behandlere,og erfare også at ro og vejrtrækning kan løfte mig op over smerten..men jeg sover dårligt næsten ikke og kan indimellem blive helt angst over at dø fra mine børn pga manglende søvn.(fik efterfølgende livmoderhals-cancer opereret og rask)…Jeg kan ikke finde ro til at mediterer(bliver hysterisk af meditationsmusik) på vanligvis…men efter 5-rytmerdans meditativ danseform kan jeg godt…så jeg må i gang med at få Ro i sindet 😉 Jeg har det bedre i dag med mine kroniske smerter.er nu på førtidspension,var før meget stærk fysisk ..min tabte tilknytning til arbejdslivet gør ondt ,men jeg trøster mig med at jeg har klaret at få mine børn godt på vej…trods sporene de slæber på med en syg mor,det er ikke sundt for børn når moderen ikke kan gå forrest og vise vej…men vi har klaret det…og meget af min overlevelse er min positive livsindstilling …er taknemlig for livet og ser lysere på fremtiden…det med de helende syv år tror jeg på for lidt af mine lammelser er forsvundet..og jeg kan nu cykle på to hjul 😉 bade i koldt vand og nyde livet..knus og tak Odile <3 <3 <3
Kære Liselotte.
Tusind tak for at dele med mig – med alle der kan blive klogere af at høre om hvordan livet også kan være. Det er jo helt igennem umenneskeligt når ens smerter er så store, at man er parat til døden. Jeg oplevede de sidste døgn inden min 1. operation, at jeg ikke længere kunne drikke. Jeg havde ikke spist i 12 dages tid, men ku ikke ta væske heller til sidst. Smerterne var alt for overskyggende til at jeg kunne. Så har man det skidt. Som du også beskriver. Jeg vil gerne be dig om en lille test. Er du med på den? Herinde på min webside, ligger noget min mand og jeg har lavet – Powerminutes. Det er et stykke musik sat til positive bekræftelser. Det varer mellem 4 1/2 – 5 minutter, og man kan opnå en meget rolig vejrtrækning. Nu er jeg så ret trænet i meditation, så min vejrtrækn går med det samme i meget lav tempo, når jeg bruger vores Powerminutes. Så ja, de er som en meget kort meditation. De er lige her; http://www.odile.dk/powerminutes/ . Det jeg vil bede dig om er, at prøve at lytte på en af dem. Fordi du netop ikke ka ha guidede meditationer pga musikken. Hvilket er præcis både min mands og min egen oplevelse også!! Derfor prøver vi at skabe et alternativ.
Nå og derudover har jeg lyst til at fortælle, at vi prøver at udvikle en meditation som netop er for alle der ikke kan finde ro i de eksisterende. Og jeg vil også udvikle noget program for hvordan man kan bruge meditation. For meditation er heldigvis ikke så vanskeligt, som mange desværre har opfattelse af.
Så Liselotte – hvis du vil tjekke Powerminutes af, og gi mig en tilbagemelding. Hvis du slet ikke kan døje dem, så lad mig endelig vide det. Jeg vil seriøst gerne komme med et brugbart bud på, hvordan andre også kan komme ind ad den vej, jeg har fundet.
Tak igen – og så vil jeg bare ønske dig en masse af alt det bedste.
kærligst
Odile
Hej Odile det lyder helt fantastisk at det kan lade sig gøre ! J lider selv af kroniske nervesmerter fra cyster i bækkenet, jeg er meget inspireret af din historie og jeg vil gerne høre hvordan du præcis har gjort? Hilsen Britt
Kære Britt.
Ja, selvf skal du vide hvordan jeg gør det. Og der er mange der gerne vil vide det. Da jeg ikke kan henvise til en bestemt meditationsform eller trend, men det ´blot er mig selv og mine tanker’ har jeg besluttet at skrive i en eller anden udgave, hvad det er jeg gør. Så jeg er gået i gang, men kan desværre ikke sige hvor længe jeg vil være undervejs. Men måske en måneds tid.
Derfor kan jeg anbefale dig at tilmelde dig mine nyhedsbreve – de er ogsp kaldet Hjertebreve, her: http://www.odile.dk/hjertebreve/
for på den måde er du sikret at enten 1) at få noget beeskrivelse i Hjertebrevene eller 2) blive varslet om hvornår jeg præcis offentliggør beskrivelsen. Jeg beklager, men jeg er endnu ikke kommet så langt.
Mht til dine nervesmerter i bækken – det er jo helt skidt, tænker jeg. Av, av. Og jeg er sikker på at du vil kunne profitere af meditation og/eller anden bevidsthedsarbejde.
Hvis du ikke vil vente på en beskrivelse, er du selvklart velkommen til at kontakte mig for anden hjælp.
Jeg ønsker dig alt det bedste og god ro i kroppen!!
Kærligst
Odile