I går cyklede jeg gennem København til Krystalgade og Krudttønden. På min vej gennem København med to blomsterbuketter og to olie-lys bumlende i cykelkurven foran mig, kiggede jeg på folk. Indgående. Med andre øjne end jeg ellers ser på folk. Prøvede, at mærke stemningen. Alt var, som jeg altid har kendt København.

Da jeg kommer ind i Københavns inderste gader, hvor jeg drejer af ved Nørreport og trækker min cykel ned ad Fiolstræde, er der den vanlige trafik af mennesker. De køber coffee-to-go, griner, taler i mobiletelefoner, haster mod togene, går og taler med barnet ved deres hånd, kigger på butikker, og gør alt det, som man plejer at gøre, sådan en hverdag midt i byen.

Netop som jeg drejer om hjørnet, og entrerer Krystalgade, er a.l.t. forandret. Alt!

I samme øjeblik jeg træder over den usynlige linje, grænsen mellem Krystalgade og Fiolstræde, er der en fortættet ro; lydene er anderledes. Dæmpede. Lyset er anderledes, som står det stille. Ansigterne forandrede.

Her er mange mennesker. Det er som om jeg går fra et; ’dem’ og ’jeg’, til et ’os’.

Gaden er smal og bygningerne ligger, som tavse vidner, til alt hvad der hændte i går, i lørdags og hvad der sker lige nu. Bygningerne er det eneste, der består præcist, som før. Uforandrede, når alt andet i gaden er forandret.

Her summer af liv, midt i, at vi mødes om døden.

Betjentene står som levende mure, de mure der mærker dét, vi er i nu. Dét, som er kommet efter, det var før lørdag. Alt er forandret – vi danskere er forandrede. For altid. Betjentene er forandrede – de er også en del af ’os’ nu. Og vi viser dem respekten for det mod de bærer, for at vi kan være.

Den fortættet-hed, som er overalt uden for såvel som inde i os, er den slags fortættet-hed, hvor man kan høre hver en stemme klart og tydeligt. Samtaler mellem venner, der sammen er gået herhen.

Det massive presse opbud har ingen lyd. Kameraerne kører, som er de sat på lydløs.

Foran på fortovet, for synagogens fødder, ligger den voksende blomstermark. Duften fra de mange buketter – mange flere end jeg kan tælle – får mig uvilkårligt til at smile.

Men jeg nærer mig for at udbryde:

• Åh, prøv at duft, hvor vidunderligt de dufter. Sikke en smuk måde at vise respekt på!

Jeg bliver stående og bare ser, tager ind, sanser.

Sorgen rammer mig, og afløser uvirkeligheden. Det er meget stærkt, at stå der, midt i intensiteten og nærværet af alle de mennesker, alle deres energier. Chok, sorgen, fortvivlelse, frygt, tunghed.

Aldrig før har jeg mærket luften, som her! Den må være er af en anden kemisk sammensætning. Det må den! For den er, som jeg ku skære et stykke ud, og tage med i min taske. Og et evigt billede fæstnet i min bevidsthed. En særlig duft jeg aldrig glemmer.

Jeg tænker på en kær veninde, og ved hun og hendes familie sørger over deres store tab. For mig var Dan ganske ukendt til han døde. Men han kan ingenlunde være mig fremmed – et menneske, der mødte verden med lys og kærlighed. Det forstår jeg, med hver en celle i min krop; at ingen af os er fremmede for hinanden! At vi alle er ét, alle er vi af samme skabelsesenergi. Blot har vi forskellige fysiske udtryk. Og alle ønsker vi kærlighed. Men langt fra alle kan vi mærke kærlighed eller derfor heller ikke tro på den.

Frygten er tilstede, mellem mure af bygninger og betjente. Mellem os alle, som er dér. Den sitrer, for nogen næres den, for andre tones den ned. Jeg lader den være, registrerer den, og overgår til blot at være tilstede, uden at behøve gøre andet. Være noget andet og hverken mere eller mindre, end jeg er.

Takker i mit sind, Dans sjæl, for at have givet os så meget. Ønsker at han stadig lader sig bære af kærlighed og lys.

Så får jeg lagt min blå hyacinter. Blå hyacinter, fordi de er foråret. Jeg valgte dem der var sprunget ud, hvilket jeg aldrig plejer. Men i dag skal de være sprunget ud, det frieste de kan være i al deres skønhed og pragt. Får pillet olie-lyset frit og fænget væden an. Et lille lys blandt så mange andre. Så mange flere end jeg kan tælle.

Tak.

Ligesom jeg forlader Krystalgade, ophæves den fortættede luft. Og mandagen er igen mandag i indre by.

Svinger mig op på cyklen og kører mod Østerbro. Kulden er hård. Uforsonlig. Blæsten gør alt, hvad den kan for, at lade mig opgive. Men det gør ingenting. Mine fingre er iskolde inde bag det tykke vanteskind. Mine tæer sender kulde op gennem mine knogler. Så langt har jeg ikke cyklet i adskillige år under sygdomsforløbet. Det er noget jeg er nødt til at gøre.

’Det er min pligt’, tænker jeg, og får en ro med i det mindste at kunne gøre det her. Køre med blomster og lys. Selvom det på ingen måde, kan tage brodden af det enorme tab andre lider.

Så holder jeg der, og betjentene står med spredte ben og maskingevær. Fredelige ansigter, side om side. GOLF´erne holder også side om side, og de er pakkede med flere betjente.

Jeg bliver forsigtig ved synet af alle de våben. Våben til at holde fred. Våben til at slå ihjel med. Mærkeligt dilemma.

Trækker min cykel forbi politiet, og kommer hen til det koldeste og mest vind-omsuste hjørne. Som at stå ved et åbent hav en kold vinter, hvor der ingen læ er at finde. Bare uden den ro, havet giver. Her er ingen ro. Ingen fortætning. Det er bare koldt og råt.

Også her er blomsterbuketter ved, at overtage fortovet. Der kommer flere og flere. Lysene vi har taget med, lader sig ikke antænde, her er for råt.

– Jeg kan ikke tænde det! siger en ældre dame, og smiler trist, da hun mærker, jeg kigger på hende.

Ingen bliver længe.

Om et par timer vil scenen derhenne være klar til Mindehøjtiden, lidt derfra står en lang og tæt allé af pressefolk. På den modsatte side af dem, ligger den beskudte facade. De mange skudhuller er om muligt grimmere i virkeligheden, end på tv. Politiet står også dér, og jeg nøjes med at sende dem tak i tanken.

Så kommer jeg til det næste blomstersted. Her er et portrætfoto af manden, der døde her, Finn. ’Hvor er det godt, I har sat et foto! tænker jeg, hvor er det godt at vi kan se ham!’.

Så må jeg af sted. Må hjem igen. Selvom jeg på en måde hellere ville blive. For det, at være der, at lægge mine blomster og sætte lyset selvom det ikke ku tændes, den lille bitte, ydmyge handling føles trods alt mere rigtig, end tage hjem.

Nok forstår jeg meget af alt det her med mit intellekt. Men næsten intet af det med mine følelser og med mit ønske for menneskeheden.

Tre mennesker er skudt. Fem mennesker er såret af skud. Mange flere, uhyggeligt mange flere, end vi tør tænke på, kunne være skudt.

Der er kun et at gøre! Turde give slip på frygten. Turde sige ja til kærligheden. Turde være i lyset, og turde lægge vor vrede til ro. Så vi kan se ingen af os er fremmede for hinanden i vor sjæl.