Det er langt fra hver morgen jeg vågner ved lyset af min egen sol. I lyset af taknemlighed ved tanken om dagen, der ligger foran mig. Hånden på hjertet.

Og det er ikke fordi jeg ikke har et hav overflod, jeg kan være taksam for. F.eks. kan jeg jo bare dagligt glæde mig over, hvor fantastisk det er, at jeg har rejst mig fra den kørestol, som alle læger havde sagt jeg skulle blive i resten af mit liv.

Noget jeg rent faktisk også gør. Altså glæder mig over alt det vilde, jeg er lykkes med i mit helt umanerligt anderledes liv! Ligesom jeg er taknemmelig over, at være tilbage og skabe min virksomhed på ny.

Det gør jeg! Det er jeg! Og jeg bruger meget af min vågne bevidsthed på, at træne mine tanker til, at spinne om præcist det gode!

Nogle af jer har været med til mine foredrag og har hørt mig tale om tankerne kraft, hvordan jeg retrospektivt kan analysere hvordan præcis tankerne og mine stærke følelser, konstant har skabt mit liv – både det smertefulde umenneskelige til det helt fantastiske, nærmest overnaturlige og magiske.

Som barn var min drøm, at når jeg blev voksen ville jeg være forfatter og psykolog. Og et godt menneske. Det er et meget konkret ønske, som jeg indfriede som voksen. Selvom jeg var ved at dø mange gange inden.

Her til morgen, denne helt udramatiske hverdag, vågner jeg op, og ville ønske jeg vågnede op en dag i mit fremtidige liv! Ikke til i dag. Men dér, hvor jeg slår øjnene op og befinder mig i dét hjem, jeg drømmer om. Dér, hvor jeg står op til en kalender boostet med mit virke, som jeg elsker. Dér hvor…nå, ja, alt det jeg pt drømmer om, er opnået.

Men jeg vågner jo altså op til i dag.

Det blev pludselig nemt at være frustreret og modløs, for det er i dag, der skal betales regninger bl.a. Og efter en sidste uge og en hel weekenden, der var fyldt med elskelige og inspirerende mennesker, gode snakke med både latter og tårer, stærke veninder der favner mig, besøg i smukke hjem, bunker af teenagere liggende på gulve i hele lejligheden, uddannelse og fremmede mennesker der træder ind i mit liv, da bliver en stille mandag som en skærende kontrast! Som når flowet damper af, og man ligger sin hjerne til ro, og men slet ikke er færdig med at være i flow.

Jeg kan huske at have læst et sted, hvordan vi mennesker har en tendens til, at falde i negative tanker. At hjernen af sig selv, lettere søger mol end dur. Nu kan jeg så til gengæld slet ikke huske hvor jeg har læst det, og om det i det hele taget var en lødig kilde, så jeg nævner det bare. Men konstaterer også en lillebitte smule, at det passer overens med den virkelighed jeg bl.a. har mødt gennem årene i mit virke som psykoterapeut.

Og jeg mærker det jo i mig selv! At jeg selvklart kan tone i mørkt og at det, at bruge mine energier til at løfte og skabe, er en on-going proces jeg har lært mig selv, og optrænet gennem mange år. Og ja, også er lykkes rigtig meget med. Ja, der er egentlig ingen tvivl om, at det har reddet mit liv.

Og alligevel og stadigvæk; ja jeg skal bruge bevidsthed på, at vende mine tanker. Jeg er ingenlunde perfekt ud i den lære jeg hjerteligt giver videre til andre. Det er så dugfrisk inspiration jeg deler ud af, som det overhovedet kan blive. Nej nu gider jeg altså ikke skrive mere om, hvordan jeg har lykkes kun. Jeg vil fortælle om, hvordan det også er, at være Odile.

I dag vågnede jeg til :

• Jeg kan ikke nå mine drømme. – Jeg skaber ingen vækst i min virksomhed. – Det lykkes for min smukke søster, og hvor jeg dog elsker og under hende det, og jeg vil det også så gerne! Men det kan jeg ikke – jeg kan jo bare ikke! – Hvorfor skaber jeg modstand i mig selv? – Jeg er slet ikke dygtig nok! Kan ikke! – Hvordan skal jeg betale for klinikken denne måned .. Gud! det er også betalingsdag for skat! Kan ikke holde ud at være i den her lejlighed, hvor der ingen plads er, og alt er smadret! Åh, er du bare ’Konen i muddergrøften’, Odile?!

 

Helt ærligt, det er jo slet ikke til at holde ud! At tænke sådan! At være i den modstrøm af ’nedadgående-dvælen-og-træk-dig-selv-ned-og-lad-al-din-gode-kraft-gå-til-spilde’. Den opgivende tænkning blev også understøttet af, at jeg skulle tale med min fynske clairvoyante kollega og veninde, for at udsætte en weekend-workshop pga. ingen tilmeldinger (gødning til; du er ikke dygtig nok, Odile og ingen finder dig interessant nok til, at ville deltage!).

Jeg var simpelthen nødt til, at løfte mig over den tænkning! Hvis jeg forblev i det sure aflukke jeg var i gang med at skabe om mig selv, ville jeg være blevet fanget ind her, og dagen ville med sikkerhed intet glædeligt bringe – jeg ville skyde hvert et lysglimt ned med mit skarpe offerskabelse (á la; ’hvorfor er det kun de andre der kan?’)

Så jeg besluttede at gå tilbage til sengen. Trak dynen godt om mig, sagde til mig selv: – Så er det nu du beslutter dig for, hvordan din dag skal være! Vil du løfte dig? Eller vil du være trist og øv, og tulle rundt i umuligheder?

Liggende derinde i min seng, i det soveværelse som slet ikke er det soveværelse jeg ville ønske jeg lå i, så tvinger jeg mig til at mærke, at det faktisk er ret så dejligt med den dyne dér. Og mærke, hvor taknemlig jeg er over, at kunne ligge smertefri, lunt og med bløde puder. Sikke en gave! Tak!

Så er jeg klar. Nu er jeg igen på rette spor! Og kan nu stå op og stadig mærke taknemligheden. Laver dagens første kop kaffe, som altid smager ganske særlig godt. Um, tak. Det ruller sig lidt mere ud, varmen fra glæden, som spirer bare ganske lidt. Når kaffen er sat på køkkenbordet og stearinlyset er tændt, tøffer jeg iført mine uld-hjemmesko (det var dem der kun kostede 69 kr i Ikea, og som holder mine fødder lune, um, tak!) ind for at hente min Morgenside-bog inde på arbejdsbordet. De næste tre-fire sider i bogen handler om, at jeg får skrevet mig længere ind i glæde. Taknemligheden. Ind i hvad det virkelig er, jeg skal i dag. Skærpe min bevidsthed på, om jeg nu også ved præcist, hvad det er, jeg drømmer om? Eller har jeg skabt et billede af en drøm, som ikke matcher det mit hjerte ønsker – er det derfor jeg ikke har den medgang jeg længes efter?

Jeg tuner ind, gennem mine Morgensider, og jeg ved at senere vil også min daglige meditation forstærke min proces.

Så er jeg på samme frekvens som mine drømme? Er der kohærens mellem mit hjerne og min hjerne? Ja, det er dér! Jeg elsker at skrive! Jeg elsker at holde foredrag! Jeg elsker at inspirere og vejlede gennem mine kurser og træningsforløb! Jeg elsker at have mine 1:1´s! Jeg elsker at stå ved min stærke spirtualitet! Og jeg vil udgive flere bøger. Jeg vil arbejde med mennesker i skabelsen af deres gode hverdagsliv og ’himlen ned på jorden’. Jeg er præcis, hvor jeg skal være og hvad jeg skal bruge mit liv på.

Det, som jeg skal blive så meget bedre til, er at læne mig tilbage i tillid til timing. Alt kommer i rette tid. Selvom jeg har oplevet det gang på gang på gang, at alt kommer i rette timing, så bli`r jeg utålmodig (især når der er ubetalte regninger, der inisterer på at blive betalt!)

Men også i tillid til, at ja, nok gør jeg ikke mit virke på den måde, de fleste andre gør. Der er ikke nogen jeg rigtigt kan kopiere og læne mig op ad. Nok kræver det jeg tilbyder både nærvær og åbenhed, ikke kun af mig, men af alle deltagere. Og nok er det ikke effektivt på den dér traditionelle måde.

Men det er så powerfuldt, at det nærmest synes magisk. Og det er min måde at gøre det på. Og dét er kernen i alt, hvad jeg prøver at kommunikere; vær tro mod dit sande jeg – hele vejen. Vær i daglig kontakt med hvem du virkelig er, og du vil altid navigere fuldstændig tro mod hvem du er, og hvad du skal. Og kun hermed, kan du opleve den succes du længes efter og trives i.

Og for det nu ikke skal være løgn, så kom min veninde spontant forbi med den her arbejdstaske til mig, mens jeg sidder og skriver mit blogindlæg.

Lone er gået på pension efter livslangt arbejde i folketinget. Den her taske har været med rundt, fyldt med aviser, dokumenter, mapper, flybilletter etc. Nu synes hun, det er min tur til at svinge den i mit nye arbejdsliv. Tak! Det er som et tegn fra Universet ‘Jo, hold fast i dit arbejde, kære Odile!’

Tak, tak, tak!

Når vi åbner os og overgiver os, så kommer der så meget til os! Just like that!