‘Spiritual bypassing’! Waouw! Fantastisk begreb!
Som rummer en masse af den misforstået, nyromantiske spiritualitet, der blomstrer disse år.
I meget få linjer handler det om, når spiritualitet bruges som en buffer mellem virkeligheden, de svære følelser og personen selv.
Det er, når et menneske ikke er i stand til, at rumme sig selv.
Ikke kan rumme følelser som; vrede, sorg, frustration, skuffelse, uretfærdighed, mistillid, had, misundelse, ensomhed, alene-hed, utilstrækkelighed osv.
Alle de følelser vi som mennesker alle oplever, i forskellige doser, i forskellige sammenhænge og perioder – men som også har det til fælles, at være følelser, vi definerer som negative. De er opfattede som negative, fordi de er sværere, at være i.
Her kommer hvad jeg kalder den ny-romantiske spiritualitet til redning.
Den op-spiring af spiritualitet, der står på disse år, er vidunderlig på så mange måder og det kan selv en old-school, spirituelt praktiserende en som jeg, nyde godt af. Fordi det er meget mere legalt i dag, end for 30 år siden, at være spirituel.
Men spiritualiteten giver også plads til fornægtelse. Til at de følelser der ikke kan rummes – de negative. De bliver sugar-coated i samme øjeblik, de indtræffer. Ofte ubevidst for personen selv.
For selvom personen måske oplever sig selv som spirituel, for første gang i sit liv, har vedkommende brugt andre måder at underminere sin egen autenticitet med tidligere.
(Ja, det er nemlig meget selvdestruktivt ikke at tillade sig selv, at føle de sværere følelser.)
Her kommer begrebet spirituel by-passing smukt ind!
Som fx dem, der gerne vil opleve sig selv som tilgivende. Ikke fordi har gennem bearbejdet de traumer, de ønsker at tilgive, men fordi de ikke kan rumme vreden og forudrettelsen. Ydmygelsen og hadet.
Det kan være konfliktsky personer, der ikke tør mærke andres vrede eller skuffelse over dem, hvis de udtrykker frustrationer og uretfærdighed.
Det kan være et menneske, der ikke kan rumme afvisning eller kærlighedsnedture, fordi personen ikke aner, hvordan man lever med sig selv.
Og det kan være meget mere, men altså det fælles er, at personen ikke tør og ikke evner, at bearbejde de følelser, der ikke sender endorfiner ud i kroppen. Eller i det mindste ikke giver ubehag.
Ubehag er no-go.
Og de mennesker bruger gerne nogle spirituelle klicheer, som i deres grundtone er sande og rigtige, men fordi de bruges uden bevidsthed om deres dybde, fremstår de som toneløse floskler.
Her bliver tilgivelse bare et tomt ord, lige som fx. Martinus´ meget smukke ;’Alt er såre godt’ bliver en sætning uden forståelse af, hvad det indebærer. Meditation er noget man lige hurtigt gør, for at slappe af, og der skeles ikke til den meget lange træning der ligger bag, når meditation bruges til meget andet end afstressning.
At jeg er praktiserende eksistentiel psykoterapeut kan måske virke modstridende med, at jeg også har levet spirituelt i over 30 år – at jeg har mediteret lige så længe, er vist blot et kuriosum.
Men det er faktisk ikke modstridende.
Netop fordi spiritualitet ikke består af lykkerus og rosakvarts, en garanteret soulmate og engle i kor, men en dyb rodfæstet accept af og leven med, livets og dødens cyklus i universets evighed. Accepten af, at for at mærke glæde, må du kende sorgen og smerten. For at gå i lyset, skal du se skyggerne du giver plads.
For at tilgive, må du kende din egen afgrund. For at dele dit liv med en anden, må du først ha genfundet kærligheden i dig selv, til dig selv. For at ofre dig, må du forstå hvad du ofrer. For at forstå meningen, må du vide hvem du er. For at leve, må du være indforstået med at svigte.
Sådan er det; vi kan ikke nå os selv eller andre, om vi ikke tør se ind i bunden af vor egen sjæl. Det kan hverken misbrug af mad, alkohol, spiritualitet, sport osv. dække over.
Det modsatte af, at vælge at dope sig med med en romantiseret udgave af spiritualitet, er at gå ind i et arbejde med og om sig selv; en terapeutisk og spirituel meget langsommelig og dyb proces, som når den er vellykket, ændrer et menneske positivt og konstruktivt for altid.
Jeg oplever ofte mennesker komme ind til mig og sige; ‘jeg vil bare være glad igen’ eller ‘hvor længe tager det her?’ De kommer med dem selv i en bærepose, som de rækker frem mod mig og helst ville hente igen, når indholdet er fikset.
Og jeg starter altid med at skuffe dem! – Det kan jeg ikke svare på. Der findes ikke en fastlagt tid for, hvor længe det tager! Og jeg fikser dig ikke. Men jeg er gerne her for at vise dig, hvordan du lærer at se dig selv og bære hvem du er.
Langt de fleste bliver nu alligevel, trods den første skuffelse. For lige efter den, opdager de, jeg ser dem. Længere inde end de nogensinde før er blevet set. At jeg kan se deres problematik og ved ,hvor der skal trykkes, for at forløse den. De modige læner sig ind i min autencitet og vi får et langt og meningsfuldt samarbejde, hvor de lærer sig selv at kende og forstår at agere med omsorg for dem selv i de situationer, hvor de før ville sugar-coate.
Vil du vide mere om Spiritual bypassing?
