Nu gik det rent faktisk uden modstand, da jeg offentligtgjorde mine tanker om markedsføring og branding af sig selv (og mig selv). Eller mere præcist min frustration over ikke lykkes!

Ikke at kunne trænge gennem mængderne af douche og tilbud om nyhedsbreve inkluderet free bees og ’hvad er der i det for mig’ –lefleri. Av, det kom nærmest til at lyde som et bittert overset ego, når jeg formulere det sådan. Det er faktisk ikke sådan jeg har det.

Jeg er ikke bitter. Jeg er ikke skuffet. Jeg er… tvivlende. Men det kan jeg heller ikke rigtigt overgive mig til, for hvis jeg mister tilliden til at alt er såre godt – så mister jeg tilliden til, at blive ved med at gøre dét, som er rigtigt for mig.

Når alt er såre godt, hvorfor opstår der så tvivl? (For ja, det er ganske enkelt! Jeg er stadig næsten lige så frustreret som forleden, hvor jeg skrev mit blogindlæg Det lykkes bare ikke! – trods jeg havde et vellykket foredrag i klinikken på Mariendalsvej forleden.)

Tvivlen opstår, hvis der ikke er fuld kohærens mellem hjerne, hjerte, og intuitionen. Når der ikke er konstant kontakt til det sande jeg, og til den vibration, hvor flowet har sin plads. Og det er klart, at var mennesket i stand til, at være i en balanceret tilstand konstant, ville et fysisk liv ikke være nødvendigt!. Så kunne man droppe alt om at blive reinkarneret, og komme til at gennemleve endnu et liv med de fysiske trængsler, som kun kan opleves qua vor fysiske nærvær. Man ville være i Nirvana, Paradis eller hvad man nu end kalder det for.

Men altså, tilbage til, at tvivlen får gnavet sin vej gennem tilliden. Tvivlen kan (næsten) formuleres i et spørgsmål: Hvordan kan verden vide, at det jeg tilbyder er den ægte vare?

Det si´r sig selv, at hvis man først starter på at tvivle om man nu er den ægte vare, eller om det man tilbyder er ægte nok, så vil man drukne i simili. Men når alt kommer til alt, så er der stadig det ubesvarede spørgsmål; hvordan trænger man gennem den kæmpemassive bølge af andre, der kæmper for at få opmærksomhed og kunder?

Jeg er en del af hele den stærke og stadig voksende bølge, og mine tilbud drukner inden nogen overhovedet når at sanse dem (tror jeg). Og hvordan kan jeg i det hele taget trænge gennem det massive udbud, uden at stille mig op og råbe? Højere og højere i forsøg på at overdøve nogle andre?

Well, jeg kan godt råbe højt og kaste med håret. Jeg vil det bare ikke. Det er jo det, der er hele essensen.

Så jeg prøver at overbevise den tvivlende del i mig om, at alt handler om timing, og alt har sin helt rette plads, alt er skabt af min tanke, også dette – modstanden.

Eller den sidste del ved jeg jo. Det er så massivt gennemlevet gang på gang, at jeg ikke længere bruger energi på at betvivle det. At alt er skabt af en selv/mig selv, indebærer så også hele ansvaret ligger hos en selv/ mig selv. Der er ingen fedladne bekvemmeligheder i form af, at kunne skyde skylden på nogen andre. Eller på Gud, far, mor eller universet. Eller alle dem, som rent faktisk har succes med præcist at gøre det, som man/jeg ikke har succes med.

Så meget menneske er jeg, at der dagligt skal roteres rundt i softwaren, for at nedbryde tvivlen og skrælle ind til det, som er kernen. Være i fokus, mærke flowet, vide det er her det virkelig sker, og det virkelig er værd at være. Hver dag at insistere på, at det gode liv skabes ud fra den gode tanke. Og nægte at blive sat skakmat.

Buttom line; jeg ved en hulens masse om at skabe veje ind til sig selv, fastholde kontakten med sit ægte jeg, skabe mirakuløse helbredelse, udvikle mennesket og skabe kohærens og balance i liv. Jeg kan se ind i andre bevidsthedsniveauer og tid, og jeg kan se ind i mennesker og steder. Der er masser af liv jeg har levet, så jeg er blevet skærpet og skærpet, og jeg stiller mig dagligt, helt bevidst ud af min comfortzone.

Men jeg kan ikke forstille mig. Jeg kan ikke sælge. Jeg kan ikke skifte rødt ud med douche. Uanset det er meget mere oppe i tiden. For hvordan pokker sælger man sine tjenester, uden at sælge ud af sig selv?

Nå det kan godt være du ikke kan eller vil svare på det. Og svaret ville måske i sig selv være den diamant, der til enhver tid ville skille sig ud blandt al similien. Men jeg lover at finder jeg det svar, så vil jeg udbasunere det for fuld skrue, så ingen nogen siden ville behøve være i tvivl. Længere!