Lige nu i dette øjeblik, er jeg så tæt på at smide håndklædet i ringen! For ikke at drøne hovedløst efter den impuls, skriver jeg i stedet blogindlæg. Igen uden filter, og bag facaden. Jeg ved det godt – det er dælme ikke særligt festligt eller lykkeligt at læse med på. Og langt fra, uh hvor er det giga-langt fra dét, man gør. Men, jo, det du sidder og læser lige nu, er skrevet på de stærke ’give-op-for-det-nytter-ingenting!’ tanker og følelser, som har en vane med at dukke op, som efterdønninger, når jeg har været inde på min netbank. Suk.

 

Men måske, for lige at standse op i min egen ordstrøm, er ordet ’hovedløst’ slet ikke det rigtige, når det kommer til at beskrive den nærmest paniske tilstand, der kommer, når regningerne invaderer postkassen, mens faktura-blokken stadig svulmer og breder sig, fordi der ikke sendes fakturablade ud?

 

 

 

(Arrgggh! Kender du det? Der skal immervæk betales både for lejlighed, tøj til ungerne, skole og frit, mad.. need I go on?)

 

Hvis jeg går efter impulsen, som er at kaste mine drømme væk, droppe mit virke for at lave et eller andet andet, så går jeg rent faktisk efter, hvad fornuften lægger for dagen. Nemlig de benhårde (ikke eksisterende) beløb på min konto. De fortæller uden slinger i valsen, at der ikke er harmoni. Ikke engang dækning.

Så hovedet vil sige: Gå ud og få hyre et sted! Og pak dine følelser ned!

Men hvad så med a.l.t. det jeg har at give til verden? Alt det jeg brænder for? Alt det jeg kan, som ingen anden? Alt det som jeg har indsigt i? Erfaring med? Min særlige ‘Odile Poulsen-cocktail?’

Den særlige cocktail af dels; af min store faglighed gennem års arbejde og uddannelse. Dels af private erfaringer og viden gennem et helt usædvanligt liv. Den spirituelle tilgang og kommunikation kombineret med alt det andet. Den livsfilosofi jeg har udviklet, og formulerer, og som kun er kommet til min klarhed, gennem alt det jeg har levet og skabt. Den særlige unikke cocktail, som udgør hele min grundsten i, alt hvad jeg gør og er, og som er så tilgængelig for alle, der ønsker den. I klokkeklare overleveringer fra mig ind til hverdagslivet.

Kan jeg opgive det, når hver en celle i mig, vibrerer for, at jeg skal holde fast?

 

Handler det alt for stille virksomhedsliv blot om, at jeg ikke gør mit arbejde med at markedsføre og brande mit produkt? At jeg ikke levere nok, knokler nok for at være synlig? Eller er min markedsføring ikke god nok?

(For ja, jeg har fx nu et foredrag 18. marts, som stort set ingen tilmeldinger er på. Og et nyt 3 afteners træningsevent, som mangler deltagere – ergo; jeg har ikke promoveret tilstrækkeligt)

 

Næste spørgsmål: Hvorfor kan du ikke bare tage et job, ligesom alle andre? Skal du da ha´ det bedre end os, Odile?

Nej, der er ingen forskel på nogen af os, når det kommer til, at have et godt liv. Et godt hverdagsliv!

Vi har alle behovet for, at trives i vor hverdag, så den ikke blot skal overstås eller gennemstås, for at vi kan komme til weekend eller ferie, hvor vi virkelig kan gøre dét, vi ønsker at bruge vort liv på. Og jo der er mange mennesker, der ikke er tilfredse med deres liv. For hvem det at være i hverdagen slet ikke opfylder dem med glæde og mening, men blot kan synes som et hamsterhjul eller som noget man bare gør, fordi alle gør det – uden man selv har standset op og tænkt over; hvad er det lige jeg gør? Og gør jeg det, jeg har det godt med?

Og netop derfor – fordi at der er mange mennesker, som ikke lever deres sande potentiale og er i sand kontakt med hvem, de vitterlig er, oplever de at komme til kort og pludselig stå i en massiv krise, som fx sygdom eller identitetskrise – er det, at jeg ikke kan lade være med, at ville give det, præcist dét til verden, som jeg kan. Nemlig at hjælpe mennesker med, at få en sund, stærk og autentisk kontakt med dem selv, sådan totalt hverdagsholdbart.

Jeg har hjulpet så mange mennesker gennem årene, og jeg har udviklet mig så meget, dag for dag, oplevelse for oplevelse, erfaringer, der bare har skærpet mig på så mange planer, så jeg slet ikke er i tvivl om, at dét jeg kan og gør, det er godt for mange.

Tvivlen som driver mig til panisk at banke ned i tasteturet lige nu, er den der handler om; ja jeg kan nok være pissedygtig til det jeg laver (pardon my french!), men hvordan pokker laver jeg broen til, at det også er det jeg så lever af?

Jeg savner s.å. meget, at arbejde meget mere! Vitterlig! Nok har de år med sygdom og handicap og alt det der, lært mig meget mere om, at passe på min krop. Men jeg savner stadig at være fuldt optaget af mit virke.

 

Forleden talte jeg med en kollega i det klinikfællesskab på Frederiksberg, hvor jeg bl.a. arbejder. Vi kom til at tale om den udsendelsesrække, der kører på DR ‘Blok på Bistand’, hvoraf vi begge havde set et afsnit aftenen forinden. I det afsnit hører man to kontanthjælpsmodtagere, som gerne vil bo sammen, og deres sagsbehandlere fortæller dem, at de hver vil have 1300-1500 kr. om ugen! Når alt det faste er betalt, vel at mærke!

Da Niels og jeg sad herhjemme og så det, gloede vi på hinanden i et: What!

Altså, det vil sige, at vi lever (langt) under det beløb, der kaldes fattigdom i Danmark? konkluderede vi.

Og da jeg så taler med min kollega, havde hun haft nøjagtig samme reaktion!

’Jeg har tit kun 50 kr til, at leve for om dagen!’ udbrød hun. Og det er noget nær det samme vi har, dog har vi også to børn at forsørge. Vi talte om det dilemma med, at ville lave sit arbejde, gøre det man er god til. Det man har hjertet med i. Og at det hjerte inkluderer, at tænde andres liv.

 

Well, well, jeg bringer ikke kontanthjælp op, fordi det i sig selv er et issue, der skal ses skævt på. Det er blot for at angive en måleenhed, når jeg ser på, hvornår kan man forsørge sig selv og hvornår ikke?

Jeg kunne ha´ forblevet på overførselsindtægt,  at være fri til, at skabe mit eget virke. At få min virksomhed op at køre igen – skabe endnu en succes.

 

Det er meget mere vanskeligt i dag, end det var dengang, jeg startede min virksomhed tilbage i 2002.

Eller måske er det faktisk slet ikke vanskeligere? Måske har jeg blot ikke forstået, hvad det er jeg gør eller mangler at gøre?

 

Kære dig – nu har du siddet og læst på mit panikudbrud, og for det skal du have tak! Og du skal vide, jeg ikke ønsker du skal gribe til din barmhjertighed, og pøse penge min vej!

 

Jeg kan, som det er lige nu, ikke gøre andet end det, min intuition og mit hjerte vil mig. Også selvom det ikke glimter eller tilnærmelsesvist ligner brød på bordet.

Så jeg overgiver mig i total tillid. Til at alt er såre godt. At sikkerhedsnettet altid er spændt ud, selvom jeg ikke kan se det. Og at Compadre vil vejlede mig.

 

Tak for dig. Tak for at du gad.

Big love.