Jeg har så længe jeg kan mindes, insisteret på at få et godt liv.

Et fantastisk liv!

Som lille pige sagde jeg til mig selv, at jeg godt vidste jeg var beskyttet af Gud (og dengang var Gud altså ham der den gamle mand, med et kæmpe langt hvidt skæg, og så ellers dvalende på en sky – omgivet af sine smukke lysende engle).

Jeg vidste, at Gud altid så mig, altid kerede sig om mig, og altid ville følge mig.

Jeg vidste, at én dag, ville det helvede på jord, som jeg var født ind til, få en ende. At jeg én dag ville forlade al den smerte og død, som jeg hvirvlede ind og ud af, lige så hverdagslevende og farligt, som når jeg trådte trin i en leg med de andre børn ude på vejen. Under tusmørkets kalden fandtes et sted, kun for mig og Gud, og dér lovede jeg mig selv, at blive fri. En dag. Jeg lovede det også til Gud.

Jeg kendte, uden den mindste skælvende tvivl, til ubetinget kærlighed, upåagtet den ikke var at spejle noget steds i min verden. Og jeg vidste, jeg en dag ville leve den. Bryde ud gennem den himmelske sfære og lade andre om, at tro på begrænsninger.

Den dag er for længst kommet til mig. Fordi jeg altid har insisteret på det!

Jeg vil ha´ et godt liv! Det har jeg sagt til mig selv i mange, mange år. Og vil altid gøre.

Og derfor er det lykkedes.