Det er et spørgsmål, af samme store relevans, som; hvis du er kvart, en halv, en ottende del eller en hundrede del muslim, gør det dig så ansvarlig for alle forbrydelser, gjort i Muhammeds navn?
Jeg voksede op, som datter af den brede krigs-generation, barn af de forældre, der blev født lige førunder eller efter 2. Verdenskrig. Jeg voksede op, som datter af en forælder med tysk blod. Og med en bedsteforælder, der var udøvende nazist under krigen, og som afsonede sine forbrydelser i fængsel efter krigens slut. Det har aldrig været ’noget man talte om’.
Min bedsteforælder døde inden jeg selv blev 1 år, angiveligt af en sygdom, der stødte til under afsoning i fængslets fugtige celle. Tilbage eksisterede kun sort/hvide fotos af den strenge rektor, der med sit blik og ranke ryg, stadfæstede at have retten på sin side. Fødselsretten til herredømme. Rektoren levede i flyvske vendinger, nedslåede blikke og i et tysk sprog, jeg dengang ikke forstod. I en aura af stolthed, der var knækket under Der Führers nederlag.
Rektorens nederlag nægtede at lade sig besmitte med skam, men blev sendt i arv, sammen med svingningerne fra læderremmen, der ramte omend blødere, end ordene om sønnens manglende egnethed som menneske. Og sønnen smuldrede, mistede sin evne til at være menneskelig.
Da jeg voksede op, hørte vi børn en masse om tyskens beskidte og syge sind. Og alt hans ubeskrivelige ondskab. Om menneskejagt og storhedsvanvid. Vi hørte om den danske modstandsmand, der kæmpede for, at bevare det røde/hvide flag og den danske sorte pløjemark. Om danskens ære og sunde værdi. Så ku vi nok leje sommerhuse ud til tysken, når han kom kørende i sin store Mercedes op langs kysten, og smile til ham, mens vi solgte ham Lurpakken. Men lur mig, om vi ville lade ham komme ind bag vort smil.
Jeg følte ingen særligt stolthed som barn, over min herkomst. Heller ikke som ung, da jeg fik en kæreste, hvis bedsteforælder havde siddet i Frøslevslejren, for at sabotere nazismens krigsmaskine.
Men hvad har det at gøre med i dag? Med dig? Og med den dansker, der ikke har arisk blod i sine årer, men gylden hud og måske endda en muslimsk tro i stedet for en kristen kulturarv?
Jeg følte altid dengang som barn, og ja, faktisk en del år i mit unge og voksne liv, en skam og en samvittighed over, at have for blå øjne og for lyst hår. Over at jeg så tæt på min egen eksistens, er knyttet til en af vor verdens histories allerstørste grusomhed. At mit biologiske ophav, så få år fra jeg blev født, var medvirkende til at avle denne gru.
– Men det kan jo aldrig være dit ansvar, Odile – hvilke ideologier dine bedsteforældre efterlevede! Det kan aldrig være dit ansvar, hvordan de behandlede andre mennesker.
Nej, det siger sig selv. At det ikke er min skyld eller mit ansvar. Uanset hvad der ligger i min fortids-slægtsblod.
Eller gør det?!
Er det ikke dét, vi lader andre om at bære? Er det ikke nøjagtig dét, vi (vi = ofre for terroisme) siger om muslimere, når vi siger, de er terroister? Er det ikke præcis den samme mekanisme, når vi af frygt for terror, ser fjenden i alle danskere med mørke nuancer af hud, end den hvide?
Ja, vi bliver bange, og frygten får lov at bredde sig som steppeild, så vi i skæret fra ilden ikke længere kan skelne rigtigt fra forkert. Og vi kommer til at gøre vor næste til vor fjende.
Det bliver vor verden ikke til et bedre sted af. Det bliver ikke engang til et mere trygt sted. Det sker først når vi forstår, at vi alle er eet fælles. Alle er af samme universelle skabelse. At her er nok både plads og frihed til os alle. Og at det ikke er farven på hvor øjne, hår eller kind der definerer, vor evne til at være menneskelige.
