–  Hvad vil du tale om lige nu, hvis du skal tale om noget du slet ikke føler dig tryg i at tale højt om?

 

Den smukke unge kvinde der foran mig startede vort møde med at sige:

–  Ja, det er mit første interview til bloggen, så er jeg faktisk ret nervøs.

Og det var ikke kun hendes startende udmelding der ledte mig til, at hun er et menneske med et åbent hjerte. At hun meget nysgerrigt og fordomsfrit ønsker at gå ind bag ved det, som vi plejer at holde facade op foran.

Vi sad der midt på Vesterbro Torv med blæsten der pustede sig op inden under de, i bogstaveligste forstand, i stenbroen fastboltede parasoller. Det var forleden, den første dag efter Pride Parade og for de flestes vedkommende allerede tilbagesunkne i hverdagens komformitet og manoritetens glemsel.

–  Det er et superfedt spørgmål! smilede jeg og

drev mine tanker rundt gennem hvad jeg pludselig oplevede som ensrettede hjernebaner.

Kender du ikke det? Når du lige med ét skal finde et svar og hjernen så lige så meget med ét, har indsnævret sig til meget lidt plads? Med meget få valgmuligheder?

–  Altså det jo ikke fordi jeg har fortalt om alt og jeg derfor ikke kan svare dig …

væver jeg ind mens jeg undrer mig over, hvorfor der blev så ensrettet.

–  Det må jeg simpelthen tænke over.

 

 

Langsomt, men som det eneste autentiske svar, dukker billedet af Compadre op, som skygger der kommer vandrende over en bakketop i den tidligste morgendis.

–  Eh, jo altså, det som er… stadig er!..det er det med, at tale om Compadre. Fordi Compadre er det her åndelige fællesskab jeg kommunikerer med. Og der er to ben i hvorfor jeg stadig bliver både genert og usikker over det.

 

Mens jeg mærker det modsætningsfyldte i, at være ude af min comfortzone ved at tale om Compadre

(modsætningsfyldt fordi det på den ene side er min sjæl i sin fineste form jeg udtrykker i kontakten med Compadre. På den anden side stritter hele den jordiske og naturvidenskabelige opdragelse imod)

taler jeg videre.

–  Det ene ben er det med at lyde som en fantast eller en crazy person der hidkalder ånder. Det andet ben, som nok er hvor min største udfordring pt ligger, er hele den position jeg kommer til at sætte mig i, ved at sige jeg kommunikerer med Compadre. Som om jeg ønsker en guru-lignende status.

Jeg kan se på mit opmærksomme selskab, at hun er helt med på hvad jeg mener.

– Hele den der klemme der altid er det spirituelle liv sat i fysisk form/skikkelse. Den der opstår, når vi taler om spiritualitet, som en tilstand, et liv, med formål at skabe balance for ikke kun sig selv, men i særdeleshed også for mennesker omkring en selv. Menneskehedens udvikling i balance med det fysiske liv og dets sjæl. Selvets plads uden ego og stadig være et menneske. Åh ja, dér ligger så meget som jeg nemt lader mig kyse af til ikke at kommunikere om det jeg oplever og får indsigt i, via Compadre.

 

 

 

Det var et vidunderligt dejligt møde med en skøn ung blogger, som jeg glæder mig til at følge i hendes videre færd.

Hvordan hele interviewet tager sig ud, vil du kunne læse når hun offentliggøre det.

 

Skal nok sige til hvor og hvornår!!