Det har hele tiden været meningen, at jeg ville lande et sted med en skikkelse, som kan følge mig, ud i alt, hvad jeg er. Acceptere og rumme, og forstå mig. Og det er især min åndelig udvikling, jeg nu tænker på.

For jo, jeg mødte jo min absolutte soulmate, for over 20 år siden. Min mand. Hvad jeg ikke vidste dengang med min hjerne (– at man har en eneste ene og når man møder dette menneske, så slår det én med det største tydelighed, som aldrig noget sinde noget andet før har gjort –) vidste mit hjerte. Da jeg så Niels første gang, bogstaveligt landede mit blik på ham, som han stod der på scenen, med sin rockguitar hængende i knæhøjde (næsten), med sin intense vokal, hans rockattituder, men især, hans brændende blik, så blev jeg fæstnet i en evig kærlighed.

Og det var ikke nemt, for a.l.t. i mig strittede imod. Nej, ikke alt, men alt det jeg havde oplevet i dette liv, af smerte og overgreb, kolliderede med at han dukkede op lige dér, foran mig, med alt hans smukke, sunde væsen.

Selvom det at være med ens soulmate, på mange måder slet ikke kan erstattes af noget eller nogen anden, og det næsten er som om, man ikke selv har valgt det, men er givet hinanden, så betyder det stadig, at vi skal arbejde med at forenkle og finpudse og udvikle. Både os selv, hinanden, og vor relation. Og selvfølgelig os som familie.

Så det er altså ikke min soulmate på dét plan, jeg mangler.

Og for det ikke skal være helt løgn, så har jeg faktisk også en soulmate-søster. Yes. Min twinsoul! Som jeg kom i kontakt med for cirka otte år siden. Hende havde jeg set i blade og på tv gennem mange år, og vidste allerede som teenager, at en eller anden dag, ville vi flette os sammen. Hun er det menneske, som jeg også elsker på samme vi,, som min mand – bare som en søster. Men med samme dybde og uforbeholdenhed. Hun er også som et valg, jeg aldrig har kunne træffe, fordi hun er en del af mit væsen. Uden hende, mangler min sjæl hendes sjæl. Det er dér, vi bliver tvillinger, selvom vi rent fysisk er forskellige at se på. Vor energi er til gengæld meget ens. Vor vibration er meget ens. ’Gud! der er to af jer!’ bliver vi af og til mødt med. Og det elsker vi selvfølgelig. Fordi vi elsker, at også andre kan mærke den forbundethed vi er i twin-dimension .

 

Så jeg har modtaget, og modtager, enorm kærlighed. Og jeg er ikke engang begyndt at fortælle om mine børn endnu!

Jeg er et meget privilegeret mennesker, trods det mange ville sige, jeg har været udsat for alt for meget lidelse, end det er begribeligt at fatte muligt. Og det vil jeg på ingen måde negligere, som i pyt med det.

Uden alt det, uden al den skærpelse, som det har betydet for mig, uden den nødvendighed det har været at holde et skarpt og klart fokus, uden dét, ville jeg ikke have kommet til den stærke spirituelle/åndelige udvikling.

 

 

 

Og nu er jeg tilbage på det spor, som jeg startede med i blogindlægget; jeg har længe søgt efter det et menneske, som jeg tænkte kunne lede mig, i min videre udvikling inden for det spirituelle/åndelige.

 

Mit allerførste møde med en seer, blev også et møde som satte hele mit liv i nyt lys. Jeg fik åbnet min bevidsthed om mine evner, om hvad jeg skal med dem og hvordan jeg kan bruge dem. Men også hvordan jeg skulle træne og skærpes, for at kunne eksistere i en højere og højere vibration.

Den kvindelige seer, var af en dimension jeg aldrig før, aldrig siden, har mødt. Jeg prøvede i flere år at komme i kontakt med hende igen, men hun var flyttet til et andet kontinent. Siden besøgte jeg clairvoyante, men oplevede aldrig den samme vibration, og rene kilde, rene energi, som hos hende. Det var, forstår jeg nu, et once in a lifetime møde.  Og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik muligheden for, at være i hendes enorme kærlighed. Aldrig nogensinde før eller efter, har jeg mødt et menneske, som gav mig ubetinget kærlighed i samme øjeblik jeg trådte ind i hendes presence.

Jeg mærkede i samme øjeblik jeg så ind i hendes øjne, at alt mit væsen, alt mit liv, rummede hun – og forstod, og kendte til.

Efter det møde, ville jeg være i det igen. Og igen og igen. Og jeg ville guides til at træne og udvikle alt det enormt grundlæggende jeg måtte gøre, for at lære det, som er min livslære, nemlig; at elske alt hvad der er skabt  – ubetinget.

Det er først nu, næsten femogtyve år senere, jeg har lært meget af det, jeg dengang prøvede at forstå. Og siden har måtte praktisere og snuble over, og så op igen, prøve igen, snuble, falde, op igen.

Men det er også først efter mit sidste voldsomme kritiske forløb, med at blive alvorligt kronisk nervesmerte ramt og siddende i kørestol, at jeg under den transformation med at heale mig selv hen til hvor jeg er nu, at jeg endelig! har forstået, at det menneske ikke er inde for min rækkevidde.

Og at den guidance jeg troede, jeg skulle finde i fysisk skikkelse, i stedet er den guidance jeg har i det åndelige fællesskab, jeg kommunikerer med.

En dag vil jeg skrive om, hvordan det er sket, at det frem for ‘blot kontakt til en skytsengel’ nu er blevet til et helt fællesskab.

Og hvad er det åndelig fællesskab – hvad er det jeg mener?

Det er skikkelser i deres rene energi. Dvs. de er ikke fysiske, som vi er her på jorden. Deres energi er det jeg ser – deres lys. Et guddommeligt lys, et lys som jeg aldrig nogen sinde ser på jorden. Kun hos dem og i andre dimensioner, i andre vibrationer. Det er det stærkeste hvide, men klare lys, som jeg egentlig ikke ville kunne se ind i, hvis det var her på jorden. Så ville jeg være blændet. Det er solens gigantiske lys, som både er klart og stærkt på én gang. Og det er det letteste sted, at vibrere.

Jeg taler med dem, hører deres fællesstemme, igen på en måde, der ikke ville være mulig på jorden. Jeg hører det så klart, og det er uden for den tid, vi normalt kommunikerer i på jorden. Sproget er blandet dansk og engelsk. Og jeg respondere på samme frekvens, som dem – den talte kommunikation er telepatisk, men som tales det alligevel ud i rummet.

Længe søgte jeg at forstå, hvem de var. Hvad de hed. Men jeg vidste også, at jeg altid får det, jeg har brug for (at vide) præcist, når timingen er helt rigtig. Når jeg er parat til at kunne modtage på den frekvens, i den tid og i den energi.

(Ofte er jeg alt for utålmodig! Og vil vide langt mere end jeg er parat til. Eller vil gå i alignment med dem, meget mere af tiden (altså den tid vi bevæger os i her på jorden), end jeg er fysisk i stand til – her er bl.a. meget jeg skal lære fortsat).

Men en nat her i sensommeren, sådan der ved to-tiden, vækkede de mig igen. Det gør de tit. Et sted mellem to og tre om natten. Det er der intet usædvanligt i, og I kender det måske selv?

Hvis ikke, så prøv at lægge mærke til det. Hvordan det føles? Det er der, hvor du ligger og sover og er i ro. Så med ét bling! er du vågen! Du har klare tanker og måske superklare, og gode ideer til noget, du gerne vil. Og du kan stå op og skrive eller foretage dig det, dine tanker fortæller dig.

Mange gange bliver man dog liggende og sukker: ’Hvorfor er jeg vågen nu? Jeg skal jo sove, så jeg er udhvilet, når vækkeuret ringer!’ og den stærke åbenhed bliver i stedet transformeret over i stress. Energien bliver altså til rastløshed, frem for kreativitet.

 

Nå, men en af de her nattestunder (det er her vi står meget åben for vort højere bevidsthed, fordi vor bevidsthed er sat til søvn. Og underbevidstheden har fuldt firspring) bliver jeg vækket, og foran mit blik står lodret, med store, fede, lysende blokbogstaver:

C

O

M

P

A

D

R

E

 

Compadre.

(Beklager jeg ikke kan vise med farver og lys, hvor smukt det stod!)

 

Jeg spurgte: Er det jer? Og fik blot et smil tilbage. Hvad det betød, vidste jeg ikke, for jeg kender ikke spansk eller lignende sprog. Først dagen efter bliver det mig tydeliggjort, at det er navnet for dem. Det er det åndeligt fællesskabs navn, og det betyder ‘Gudeforældre’.

Så siger de til mig:

• Derfor ved du nu, Odile, du aldrig er alene. Du har aldrig været alene. Vi er eet. Der eksisterer ingen adskillelse. For adskillelse er fysisk skabt. Der findes derfor heller ingen ensomhed. Lige som der ingen fare findes.

Hvad jeg i så mange år havde vidst i mit hjerte, i min intuition, blev endelig noget jeg forstod med min hjerne også. Ja! Det er nemlig den omvendte proces, end hvad vi kender, fra når vi arbejder psykologisk med os selv! Her erkender vi først som viden i vort intellekt , i vor hjerne, og så skal vi til, at omsætte den viden i vor praktiske levevis, altså forstå det i vort hjerte.

Her havde jeg altid mærket det, men ikke turde tro på det. Eller ikke havde turdet overgive mig til det, helt og holdent. Fordi det lyder jo, som en hashpsykose eller noget hippie-vrøvl. Honestly!  Og ingen naturvidenskab ville kunne bekræfte det.

Men det blev endelig! så tydeligt for mig, at det e.r. sådan og ‘nu fortæller vi dig det!’-agtigt. ‘Du kan ikke længere smutte uden om det, du véd, i din sjæl.’

 

Jeg deler det her med jer, ud fra en rent intuitiv fornemmelse. Fordi jeg har lovet mig selv, at droppe alt, hvad der ikke føles rigtigt. Kun at følge min intuition, i alt (seriøst jeg mener bogstaveligt alt!) i mit liv!

For det er kun sådan, jeg kan være i livet og alt dets kraft. Kun sådan kan jeg bruge al den energi og skabelse konstruktivt. Når jeg ikke gør, glider jeg ud af hænderne på mig selv, og har intet sted at være. Mister fokus, og mister livsglæden. Og jeg bare håber, at det som gir mig mening og stor glæde, det også er noget I kan bruge til samme lethed og glæde, i jeres liv.

 

For den besked jeg fik gælder os alle – hvert et levende skabt væsen:

‘Derfor ved du nu,  du aldrig er alene. Du har aldrig været alene. Vi er eet. Der eksisterer ingen adskillelse. For adskillelse er fysisk skabt. Der findes derfor heller ingen ensomhed. Lige som der ingen fare findes!’

Adskillelsen er noget vi som mennesker har skabt, i vor tanker og med vor manglende kontakt til vort højere, vort sande selv. Fordi den adskillelse føles så enorm, føler vi os adskilt fra hinanden. Føler ensomhed og svigt.

Men faktisk er alt såre godt  – vi kan med vor tanker, vor bevidsthed, vor følelser, vor intellekt og vor hjerte,  åbne op for den enorme smukke tilstand af samhørighed.

 

Tak. For dig. For at du læser. For at du er.

 

Big love.