Jo, det gir mening, det føles bare ikke særlig fedt. Eller særlig egen-kærligt.

Der er forskel på hvad der giver mening, og hvad der føles godt. Sagt med andre ord, vi kan sagtens skabe noget i vort liv, som er alt andet end konstruktivt eller lykkeligt. Uden at det er dét vi ønsker. Når vi sådan lige på stående fod skal svare på, hvad det er vi gerne vil.

 

Jeg lovede for lang tid siden, og det var altså engang i slutningen af vinteren, at jeg ville skrive om mit næste healingsprojekt, nemlig at heale den grå stær, som nu forstyrrer mit blik. Hvis du vil læse det indlæg, skal du ind her!

Det med at heale sig selv er noget jeg i den grad er blevet meget bevidst om, efter min tid med kørestol og smerter,

og jeg har i den grad tænkt mig at kunne fortsætte den evne; at heale sig selv.

En evne vi alle besidder. Og en evne som vi ofte behøver at træne brugen af.

 

Ligesom vi altså evner at skabe ubalance i vort krop og sind, evner vi at skabe balance i vort krop og sind.

 

Al sygdomme i vor krop er udtryk for en stress tilstand. Kroppen responderer på vort sind. Det er altså via vort sind vi skaber tolkninger af vort liv, og de tolkninger bliver fysiske i vor kroppe. Det kan være så meget forskelligt vi oplever, og så meget forskelligt kroppen responderer med.

 

 

Hvordan jeg skabte grå stær i mine øjne

Da jeg i vinter fik konstateret grå stær, blev jeg ærlig talt pænt overrasket. Min første reaktion var faktisk, at jeg fik lyst til at grine!

Hvor absurd er det ikke, at jeg nu skulle sidde med grå stær, efter at have healet mig selv ud af tre års smertehelvede i kørestol, og nu var i gang med at starte min virksomhed op fra bunden igen?

Skulle det passe ind i det billede af det gode liv, som jeg brugte så mange kræfter på at skabe og manifestere? Og var lykkedes rigtigt godt med? For jeg havde sagt fra overfor alle økonomiske ordninger via Velfærds Danmark, fået solgt huset og fundet en leje-lejlighed, fået lavet nye foredrag og var så småt begyndt at få det liv igen, som jeg havde savnet.

Skulle jeg så stå med grå stær? Com´on! Ikke et særlig succesfuldt eksempel, når jeg skulle lave foredrag om hvordan jeg havde healet mig selv, og så stå der stæreblind! Vel?

Med andre ord; det er ikke et scenarie jeg kan velkomme. Oversat i Odile-tanker betyder det; næste reaktion på lægens diagnose er, at jeg straks beslutter; det her må jeg heale op!

 

Da øjenlægen samtidig forklarede for mig, at den grå stær ikke er dukket op pga alder, som det gør for mange, men pga. jeg i mine unge år, havde mange, eksplosive angreb på mine øjne, af en øjensygdom der gør en blind, hvis man ikke behandles meget akut. Sygdommen var i mit system gennem mine tyvere, og det har ødelagt meget af mit syn. men det som er rigtigt interessant er hvorfor fik jeg så den faretruende øjensygdom dengang?

 

Nøjagtig i de år den sygdom var mest aggressiv levede jeg i mit første forhold. Jeg var sammen med en mand gennem syv år, som jeg var blevet ganske og aldeles afhængig af – på alle planer; socialt, økonomisk, psykologisk, geografisk, mentalt, intellektuelt og fysisk. Jeg havde overgivet mig hundrede procent til ham og til at han havde mere ret end jeg i stort set alt. Og jeg var bange for ham og for de jævnlige voldtægter der stod på i over fem år. Først dér turde jeg flygte; da jeg under en sidste voldtægt vidste, at skulle der komme en mere, ville det koste ham eller jeg selv livet.

Hvordan hænger det sammen med at se dårligt?

På den måde, at jeg i de år, nægtede at se mig selv! Nægtede at se min virkelighed. Var så skræmt, og så blind for mine evner til at klare mig selv. Og mine evner til at kunne passe på mig selv. Så jeg var blind! For alt det som hed kærlighed både til mig selv og til livet. Blind for at jeg kunne være berettiget til et liv, og oveni købet til et liv, som jeg definerede! Jeg magtede ikke at være i det liv jeg havde sat mig i med ham – og jeg var blind for, hvordan jeg kunne gøre noget andet.

Da jeg endelig tog hånd om at få mig selv væk, ophørte de aggressive angreb på øjnene. De klingede ganske stille af, og der var meget få udbrud efter-  og de kom med længere og længere tid mellem. Jeg så mig selv, og jeg begyndte at finde vejen til mit liv.

 

Det er snart tredive år siden, den sygdom startede i mine øjne. Og nu så længe efter, har jeg åbenbart fået en tilstand i mine øjne, som er en konsekvens af mit liv dengang.

Derfor er jeg nødt til at spørge mig selv – hver dag:

– Er der noget i mit liv jeg ikke vil se?

Og når jeg så ikke rigtig kan finde et svar på det,  for jeg oplever mit liv blive mere og mere fantastisk for hver dag, så siger jeg – også hver dag:

– Jeg ser klart. Jeg vender tilbage til klarhed. Jeg elsker at se klart!

 

Men inden jeg gør det, så starter jeg min dag med at se på mig selv i spejlet – Jeps! med morgenhår, søvn i øjnene og savl på hagen  – og sige:

Jeg elsker mine øjne. Mine elskede øjne. Og jeg elsker dig, Odile.

 

Virker det så – selvhealingen?

Hm, ja nu var det jo meningen jeg skulle have været i gang i vinter med healingen. Og der skete en masse med min søn, som du måske ved, hvor han var alvorligt syg. Og det gjorde jeg slet ikke kunne holde fokus på mig selv eller mit syn. Og ja, i den lange periode (måneder) med ham syg, da ville jeg så gerne lukke mine øjne i, for det er så svært at være i, når min søn er så syg, og han er truet så hårdt på sin eksistens. Nu er han meget bedre, omend ikke rask. Og selvom det endnu er hårdt, så er jeg nødt til at se.

 

Nu er mit eksperiment så blevet kickstartet, faktisk i mandags dvs for tre dage siden. Og virker det? Ja, det virker i det små. Jeg har ikke gjort stort fremskridt (nogle healer sig selv med det vons!). Men jeg kan se klarere på en bestemt afstand end jeg kunne før.

 

Jeg vil se klart! og jeg bestemmer mig for at se klart nu!

 

Og dét vil jeg skrive mere om, løbende.

Hvis du har nogle erfaringer eller tanker om det her, så del endelig! Alle kan bruge inspirationen fra hinanden!

 

Husk at elske dig selv, og elske livet. Vi skaber selv hvert sekund af det!