Dengang jeg var en pige og senere en ung teenager, var jeg nærmest gennemsigtig. Det havde været nødvendigt, for at overleve torturen og de seksuelle overgreb, jeg oplevede som barn. På mange måder kunne jeg ikke vise mig, uden fare for at eskalere det i forvejen livstruende miljø.  I mine midt-teens begyndte jeg min bevidste bevægelse hen mod, at tegne mig selv frem. Både for mig selv, og for de mennesker jeg mødte på min vej.

I dag maler jeg med stærke klare farver, og har for længst opgivet at være det perfekte billede af den kvinde, som jeg engang efterstræbte. Og i den given slip på det perfekte menneske, opdager jeg, at jeg er perfekt til at være mig, til at leve  mit liv.

Ligesom du er perfekt til at være dig og leve dit liv!

Er det ikke fantastisk? At vi alle er præcis perfekte til at være os selv? Og at der heldigvis ikke findes en eneste version af et menneske, der er mere perfekt end et andet? Der er mere berettiget end noget andet? Vi er bare, med alt hvad vi er, uanset hvem vi er, og hvor vi vibrerer – på hvilken frekvens, i hvilken udvikling vi anspores.

I gymnasietiden blev jeg fortalt, jeg var sådan en overnaturlig skikkelse blandt de andre. Ikke fordi jeg gjorde noget overnaturligt eller fortalte noget om særlige evner. Faktisk havde jeg det så skidt i de år, at jeg opløstes i den udgave jeg havde været. Og samtidig samlede jeg mig selv sammen til, at blive et selvstændigt, åndende menneske. Ja, et menneske der selv skulle trække vejret, og ikke lade det sive ud uden at vide, om det ville komme tilbage til min lunger.

Hvordan er det muligt at gå fra så stor selvudslettelse til så tydelig en fremtrædende person?

Fordi jeg altid har vidst, at inde bag a.l.t. hvad jeg oplevede, fandtes det gode. Det gode menneske. Det gode liv. Det gode guddommelige, som altid ville beskytte mig. Selv når jeg virkelig faldt og sagde:  – Jeg gir op! Så blev jeg holdt fast i en aldrig opgivende engels vinge, eller på fingerspidserne af livets hånd. Jeg blev altid vist: Her er livet! Her er din kraft! Her er alt dét, du nok ikke forstår, men du er nødt til at leve det. Være det!

Min spirituelle udvikling var i gang længe før jeg var bevidst om det. Det er den for os alle. Vi kan gribe den, tage den ind. Lade os synke ind i den, og blive mødt i det blødeste greb af tillid. Vi kan lade den oplyse os, og lade os lyse op med den. Vi kan også lade være. Det er helt vort eget valg.

Jeg elsker at være mig, i mit liv. Og jeg fryder mig over nu, at begynde at vise hvem jeg er, med hele mit spirituelle væsen. Og jeg glædes over, at du vil følge med, blande dig og tænke højt, sammen med mig.

Tak for dig. For at du lader dig se.