Du kender ham godt. Gandhi.
Ham Gandhi som jeg hentede hjem for 6 år siden, som ti ugers hvalp.
Hvor han var så lille, at han kun nåede min Tøsepigen til under knæene – og hun var kun 4!

Han blev fra Day One min evige skygge, trofaste bodyguard, der uden at tøve kastede sit liv i mine hænder, både når der var fare på færde og når der var puttetid i sigte.

Inden jeg jeg blev syg, var han a.l.t.i.d. med i min praksis, og lærte fra starten af at kvinder var nogen skønne væsener, som både ville ‘tante ham’. Men at de også, når de kom i klinikken, tit var kede af det. Han trøstede alle som ville, med at ligge tæt ad deres ben. Endog komme uopfordret med Kleenex, til hans absolutte ynglings, da hun græd.

Og nu bliver jeg tårevædet, som jeg altid gør, når jeg tænker på at ‘min’ Gandhi kun er her for kort tid.
Hans race bliver som regel 6-8 år, og jeg kan se hvordan hans grå skæg vinder mere og mere frem. Hans maveskind som en gang stod prunkt uanset hvordan han lå, har nu givet efter for efterårets kommen.

Samtidig med at jeg blev syg, fik han også en skade. Hans ben blev åbnet og han fik lagt nyt korsbånd ind. Vi har haltet rundt sammen. Men netop nu, i den her tid hvor jeg er helet op og går ind i et nyt arbejdsliv, har han lagt sin sidste halten helt af! Magen til synkronitet, vi lever i, han og jeg.

Og nu pusler det mig – med ham. For hele hans liv, som hvalp, som unghan, som avlshan, som nu midaldrende og roligere alfa, har han tilbragt næsten al sin tid med mig.
Men nu tager jeg for første gang i hans liv af sted i dagtimerne – nogle gange i aftenstunder – alene ud i verden. Han prøver i hærdigt om det ikke er fordi jeg bare har glemt, at han da skal med, og dundrer med sine 60 kilo muskler, hen mod terassedøren, når jeg er på vej til at gå. Og jeg ved han vil være hos mig, dér hvor han beskytter mig, og oplever alt sammen med mig.

Men tiden er en anden nu. Livet er forandret.

Så nu sidder han og piver, næsten lydløst – det er blot en undertone af jamren der kommer ud som en hvisken båret på åndedraget. Mange gange i løbet af dagen. Kigger på mig, og vil intet. Bare sidde og kigge på mig.

Han vil give sit liv for mig, lige meget hvor lidt jeg giver ham. Han er min elskede ven, og jeg har aldrig oplevet noget der bare ligner det, i andre dyr.
Han er en naturlig alfa, kongen i sin flok. Vild i sin natur, stærk og farlig som ingen anden hund. Og han pakker alt sammen inden i sig, og adlyder a.l.t. hvad jeg byder ham af min hånd, af min tanke, af bare loyalitet.

Tænk jeg sidder her og skriver en hyldest til min Gandhi. Som blot er her, som et umarkeret strejf i tiden, men med de plovfure- dybeste spor i mig.