Street talk med tyk dobbeltmoral på den mest komiske slash sørgelige måde.

 

Jeg står på gaden, i gang med at tage fotos af min netop færdig-customized cykel, da en hundelufter med hund passerer mig.

 

– Det er en ren rotterede! lyder det så.

Rotterede? Hvor – Tigerdyret? Ahr, hvad?! tænker jeg, og ser hen på hundelufteren, som nu står stille, få meter fra mig. Hunden ser sit snit til at komme hen og snuse til mig.

– Ja, tager du da ikke billeder af det der? Kvinden vipper med hovedet hen mod vores hus – en tre etagers villa med tre lejligheder. Som vitterligt er meget træt i både puds og vinduer.

– Næeh, det gør jeg faktisk ikke – jeg tager et par billeder af min cykel! smiler jeg. – Er det en rotterede?

– Ja! Min mand var derinde får nogle år siden, og han siger, det er så forfærdeligt derinde! Hele hendes ansigt ser vredt ud: Rynkede bryn, sammenknebne øjne, og munden rynker hun sammen til en bitter streg. Livet findes i øjnene; som en ild der tændes i samme nu, hun får min opmærksomhed.-  Vi har faktisk talt om at anmelde det! Det hus der ligger derhenne på hjørnet, ikk`, det er også samme ejer. Kvinden peger med hundesnoren i hånden, hen over min skulder.  – Og dét har jeg anmeldt til politiet. Der bor både polske håndværkere og zigøjnere. Og de betaler over fem tusinde kroner for at bo i et værelse nede i den våde kælder. Der har også været trafficking!

– Nå, puha, det er ikke godt!

– Nej, men vi har overvejet om vi skal investere i det. Hun ser igen ind på huset.  – Det vil bare kræve en masse arbejde. En let knejsen med nakken. – Men du er måske ude for at se på det? hun peger hen mod ‘Til Salg’- skiltet som pryder forsiden af huset. Lige foran stilladset, som tårner sig op foran vores stuevinduer.

–  Nej da. Jeg bor derinde! svarer jeg med et stort smil.

Hendes ansigt falder helt ud af dets ærinde og hendes bagtalen mangler pludselig fundament! Hun bliver ganske enkelt paf! Og det ses i de få sekunder, hvor ansigtet hænger slapt og åbent. Uden forsvar.

– Nåhr, jamen, jeg vil nu heller ikke anmelde jeres hus…Det er mere det andet derhenne!

– Jeg synes det er fint, du anmelder trafficking, medgiver jeg.

– Ja, jeg er jo lærer, jeg kan slet ikke bare se den anden vej. Men I bor så derinde?

– Ja.

 

Kvinden vil gerne vide hvordan forholdene er og hvor meget vi betaler og om det nu går rigtigt for sig, for ejerne bor jo ikke i Danmark. Stille og åbent fortæller jeg hende om de forhold, som så ikke ligner dem hun netop beskrev, med udnyttelse af svage borgere og tårnhøje boligafgifter. At det er et hus som trænger til renovering. At vi også som har tænkt i, måske at købe det. Fordi det er et smukt og meget fint indrettet hus.

– Nå, det er da godt at høre! Eftergiver hun. – Men det er nu heller ikke jer, jeg vil anmelde. Kun det dér derhenne.

Da to stilladshåndværkere kommer for at hente deres bil, der er parkeret i vor indkørsel, sender hun mig indforståede blikke og lægger pegefingeren hen over læberne.

– Du må ikke sige jeg har sagt noget! hvisler hun til mig, og skynder sig at se væk.

Da håndværkerne er inde i bilen, fortsætter hun:

– Jeg tør jo ikke, at de ved, det er m.i.g. der har anmeldt! Hvorefter hun gentager, at hun er lærer.

– Men politiet gør jo ingenting. Jo, altså dengang med traffickingen da kom de godt nok og hentede fire kvinder. Men ellers hører de ikke på mig, lige meget hvor meget jeg klager. Og hun er lærer!

– Dét er jeg glad for! At de kom da du anmeldte trafficking! Dét er frygteligt med udnyttelse af mennesker på den måde! Hun nikker tavst. Så fortsætter hun:

– Det er et smukt hus! Hun ser op på huset. Og så igen på mig. – Det ville være et stort arbejde at sætte det i stand. Men det kunne man jo få nogle polakker til at gøre – de er jo glade for at få arbejde bare!