Jeg har virkelig prøvet!

Jeg har virkelig prøvet, at få min virksomhed op i omdrejninger, her efter jeg er kommet tilbage til en rask krop. Mit store ønske er, at få min virksomhed op at stå igen, og lave mit virke. Med andre ord ønsker jeg, at få mit liv til at være ’andet end et privatliv’, nemlig ved at udvide det til også, at rumme et arbejdsliv.

 

Men jeg løber mod en mur. Eller en modstand. Eller noget fastlåst et eller andet. En tung en af slagsens. Der sker ganske enkelt ikke det, jeg havde troet, der ville ske!

 

Min virksomhed er ikke begyndt at trives, sådan som jeg havde forestillet mig. Der sker ganske enkelt langt fra nok. Jeg har ikke nok at lave og jeg tjener for små penge til, at jeg kan ernære min familie og jeg.

Men værst er, jeg kommer langt væk fra til at gøre det jeg elsker; at inspirere og give træning og støtte til mennesker i deres søgen efter det gode, spirituelle hverdagsliv!

 

Nu bruger jeg selv, meget bevidst, at visualisere det jeg ønsker mig i livet, for så at manifestere det. Og det lykkes igen og igen, og igen. Og det gør det, fordi det er sådan skabelse foregår i kohærens med universet. Med vor tanker skaber vi vor virkelighed. Men ikke kun med tankerne, også med følelserne. For følelserne er som en forstærker på vor tanker. Jo stærkere en tanke samtidig føles, jo kraftigere er vibrationen. Og det stærkeste følte og tænkte ønske, den stærkeste vibration, er det, der først manifesterer sig.

 

Når jeg nu ved dette, og det ved jeg, fordi jeg gennem hele mit liv har skabt på den måde, så ved jeg også, at når jeg ønsker noget og det ikke sker, så er det fordi, jeg skaber en modstand inde i mig. At der ikke er kohærens mellem det jeg tænker jeg ønsker, og det jeg føler jeg ønsker. Altså, med andre ord mangler jeg at skabe bevidsthed om, hvad det er jeg virkelig vil! Hvad er det mit sande jeg vil? Hvad er det jeg, i fuld kontakt med mit væsen, mærker jeg vil? Hvad er det, der får mig til at løfte mig op i flow, glæde, lethed og nydelse ved at skabe? Hvor er det, at det hele giver mening, og jeg trives i gladelig sameksistens med, hvem jeg er, det der er sandt for mig, og mit virke?

 

Hvad er det min intuition fortæller mig?

 

 

– Hvad mangler jeg at gøre? spurgte jeg frustreret min mand her til morgen, og bredte mine tanker ud foran ham. – For jeg har vitterlig prøvet, at få det her op at stå igen. Men det går den omvendte vej af, hvad jeg ønsker!

 

 

Men hvad er det, jeg helt konkret har prøvet det sidste cirka halve år ift. min virksomhed? Hvad er det jeg har prøvet med alt det jeg formår, at prøve med?

Jeg har forsøgt at gøre tingene på den måde, som andre gør det. Prøvet at omforme mit udtryk til at passe ind i (d-)en model, som jeg kan se andre har succes med- og også trives med, tror jeg. Selvfølgelig i håbet om, at det er dén her måde, jeg kan få min virksomhed op at vibrere igen.

Jeg har iagttaget, hvordan man sætter websites op og hvordan de tager sig ud. At man skriver nyhedsbreve, og hvordan man skriver dem. At man laver webinarer, og man udtrykker sig retorisk efter en særlig skabelon. Jeg har deltaget i workshops og webinarer om marketing og branding, og har forstået, at mekanismerne ’folk skal ha´en gave, for at skrive sig på dit nyhedsbrev’ og ’du skal give dem de her råd, for at de så vil få lyst til, at købe det her abonnement, med de her artikler’ bl.a. er måder, man i dag PR´er sin virksomhed, og sælger sine produkter på.

Og det er der intet galt i! Der er intet galt i, at køre marketing og salgsmekanismer! Selvfølgelig skal vi alle have honoreres, for det arbejde vi udfører.

Men det der er noget galt i for mig er, at jeg slet ikke rigtigt er med i det! Jeg kan ikke helt overbevise mig selv om, at det her er måden, at gøre det på. Ganske enkelt fordi, det ikke er noget jeg selv tænder på. Ligesom jeg ikke læser damemagasiner og ugeblade, så surfer jeg heller ikke rundt efter kosttrends eller går på Twitter og publisher på Instagram. Det keder mig, tager for meget tid, og jeg finder ingen glæde ved det.

 

Alligevel tog jeg alle rådene ind, og forsøgte at forstå og navigere efter, hvad jeg blev rådet til. Og når jeg gik i; ’det her er slet ikke mig!’ -mode, pressede jeg nye tankebaner frem. Nogle á la: ’Nå ja, tiden er en anden, end før jeg blev syg’, ’mit budskab er anderledes i dag end dengang, og det påvirker nok min retorik…’, ’hvad ved jeg om, hvordan det hele virker efter tre års syge stilstand væk fra verden, og arbejdsmarkedet? Intet! Godt, så lyt og lær! – og gør som de siger!’.

Alt sammen tanker funderet i en usikkerhed på, om der nu i det hele taget ville være nogen, der interesserede sig for mig? Og især, ville der overhovedet være nogen, nu hvor mine budskaber begyndte at handle om noget andet? Ville folk kunne bruge mig til noget, nu hvor jeg havde trukket mig fra den offentlige prostitutions-debat, og i stedet primært begyndte at fokusere på hverdagsliv, spiritualitet, selvudvikling og skabelse?

 

Det virker bare ikke!

Det gør det ikke. Det virker ikke for mig, at gøre det, de alle siger jeg skal gøre! Jeg bliver frustreret, forvirret, og kommer længere og længere væk fra min stærke, daglige kontakt med mig selv. Jeg forsvinder væk fra, at formulere mig ud fra mit kreative væsen, over i at tænke brugervenlige ’kan-læses-på-mobilen’ tekster og formuleringer, og tekstopbygninger med salgsmekanismer og strategier!

 

Dét, at jeg nu sidder og skriver et flere A4-siders langt blogindlæg, er aldeles mod alle trends! For ’folk gider ikke læse så meget! Og de gider da slet ikke læse en tekst, der handler så meget om skribenten selv, og uden eet ord om modtageren. En masse sætninger, der starter med ’jeg’ – det er uhørt! Det gik fint tilbage i start nullerne, Odile, da du skrev på ’Nova’, og havde dine bestseller bøger. Men nu har vi nye tider! Odile, fat det nu!’

 

Men jeg kan ikke fatte det. Eller jo, det kan jeg jo godt – jeg kan bare ikke underkende mit væsen og omlægge mit skrivende udtryk til strategier efter tidens trend. Jeg bliver bare nødt til at være helt ærlig, og vise hvem jeg er – også selvom det risikere at få ingen respons.

 

Hvordan skal noget menneske overhovedet kunne lykkes med at skabe sig et glædes- og meningsfyldt liv, hvis den måde man skal leve på som menneske, ikke føles rigtig? Er det ikke så enkelt? At hvis vi ikke lever i fuld overensstemmelse med vor sande jeg, så lever vi slet ikke? Men blot overlever. At hvis vi tilpasser os omgivelsernes kultur, krav og forventninger i så høj en grad, at vi forsvinder fra os selv, da ophører vi med at leve? Uanset hvad og hvem ’det sande jeg’ er for det enkelte menneske, er det så ikke helt afgørende for vor udvikling og livsvilje, at vi følger vort hjerte?

 

Det har jeg gang på gang erfaret. At det er sådan. Og nu gør jeg det åbenbart igen!

 

For jo! Jeg vil for ind i himlen da gerne sælge min fede træningsevents, foredrag, og 1:1´s. Selvfølgelig! Og jeg vil så gerne skrive og blive læst, og inspirere og inspireres i kontakt med alle mulige spændende mennesker, ja tak! Det er så velkomment. Jeg vil også gerne tjene penge. Det bliver jeg så nødt til at gøre, ved at være mig selv og mit udtryk hundrede procent tro.

 

Så what to do then? Jeg mener, hvad gør man så, når det ikke virker, at bruge de strategier, der for andre synes at fungere superfint? Og når man føler en indre modstand, ganske enkelt fordi man går mod sin intuition og sit sande jeg? Hvad gør man i den situation, eftersom brødet på bordet ikke kommer dalende ned fra himlen, og brødføder ens familie?

 

Jeg har tænkt flere scenarier. F.eks. at opgive hele konceptet ’Odile Poulsen’ og i stedet søge en fast ugentlig stilling som psykoterapeut. Eller få en coffee-maker job. Det sidste job jeg tænkte på, var i går, hvor jeg igen besøgte Arken; at blive ansat som kustode (det er vist i dag mere et slags sikkerheds-vagt, men det ville nu stadig være noget af et awesome job, at gå rundt på Arken på fast basis!). Både for at tjene penge, men også for at være en del af et arbejdsliv. Og måske kommer jeg til at kustode den en dag, jeg skal ikke udelukke noget der.

Men! Jeg v.e.d., at jeg kommer til at lande mit virke præcist dér, hvor jeg i sandhed ønsker at lande det!

For jeg ved, at selvom jeg lige nu rent faktuelt, står midt i et intet, hvor jeg ikke har nogen kontrakter med forlag eller foredragsbureauer eller teatre. Eller ikke har nogen faste honorarer eller ikke engang har et fysisk sted (fællesklinik/-kontor), hvor jeg kan komme 24/7 tage imod mange klienter og ikke har aftaler med virksomheder eller kommuner og alt det der, så vil det ændre sig. Fordi tilstande er foreløbige. Alle tilstande forandres, for at gå over i andre. Kriser eller udfordrende perioder er også midlertidige; de vil erstattes af andre processer, tanker og følelser.

 

Og især når man er bevidst om, at ændre sin vibration, skabe kohærens mellem sit væsen, tanker, følelser og universet, og går fuldt ind i overensstemmelse med sit sande jeg, og sit sande virke, da ændrer det sig markant, og hurtigt.

Den tid, hvor man er udfordret og endda i krise-alertness , også dér er der udvikling og lære, der bringer os til næste mulige veje. Hvilke veje vi går, vælger vi altid selv. Så helst gøre det så bevidst som muligt, for at opnå det man virkelig vil.

 

Jeg vælger derfor at følge min intuition. Springe ud af min comfort-zone, og stole på at sikkerhedsnettet vil være her – også selvom jeg ikke kan se det. Vide, at brødet vil komme på bordet, selvom jeg ikke ved hvordan. Vide at jeg kun ved at være sand inde i, kan være sand uden om mig. Vide at jeg kun ved at være mig, kan skabe mit liv og mit virke, på den måde der er rigtig for mig. Vide jeg kun kan træffe de valg, der føles rigtige i hjertet.