At være hjemme igen, efter den intense tid på Riget med min søn, giver ikke nødvendigvis bare ro, i det øjeblik man træder ind over dørtærsklen.

 

Home-free, jo det er det på en sådan helt anden måde, end i ens rolige hverdag. Det er det bestemt. Men det er ikke den umiddelbare ’nu er alt godt, I klarede den. I er tilbage!’, som man og mange, gerne vil tænke og føle.

I kender mig, som det her menneske, der dyrker at mærke, se og sanse det positive. Og det vil måske komme bag på jer, at det kun er ved at være realistisk om det som er, at jeg helt konkret evner, at se så meget lys og muligheder.

At være realistisk betyder f.eks. her, hvor vi er som familie pt., at mærke hvor bange vi var, og at frygten for døden stadig sidder i os alle. Hvor slidte vi er, og hvor helt og aldeles især, hvor slidt vor søn er.

Hvor kede af det vi er, og hvor lettede vi også er over, at truslen nu er afværget. Hvor bekymrede vi er for, når det sker igen, og hvordan vil han så klare det? Rumme alle tankerne der hopper som kåde dådyr i en sols lyskegle, med deres eget liv. Synes det.

Men det er så nødvendigt at kontrollere tankerne. Vi er nødt til at have en enorm bevidsthed om, hvad vor tanker indeholder, og hvad de gør ved os. For at kunne finde ro igen.

 

Men helt konkret, jeg går lige tilbage til, hvad pokker var det der skete med Luke?

Han er født med nyrefejl, og han har haft mange indlæggelser, undersøgelser, operationer og andre behandlinger gennem tiden.

Nu er han 14 år, og har hvad der svarer til næsten en nyres funktion. Hver gang har får et angreb af bakterier der går på nyrerne, er der selvklart risiko for at nyren mister mere funktion. Det betyder helt konkret, at en feber sætter hele alertness-heden i gang. Så skal han akut ind på Riget, døgnet rundt, for at sikre at hvis der er bakterier i blodet, at de så slås ned.

Tidligere havde han mere nyrefunktion, og kunne ’nøjes’ med indlæggelser, behandlinger og kontrol hos Hvidovres nyrelæger. Men da han var ca. 11 år, kunne de ikke behandle ham under en indlæggelse, og han kom til Riget.

Det der skete i sidste uge var, at nyrerne satte ud. M.e.n. han fik dem i gang igen! Så vildt, og så meget et udtryk for hans kærlighed til sig selv, til livet.

Takket være hans egen kraft og hans fænomenale Fru Nyrelæge og hendes partner Fru Nyrelæge 2, som satte ind med rette medicinsk behandling, var han i løbet af få døgn uden for fare.

 

 

Det var fantastisk, og for det er jeg for altid så taksam!

 

Bare at skrive det nu, får mig til at slippe tasterne, øjnene bliver flydende, og hele mit indre lyser op med en sitrende dyb kærlighed og glæde over, at være så heldig, at netop vi bor her i et land, med så dygtige læger. Oven i købet bor vi så tæt på Riget, at vi kan få ham derind hurtige end ambulancer mm.

Og jeg er så taknemmelig for, at Luke vælger at komme gennem den orkan, der førte ham af sted på i feberens vildelse. Hvor han forsvandt væk i flere døgn, for at være i en tilstand af frygt og dødsangst. Han vendte tilbage til sikker grund. Tak.

 

(Åh, det bliver et langt blogindlæg, kan jeg godt mærke. Bliver bare nødt til at skrive det hele, for at skabe noget ro. Du vil senere forstå hvorfor det at jeg gør lige nu, virker til at skabe ro!)

 

 

Midt i alt det her, bliver Tøsepigen, Karla, 11 år.

                                   Og Luke fik mulighed for at komme hjem og fejre hende,og dét var den bedste gave for hende.

 

 

 

Så lige nu, det realistiske blik på vor liv, i vor familie lige her er, at vi skal gøre os selv trygge igen.

De sidste to uger med den høje alertness i kroppen, betyder rent fysisk, at der er en masse adrenalin, som har pumpet rundt. Og jeg mærker tydeligt, at det bliver den ved med at gøre.

Det er amygdala i hjernen, som sikrer at vi er alert, når der er fare på færde. Når faren så er ovre, skal vi slippe den høje mængde stresshormon som produceres under alertness-heden. (Det er det nogle af jer har oplevet, jeg fortæller om ved foredragene bl.a., og hvor jeg står og ryster min krop.)

Men det er sjældent vi er lige så gode som dyrene til, at slippe den alertness – vi er ret gode til, at holde fast i frygten og være bekymrede og stressede.

Derfor er det meget vigtigt, at øge bevidstheden om, at faren er ovre! Med andre ord, så vil vi gerne have at amygdala ’forstår’; nu kan du gå til ro igen. Og det gør vi via vor frontalhjerne, som faktisk er hele kommandocentralen for resten af hjernen.

I vor frontalhjerne kan vi skabe høj bevidsthed. Med den kan vi berolige amygdala, ved ganske enkelt at være realistisk. Konstatere faren er ovre.

Men også skridtet videre. For ved at øge vor aktivitet i venstre frontalhjerne, da skaber vi positive tanker. Mærker bevidstheden om lethed, glæde mm.

I højre hjernehalvdel, murer vi os inde i dystre tanker og uro. Det er selvfølgelig enormt forenklet forklaret, men det er sådan, at måler man fx tibetanske munke, da har de en meget stor aktivitet i frontalhjernen, og særligt stærk kontakt til venstre frontaldel. Og ved mennesker med depressioner, er der meget aktivitet i højre frontaldel.

Og da depressioner skyldes en forhøjet stresshormon i hjernen, og dermed manglende evne til at lukke ned for amygdala, ja, da bliver det meget indlysende hvorfor vi ønsker, at standse den stærke adrenalin der pumper rundt.

(Og jo selvom man er blevet skadet, som fx PTSD, depression mm, kan man også ændre dette, ved at omdirigere signalstoffer i hjernen. Mere om det en anden gang.)

 

 

Som at have være ’lost and then found’. En proces som jeg kender fra mange gange før.

At vide, at der altid er et ’found’ igen. Aldrig kun et lost.

 

 

Vi skal altså hjem igen, psykisk, for at være i ro. Når vi har den her gode stærke kontakt med os selv, kan mærke hvem vi er og kan elske os selv for den vi er, kan vi også meget bedre, være i det farligste farlige. Og stadig bevare os selv.

Ligesom det at komme fysisk tilbage til sit hjem og sin hverdag, er stærkt medvirkende til, at kunne slippe følelsen og viden om, at der er fare.

 

Jeg bruger, som I ved, meget meditationen. Og med tiden er det blevet bevist igen og igen, hvor virksomt det er. Ligesom det at skrive for mig, er den handlen jeg behøver at gøre, for at aktivere min venstre frontal hjernedel.

Men det kan lige så vel også være, at gå ud, bevæge mig fysisk. Som det også er at tvinge mig selv til, at gøre noget fysisk, selvom jeg slet ikke føler jeg hverken har lysten eller kræfterne. Men det virker – fordi hjernen aktiverer andre områder og signalstoffer.

Derfor kan jeg altid klare at komme gennem alt det jeg kan. Jeg ved hvordan jeg samler og skaber ro igen.

Så er der den helt spirituelle del, som er så stor og vigtigt et fundament for alt hvad jeg g ør! Dét vil jeg meget gerne fortælle om, i mit næste blogindlæg.

Om hvordan det er at være mor, og kunne se ind i andre dimensioner, herunder også fremtiden. Vide hvad der skal ske, kunne give slip, og forsøge at være. Her er meget at lære, for mig. Ikke at kunne kontrollere eller bestemme, styre eller forhindre. Men give over i tillid og vide, at sønnens liv – uanset hvad det indeholder – er hans, og hans at gøre med, som han har besluttet (bevidst eller ubevidst).

 

Big love, one love, love.