Lige nu vil jeg skrive om, dengang jeg gik over ’på den anden side’ under en hjerneoperation, hvor jeg så det som den eneste mulige måde, hvorpå jeg kunne kapere at få åbnet ind til min hjerne.

Fra tid til anden skriver jeg om, hvordan jeg lever spirituelt; hvad det betyder i sådan konkrete oplevelser, erfaringer, hændelse. Hvordan det påvirker min kommunikation og hvordan det udvikler mig. Ka´du huske det indlæg, hvor jeg skrev om det åndelige fællesskab, Compadre, jeg er i kontakt med? Det vil jeg meget gerne fortælle meget mere om. F.eks berette om hvad der er for indsigt og viden de fortæller mig.

Det jeg nu vil beskrive om, er hvordan jeg brugte min spiritualitet da jeg skulle opereres. For mig har det at være spirituelt bevidst været en livslang rejse og udvikling.

 

Det er nu en del år siden, tilbage i 2003, at jeg fik konstateret en livstruende aneurisme i hjernen. Den lå inden i venstre frontalhjernedel, og var begyndt at sive blod. På et tidspunkt ville den sprænge, og det var garanteret med døden til følge. Hvornår ville ingen kunne ingen sige noget om, og hvor stor risiko der var for, at jeg ville ende op med ‘det hvide snit’, som følge af operationen, kunne ingen heller sige noget om. Blot at det selvklart var risikabelt.

Mit valg var derfor en operation eller at vente og se, hvor lang tid jeg kunne få, førend den sprang.

Min søn var dengang 3 år.

Det er klart, det sætter en masse psykologisk og fysisk i gang i en, når man skal face et sådant vilkår. For mig var min spirituelle bevidsthed fuldstændig afgørende, for hele processen. Det er dén jeg vil fortælle om i dag, for første gang offentligt.

 

 

 

 

 

 

 

Dengang havde jeg endnu ikke udviklet en fast kontakt med Compadre, men havde meget stærk kontakt med en meget højt vibrerende bevidsthed. Det havde stået på en del år faktisk, og jeg havde haft både helt lavpraktiske erfaringer, som erfaringer med liv og død med hende. Jeg så hende som energi, der træder i skikkelses-form. En gylden energi og jeg kaldte hende selvfølgelig for Den Gyldne Skikkelse.

 

I forberedelsen til operationen, tog jeg mig således af alt det praktiske omkring min søn og min mand, tog mig af min psykologiske proces via terapi, og forsøgte at holde frygten fra døren. Eller rettere, fra min krop. For jeg vidste at et fysisk pres via blodet, ville kunne tricke en sprængning i min hjerne. Og jeg ‘tog mig også af’ den spirituelle del af processen

Meditation var også dengang, en meget essentiel del af mit liv, og indgik som del af hele min forberedelse til operationen. Når jeg mediterede tog jeg altid kontakt til Den Gyldne Skikkelse. Hun var min guide i de andre sfærer. Og hun var siden hen også bindeledet, eller mere præcist; kontaktpersonen, til den næste bevidsthed, jeg kom i kontakt med efter hende.

 

Jeg vil gerne prøve at forklare, hvordan jeg havde kontakt med hende.

Helt konkret ville jeg se hende tone frem for mig, et sted i himlen. Så ville jeg følge med hende, hvorhen hun nu ville tage mig, for at vise mig en dimension, en viden, en indsigt, jeg skulle bruge i mit jordiske liv. Det kunne være alt fra en personlig viden om mit eget liv, eller det kunne være for/om nogle konkrete personer, som søgte en bestemt viden. Eller det kunne være en generel viden om universet, mennesket, verden etc.

Men i denne tid handlede det hele om, hvorfor jeg var i den proces som menneske, og hvad jeg skulle gøre – hvad jeg skulle lære. Jeg fik aldrig at vide, hvad slut resultatet ville være af forløbet jeg stod i.

 

Dét som hun lærte mig, den Gyldne Skikkelse, var selvklart mange forskellige aspekter i den proces min familie og jeg befandt os i, men hun lærte mig også helt konkret, hvordan jeg skulle forholde mig under selve operationen! Det var så genialt!

Derfor blev det sådan, at da jeg var klar til operationen, havde jeg fortalt både min mand og mine to nære veninder, der var med og ventede på Riget imens, hvor jeg ville gå hen under operationen. Hvor min sjæl ville befinde sig. For jeg var nødt til, at forlade min krop, for at kunne bevare min sjæl, mens de åbnede min hjerneskal og fjernede det der sad, og truede.

Lægerne havde jeg selvklart ikke delt min opdagelse med. Da kirurgen kom ind til mig inden operationen, sagde jeg derfor til ham, at jeg havde fuld tillid til, at han ville gøre sit arbejde perfekt, og jeg så kunne tage mig af mig selv imens. Det var han med på, og vi var klar.

 

Da jeg forsvinder ind i narkosens domæne, er jeg allerede taget op under loftet på operationsstuen. Jeg skynder mig at forlade dem alle meget hurtigt, for jeg kunne ganske enkelt ikke rumme at se dem åbne mig. Så jeg ligesom sev gennem loftet og ud i himlen.

Min ene veninde bar et rødt tørklæde, jeg havde haft om mig, da jeg kom ind på hospitalet. Det tørklæde var af særlig vigtig betydning.

 

Oppe i himlen, oppe over skyerne, i det letteste og lyseste blå, svæver jeg nu. Så åbner der sig en lem i den blå himmel. Som var det en tegneserie, og jeg begynder bare at grine! Hele min skikkelse, som er min sjæl i dens energi-form, bobler og vibrerer af fryd og latter. Og jeg ser op i lemmen. Dérinde, der er blot det mest ubeskrivelige lys. Og det stærkeste glæde. Dér er så mange sjæle, i deres smukkeste, reneste og højeste vibrationer, og der er den stærkeste gennemstrømning af ubetinget og evig kærlighed

– Kom, kom, kom og være med os! hører jeg dem, uden de siger et ord højt.

Og jeg bare griner sammen med dem, og svæver ind i samme energi som dem – er i den frekvens; i latteren, i kærligheden. Godheden og letheden. Det er en tilstand af uendelighed og af ..ja, jeg har aldrig siden oplevet en så stor glæde, og så enorm frihed.

Mine ord er ikke farverige eller facetteret nok til, at kunne beskrive den tilstand, og det liv, der eksisterer i den dimension. Jeg må nøjes med at sige, at jeg havde det fantastisk!

Og tiden? Tiden den eksisterer ikke rigtigt, ikke som her. Den er evig, cirkulær, og kan være nu, før og efter i samme moment. Det vidste jeg på forhånd og jeg vidste også på forhånd, at jeg ville have svært ved, at skulle forlade den dimension igen. For det havde Den Gyldne Skikkelse gennemgået med mig, trin for trin. Det var derfor det røde tørklæde var af afgørende betydning.

Det røde tørklæde skulle viftes, når jeg skulle komme tilbage til min krop. Så ville operationen være overstået, og jeg skulle træde tilbage i mit fysiske, jordiske liv.

 

Da jeg i min tilstand af uendelig lethed og lykke – og en trilliard fnis og leg med de andre sjæle – pludselig ser et rødt tørklæde blafre, ved jeg, at det er tid. Men jeg vil helst blive – for det er s.å. vidunderligt, hvor jeg er.

– Du skal tage af sted igen, det ved du godt, siger de mildt til mig. Og det ved jeg – jeg har jo min søn – hvordan kan man forlade sin lille søn?

Jeg får sagt farvel til dem alle – vi omfavner og ler – de siger: På gensyn! Vi ses igen!

Så retter mit fokus mod det røde tørklæde. Nu kan jeg se, at det hænger i et hjørne, i et lokale på hospitalet, og dér er der en dør. Jeg ved, at det er gennem den dør, jeg træder tilbage til min krop.

 

Da jeg vågner igen, er jeg naturligvis under stærk påvirkning af narkosen og al den morfin man får ved operationer. Og der går nogle timer, hvor jeg ikke selv trækker mit vejr. Da jeg endelig er vågen nok til at kunne kommunikere og lytte, får jeg at vide, at operationen forløb fuldstændig perfekt. Indtil de skulle vække mig. De kunne ikke få liv i mig igen.

 

På det tidspunkt, hvor jeg skal beslutte mig for, at komme tilbage, havde min veninde stået uden for Riget. Det var en sommerdag, høj sol, og vindstille. Netop, som hun stod der – med sin smukke lille nyfødte dreng i favnen, og det røde tørklæde lagt over sig, åbnede der sig en vind. Den fløj gennem trætoppen tæt ved hende, og ruskede i bladene. Den trak i tørklædet, som med ét hvirvlede om dem. Hun blev bange, og tænkte: Det er Odile. Hun vil ikke tilbage!

Da min veninde atter træder ind på afdelingen, overhører hun to sygeplejerske tale sammen:

– Jamen det var en helt perfekt operation, som det altid er, når han opererer. Og så pludselig gik noget galt!

 

Det hele sker på samme tid, i forskellige dimensioner.

 

Forklaringen fra lægerne lød, at jeg måtte have fået et epileptisk anfald, netop som jeg skulle være vågnet op igen.

– Ja, der gjorde du os godt nok forskrækket! sagde neurokirurgen. Og jeg forstod på et dybere plan end nogensinde før, hvilken situation han befandt sig i. Hver dag at operere i folks hjerner, og være forgudet af læger og personale og patienter landet over. På grænsen af livet og døden med remedier i sine hænder til, at gøre alt det bedste han formåede. Hvor tit havde han ikke måtte have tænkt over sjælen? Kroppen? Bevidstheden?

 

Det forandrede vort liv, endnu engang. Og vor datter Karla, blev undfanget nøjagtig på fjortende dagen efter operationen. Liv skal fejres med liv, tænkte vi.

 

I dag er jeg så taknemmelig for den smukke, smukke oplevelse.

Og i al frelsthed, så kan jeg ikke lade være med, at føle mig tryg ved at vide, at livet er evigt. At når den fysiske dimension af os selv ophører, så overgår vi til dét sted, hvor hver en vibration i os er latter og fnis.

 

Udfordringen som menneske, synes jeg ikke ligger i: Hvor længe vi bliver her i fysisk form? Så meget som:

Hvor meget af den fnisen og latter kan vi mærke mens vi er her?

Så jeg, lige så meget til mig selv! – vi skal huske at fnise!