Siddende her, og klokken nærmer sig stille det tidspunkt, hvor jeg skal rejse mig, klæde om, for senere at tage af sted til mit foredrag og tage imod med åbent sind, åbne arme og frisk kaffe og te og varme. Jeg skal ikke aflyse, sådan som det spjætter nervøst gennem mig., men i stedet holde mit hjerte varmt og mit hoved, om ikke koldt, så i det mindste mindre boblende varmt, end mit hjerte.
Jeg elsker at lave mine foredrag!
Elsker det ganske enkelt. Og alligevel sker det her, hver eneste ene gang inden jeg skal holde foredrag. At jeg er overbevist om, at jeg aldrig skulle have arrangeret endnu et! Aldrig!
Aldrig skulle have annonceret det på Facebook og min webite eller hvor det nu er offentlig udbasuneret. Aldrig have fået den ide, at jeg i det hele taget har noget af substans, der kan proppes ind i folks allerede effektive liv! Aldrig havde fostret tanken om, at jeg kan stå der, og være på i flere timer, uden at kede folk ned ad stolene.
Det er sandt – det er sådanne tanker, der sværmer i min hjerne. Sådan cirka hver gang! Som små nyudklækkede, ivrige fluer drøner de rundt og jeg render bagefter med fluesmækkeren, for at få lukket ned for al den buzz.
For det er en slags buzz, der ’bare hører med’.
Jeg har jo stået her mange, mange gange før! Og jeg har så mange gange sitret inden i eller gået i pendul, som en bokser inden en kamp, af al den adrenalin der bruser ud i alle mine vener– i sær de sidste par minutter.
Da jeg lavede teaterstykket for år tilbage, opdagede jeg heldigvis, at alle der var en del af teamet, havde en enormt respekt for netop de sidste øjeblikke, lige inden vi skulle på. De skabte et rum for hver af os, så vi kunne være samlede og skærpede lige når tæppet gik op.
Dét lærte mig at respektere, at jeg skal have et øjeblik (5- 10 min), hvor jeg er alene i mine tanker. I den stund tager jeg dyb kontakt til mit højere selv og laver en kobling, der som regel vare ved hele aftenen. En kobling hvor jeg overgiver mig hundrede procent til min intuition, og til det som er langt større end jeg. (Den skal den holde i aften! Den skal! Den skal! Den skal!)
Når den kobling er skabt, så holder jeg op med at vurdere mig selv udefra. Men mærker i stedet mig selv inde fra. Mærker hvor meget jeg elsker at lave mine foredrag (ligesom jeg elskede at lave min forestilling, selvom jeg hver gang troede jeg skulle dø af skræk!)
Men hvor er det vildt, al den nærmest centrifugale kraft, der vender op og ned på dét jeg ved hvad er, dét jeg ved jeg gerne vil og dét jeg glæder mig til, og sætter mig i gang med, at liste u-muligheder op i stedet for muligheder!
For pokker da, mit foredrag handler jo om at gøre alt muligt! Om ikke tale sig selv ned og leve efter (nogle andres) Jantelov, men vide at her hvor hjertet kvidrer, er det bare fedt at være. Og her skal man holde kontakten med sig selv.
Det er fuldstændig på samme vis, som jeg har det med at skrive. At jeg kan tænke jeg aldrig, som i aldrig-aldrig-aldrig!, kommer til at skrive en bog igen. For jeg kan jo ikke skrive, og jeg er derfor ikke forfatter., og det var rent held at jeg slap af sted med at skrive to bøger (og det er i øvrigt så længe siden, så det bekræfter den med at jeg ikke er en rigtig forfatter…)
Hele forestillingen om, at det jeg har overbevist mig selv om jeg er og kan, er en illusion. For jeg hverken er og eller kan!
Mens jeg har siddet her og skrevet, og klokken flabet nærmer sig ’rejs-dig-op-og klæd-om’ tid, har mobilen bimlet med tilmeldinger til i aften (eller til om lidt!) Som en gave fra universet, der mildt vugger mig og smiler: – Jo du er og jo du kan! Se nu bare at nyde det i stedet – det er dét her, du elsker, og dét her du drømmer om, at gøre meget mere!
Så jeg rejser mig, og jeg tager imod. Det håber jeg også du gør.
