Ud ad til var jeg en nærmest vægtløs, smilende ung pige og ingen kunne forestille sig, at jeg havde problemer af nogen art. Men det havde jeg. I massiv grad. Derfor var jeg nu anbragt frivilligt uden for hjemmet.

Da jeg sidder dér på mit værelse, får jeg med ét, en meget klar indsigt. Jeg forstår øjeblikkeligt med hele mit intellekt, og min sjæl, dét billede som står helt lysende og klart for mit indre blik! Hvorfra det kommer aner jeg intet om, men jeg indser i ét nu, at al den kraft fra hvor jeg skaber mit forpinte ønske om at forlade livet, at dén kraft er så ekstrem stærk og nærmest uovervindelig, at den vil udslette alt. Men! Hvis den kraft vendes fra at være en nedadgående og fatal kraft, til at være en opadgående og givende kraft, vil mine muligheder være fuldstændige lige så uovervindelige bare ud i liv, skabelse og lethed i stedet for! Et syn af en gigantisk spiral, der først gik nedad mod tilintetgørelse, for så at vende sig om og stige eksplosivt opad i en kaskade af lys og liv.

Vil jeg det Men det gør så ondt! Og det er så svært, at bære alt det her selv! jamrede jeg og klynkede under dødvægten af min opvækst.

 

Efter have taget det meget opløftende, men samtidig også meget konfronterende syn ind, kunne jeg stadig slet ikke finde ud af mit liv. Det gjorde forbasket ondt og det var fuldstændigt horribelt og uretfærdigt. Men det var mit liv, og selvom jeg ikke var ansvarlig for al den vold og de seksuelle overgreb jeg havde oplevet – og selvom jeg langt fra forstod at jeg ikke var det! – så vidste jeg, at jeg måtte strække mig på tæerne for at forsøge at se, hvor alt det lys og liv jeg havde set, var at finde.

Så jeg stillede mig på tæer. Og jeg stod der meget, meget længe. Ind i mellem brækkede mine tæer under vægten, men så stillede jeg mig op igen. For jeg måtte bære mig selv. Det havde jeg forstået. Opgivenheden i at forblive på flad fod med krogede tæer efter brudene, var langt værre end at stille mig op på endnu ikke bæredygtige tæer.

 

Min selvudvikling var sat i gang for fuld skrue. Arm i arm som et forelsket veninde-par med min overlevelsesevne. Jeg bar og jeg bar på vejen mod nye udsigter, vendte hver en sten jeg stødte på. De var mange, men jeg havde fået en klog psykolog med, som lærte mig navnene på stenene og hjalp mig med at forstå hvordan de påvirkede min færden. Psykologen blev mit trygge rum, hvor jeg kunne kaste mig rundt i hendes rummelige overblik og sige alt det, som aldrig før havde været muligt blot at tænke.

Det er et faktum, at jeg ofte var tæt på at miste mit liv, også efter jeg som seksten-årig tog ansvar for at leve. Der kom stadig forhindringer på vejen, en del af det som fysiske skader fra min opvækst.

Derfor var det nødvendigt, at jeg igen og igen tør være fuldstændig ærlig overfor mig selv og mine omgivelser, lige meget hvor farligt. Ingen tabuer overlever i min stræben efter at forblive i livet med ønsket om en høj livskvalitet. Ingen konflikter bliver fejet væk til fordel for en facade om kernefamilie og succes. Der stikkes ingen blår i øjnene for at sløre udsynet til virkeligheden. Tilbage står det autentiske (familie)liv, med alt det som hører til; at turde stå på egne ben. Villig til hver gang de bliver fejet væk, igen at undersøge hvilke kræfter og ressourcer der hviler i det menneskelige sind. Hvor meget kan et menneske udvikle sig?

– Hvor meget kan du udvikle og udvide dig, Odile? Hvor meget bevidsthed kan du rumme? Det evige spørgsmål jeg til stadighed stiller mig selv.

Ikke kun måtte min lille familie og jeg konfronteres med en livstruende hjernetumor og hjerneoperation i mine midt-tredivere (et mén af min opvækst). Igen da jeg er i mine midt-fyrre konfronteres vi med endnu en dyb frygt; min ryg bukker endeligt under (endnu et mén af min opvækst). Netop som jeg befandt mig midt i en forrygende karriere, hvor jeg havde opnået min barnedrøm om at hjælpe andre mennesker til bedre liv, lander jeg fra den ene dag til den anden i en hospitalsseng. Tre rygoperationer og tolv måneder senere, sidder jeg stadig i kørestol. Og alle eksperter har opgivet mig. Alle.

– Det er dit ansvar Odile, skal du op eller ned? Igen er det spørgsmålet der består, når alt andet er pillet fra. Jeg æder indædt alle nederlagene og øver mig i at jeg være fuldt afhængig af hjælp til alt. Min mand og mine veninder må bade mig og pleje mig, som var jeg en meget gammel kvinde. Mine børn må se deres mor forsvinde ind i sygdom. Smerterne jager mig døgnet rundt og jeg får så meget medicin, at en minimal forøgelse af morfinen under den tredje operation, sender mig tilbage i grænselandet mellem livet og døden.

– Op eller ned, Odile?

Jeg vælger op. Jeg vælger at fortsætte der, hvor alle har opgivet mig. Derfor må jeg rejse mig af kørestolen. Og det så er med brækket ryg.

Så jeg isolerede mig fra al behandling, alle eksperter, venner og alt. Og går i gang med målrettet at meditere mig ud af smerter og ud af handicap.

I løbet af det næste halve år rejser jeg mig af smerter, morfin, kørestol og af ’Det er umuligt! Jeg begynder til at gå. Jeg lærer at gå igen. Det føltes fuldstændigt mirakuløst!

Men det er faktisk ikke et mirakel! Det er ’blot’ selvudvikling! Bevidst valg om at styre mine tanker og mine følelser. Udvide min bevidsthed til at rumme mere end jeg eller nogen eksperter vidste var muligt. Løfte barren for hvad der er muligt. Vi mennesker kan rent faktisk skabe på det vi kalder mirakuløst plan! Ved du hvorfor? Fordi vi kan vælge ikke at lade os begrænse af, hvad andre har fortalt os vi kan!

Min lange rejse lykkedes; jeg fandt mig selv inde bag al frygten, skaderne, selvsabotagen; jeg skabte mig selv i præcis dén version jeg brød mig om, for at leve. Faktisk kom jeg endda til at elske hvem jeg er, og selvom det har taget mange år, så er det det hele værd. Hvert et skridt jeg tog, hver en sten jeg vendte og hver en frygt jeg accepterede. Og det er jo slet ikke slut. Nu er der nye dimensioner, der kalder!

 

Selvudvikling blev altså en helt naturlig del af mit liv, allerede fra ung. Det er for mig som min lunge der konstant blæser luft ud og trækker luft ind. Det er essensen af liv; det er udvidelse af bevidsthed for at kunne forædle sin menneskelige udvikling. Når vi udvikler og selv og bliver mere bevidste, går mere i balance med hvem vi i sandhed er, påvirker vi ikke kun vor eget liv, men også vor familiers liv. Og dem vi møder i vor hverdag, fremmede som velkendte. Vi påvirker vor verden til et bedre sted.

 

 

Artiklen er skrevet til Moola. Den finder du her!