”Jeg føler mig… lidt. skæv? Høj?” siger jeg et sted fra langt nede.

”Du lyder også skæv.” Min mand sidder oppe i sofaen. Teenagerne er også oppe – på første sal, det er deres sted.

Det er cirka en halv time siden jeg tog en af vores 13-årige datters piller. Nye piller. Lav dosis. Cylinderformet, en halvdel af kapslen er pink, anden er hvid. Designet, går jeg ud fra, så små piger skal kunne lide dem og vil tage dem. Hvad er det for en verden vi lever i, hvor vi laver medicin i pink, så børnehavepiger vil spise dem.

Hun vred sig for øjnene af os, blegnede og sygnede hen til en pige, vi ikke længere kendte, der gemte sig inde på sit værelse, som om hun var presset derind af en tyk fortættet angst. For skolen. Så gaden. Lyde. Mennesker. Os. Sig selv

”Jeg har taget en af hendes piller. Jeg vil vide hvad der sker, når en normal hjerne får den slags kemi ind. Så vi kan vide, hvad der sker i vores barns hjerne – hun skal æde dem hver dag. Hvad nu hvis det bare er den der skraldespands-diagnosticering, hun er sorteret over i? Hvad hvis hun er normal men bare maksimalt presset og lider under en belastningsreaktion?  Hvad hvis hun er deprimeret,”, tænke-snakker jeg højt.

Pillen ryger ned, det er allerede besluttet, det ved han godt.

”Ja”, svarer min mand og fortsætter, ”men vi må tage et skridt ad gangen. Lige nu følger vi Annes behandlingsplan”.

”Ja. Selvfølgelig. Jeg er ikke ude på at smide det over bords – jeg vil bare se om de piller gør det, de skal for hende. Hvis hun har en normal hjerne, vil hun have det på samme måde, som jeg får det af pillen. Hvis ikke, så ved vi, hun ikke har en normal hjerne. Vil du også ha en?”

Det vil han ikke.

Jeg fortsætter: ”Jeg mener, det er kun hvis jeg har en hjerne, der er ligesom hendes, ellers vil den lille pille bare prelle af på mig, som humor på en matematikprofessor, har jeg ikke ret i det?”

Min mand tøver, ”joh… måske”.

Påvirkningen tiltager. Det er først nu, jeg kommer i tanke om, at jeg kunne skrive til en af de unge, jeg arbejder med. For jeg ved ikke, om jeg reelt er på uppers eller om det bare er placebo. Skulle den lille pink tøsepille kunne gøre noget ved min hjerne?

Hey. Hvad sker der hvis en med en ikke-ADHD hjerne, tager ADHD medicin? taster jeg lydløst.

Svaret kommer med det samme:

Det er ligesom at være på speed. Der er nogle der sælger dem, når der er fest. 

Så hvad – er jeg på speed lige nu?! Jeg har aldrig været tiltrukket af at tage stoffer. Jeg kender mennesker, der er døde eller blevet psykotiske af skidtet. Men hvad med de stoffer på recept? Det her er på recept og det er stoffer.

De næste seks timer er jeg lysvågen. Natten har ikke plads til søvn. Mit sind er skyggeløst, jeg skriver og skriver fantastisk! Mon storhedsvanvid føles sådan her, fniser jeg ud i den nu tomme stue.

Mens jeg er på kemisk optur, registrerer jeg mig selv udefra. En evne mine børn også har. Kald det en gave, kald det en forbandelse. For vores datter er det blevet en forbandelse gennem de senere år, og evnen har virket som en snubletråd spændt ud over hendes hjernes baner. Hun er blevet sin egen værste fjende. Den eneste faktisk, for hun er elsket. For sin skarpe intelligens, skønhed, kunst og humor.

Hun elsker alle klare farver, men det spejl hun læser sig selv i, er dyppet i sort.

Hun var stille, da de vred hende ud af min mave. Som om hun stadig sov. Hun havde selvfølgelig heller ikke valgt at ville fødes på det tidspunkt. Det havde jeg og lægerne og jordmødrene på Hvidovre Hospital. Et helt igennem kontrolleret og perfekt udført kejsesnit.

Vi vælger at kalde hende noget med K. K for kærlighed. Som vi gjorde med hendes storebror. Allerede fra første øjeblik viste hun sig at være helt sin egen. Efter et bogstaveligt udramatisk sving, forbi neonatal for at få suget luftvejene, kom der lyd på hende. I et snuptag blev hun lagt til ved mit bryst, rullet sammen som en varm croissant i det bløde hvide hospitalsklæde. Her lå hun, vi kiggede ind i hinandens øjne, mens kirurgen afsluttede sit arbejde.

 

”Og graviditeten, var den normal?” spørges der på klingende fynsk spruttende af økologi og vitaminer. Det er børne- og unge psykiateren. Hun er bestilt og udvalgt, håndplukket. Jeg ville ikke have den børne- og ungepsykiatrisk afdeling vi ellers var henvist til, fordi jeg kendte den fra mit eget arbejde.

”Om en måned, skat, så kan du få noget medicin for din angst,” havde jeg forsøgt at berolige K, da vi havde fået tid hos den travle psykiater. Men der fandtes ingen ro, hun vred sig for øjnene af os, blegnede og sygnede hen til en pige, vi ikke længere kendte, der gemte sig inde på sit værelse, som om hun var presset derind af en tyk fortættet angst. For skolen. Så gaden. Lyde. Mennesker. Os. Sig selv.

Vi gør os umage med at erindre præcist og besvare psykiaterens spørgsmål præcist. Vi må være præcise, for der skal findes lindring af K´s smerte. Vi er magtesløse og villige til alt, der kan hjælpe hende.

 

Udredningen må definere, hvad den vil. Bare den hjælper.

Kan vi virkelig rumme et hvilket som helst svar, udredningen munder ud med, spørger vi os selv om, men svarer også, at det er vi nødt til. Vi vil ønske, vi kunne tage hendes smerte på os, bære den som en curlingforælder bærer sit lille barns skoletaske. Vi ser vor datter forsvinde mere og mere ind i en lidelse, som end ikke voksne kan stille op til, og intet af det vi har gjort indtil nu, har hjulpet hende. Måske tværtom.

”Ja graviditeten var meget almindelig, tror jeg. Altså, bækkenløsning, men jo, hun var sund og alt det”, svarer jeg. Psykiateren taster løs på det sorte IBM-tastatur foran sig.

”Men hun slap mig ikke det første døgn. Altså mit bryst. Når jeg ville lægge hende bare et par centimeter fra mig, begyndte hun straks at møffe sin krop mod min. Som om hun kunne vride sig op ad mig, op til mit bryst igen. Så der blev hun altså,” fortæller jeg, og fortsætter:

”Selvom jeg havde smerter fra kejsersnittet, valgte jeg at lade hende være på mig. Jeg fornemmede at hun havde brug for det, at hun ikke var klar til at være adskilt. Så de første døgn, kom hun endda med på toilettet uden at give slip på mit bryst”.

Mens jeg forklarer hvordan de første døgn forløb, registrer, at jeg mit stemmeleje er sat i ’undskyldnings-mode’. Bare giv mig skylden for alt! Jeg har ødelagt min smukke datter! Jeg er parat til hvad som helst, bare sig, at hun får det bedre.

”Hvordan var hun socialt?” Psykiateren er kommet gennem en lang række spørgsmål, der er gået over halvanden time nu.

”Jamen, altså… Hun har altid været et ikke bare genert, men ekstremt, genert barn. Det var kun i de helt genkendelige og vante omgivelser, hun var helt fri. Selv familie skulle hun vænne sig til, hver gang vi sås. Når vi var ude nogen steder, så sad hun som syet fast på mig eller dig, ikke?”

Mit blik inddrager hendes far, min mand. Han, som har givet hende de smukkeste mandelformede øjne. Lysbrune og med en lille mørkbrun split i højre iris. Han overtager, formulerer sine ord med en langsomhed, som K. De ligner hinanden.

Og jeg funderer, hvor får vi os selv fra? Hvor får vi vores sjæl, vore tanker, vort sind, vort alting fra? Det synes pludselig vigtigere end nogensinde før at finde ud af, hvor hun har det fra.

 

”Er der nogen i jeres familier, der er som jeres datter? Er der fortilfælde? Altså, fortilfælde, det lyder så klinisk, men jeg mener, er der nogen, hun kan have det fra”, smiler psykiateren et meget, virkelig imponerende hvidt smil.

”Næh, det er der ikke. Ikke nogen. Ikke noget vi kender til. Vi har selvfølgelig drøftet det, fordi vi regnede med, at vi ville blive spurgt om det i dag. Altså generthed jo, det kender vi begge. Også det introverte, bestemt. Men angst har ingen af os selv erfaret. Vi kender heller ikke til nogen i familien, der har det sådan”.

Nej, vi kender ingen i vort blod andre end K, der har det som hun har.

Vi taler. Sætter krydser i skemaer. K taler. Og krydser i skemaer. Skolen krydser i skemaer.  Så er der Verdens Kedeligste Test. Professionelt kaldet TOVA. ADHD testen.

Psykiateren havde allerede i første samtale lagt diagnosen ADD op foran os på bordet. Til beskuelse. Til at mærke på.

”Det tror jeg altså godt nok ikke,” udbryder jeg, ”K har jo ingen problemer med at koncentrere sig overhovedet. Hun kan sidde i timevis, faktisk flere dage i træk med sine kreative ting. At tegne især.  Eller det har hun ikke gjort det sidste halve års tid. Men normalt.”

”Noget af det hun laver, er på et meget højt niveau, for hun er perfektionist med at opnå det rette udtryk. Hun bliver ved og ved og ved uden at give op.”

Psykiateren ser på mig, nikker, lytter med milde øjne uden fordømmelse.

”Du kunne lige så godt have sagt, at K var født sort. Eller var en dreng,” smiler jeg til hende og understreger, ”det er cirka et hundrede og firs grader modsat af hvem hun er”

”Men hun koncentrerer sig kun om det, hun er optaget af.”

Psykiateren lægger tryk på ’kun’, og fortsætter, ”i skolen kan hun ikke holde fokus – der bliver hun forstyrret af alle slags sanseindtryk”

”Joh.. ”, skælver jeg, mens mine tanker speedracer og mine følelser følger trop.

”Åh!”, udbryder K og ser på mig, og så på psykiateren: ”Hvad er ADD? Jeg mener, jeg kender ADHD for det var der en dreng på min første skole der havde. Men… Hvad er ADD”?

Mens K stiller spørgsmål og psykiateren forklarer, er min hjerne fyldt med billeder af unge, jeg har kendt gennem mit arbejde. Unge, der ikke kunne klare sig selv, der var fyldt med smerte og bankede hovedet mod glasvæggen ind til det normale liv. Unge der havde taget deres eget liv.

 

Psykiateren forklarer, meget konkret og letforståeligt, forskellen på ADHD og ADD.

”H’et står for hyper. Når det står uden h’et, altså ADD, så er det uden hyper. Men koncentrationsforstyrrelsen er der stadig. Du kan dog godt have tankemylder, som ADD”

”Om du er ADD” – psykiateren sætter sig ned igen efter at have lagt Whiteboard tuschen tilbage på den lille kant på whiteboardet –  ”er endnu for tidligt at sige. Det vil vi se nærmere på”.

Vi går derfra i slowmotion. Vi forstår det ikke, K og jeg, og i bilen på vej hjem fortæller vi hinanden, at vi ikke forstår det.

”Men det er jo heller ikke sikkert, skat. Anne har en mistanke om det. Så nu går udredningen i gang, det tager en måneds tid. Og så må vi se hvad den siger. Okay?”

Da sygeplejersken kommer tilbage med K, cirka en halv time efter de gik ind til Verdens Kedeligste Test, udstråler K noget, jeg ikke før har set hos hende. En udmarvet træthed jeg ellers kun kender fra psykiske syge. Åh Gud, hun er syg, min baby er syg! Åh gud, hvad har jeg gjort galt! Min lille pige, hvor blev du af?

Det er alt, jeg kan tænke. Der er intet, jeg kan gøre. I det øjeblik forstår jeg dybden af magtesløsheden, vi står i. Vi har så lidt at stille op med overfor det, der sker i hendes sind. Intet kan forhindre den angst, der jager gennem hende og jager hende væk fra alt det, hun så gerne vil være en del af. Fra os og fra verden.

Instinktivt vil jeg trække hende tæt ind til mig, nu er det mig, der vil have hende tæt klinet op af mig. Men det kan hun ikke, jeg kan se det uden at behøve række ud efter hende – hun kan ikke være i sig selv og slet ikke have nogen fysisk tæt på.

”Mor, vi skal gå!”

Hendes blik kender jeg, det er tilstede og alligevel er hun der ikke. Det er angsten der har overtaget. Så kan hun ikke tale ud over nogle gange i korte sætninger. Vi har en aftale om, at jeg altid er opmærksom på hende, når vi er ude. For hvis hun ikke kan tale, så kan hun lægge hånden på min arm og stikke sin hånd ind i min lomme. Bare koble sig fysisk på mig, som en vogn på lokomotivet.

Nede i bilen, efter vi er kommet ud af parkeringspladsen og væk fra folks blikke der stirrer lige ind i bilen, begynder hun at tale.

”Jeg ku’ slet ikke holde mig vågen,” siger hun. Hun ryster og bider sig i læben, mens hun knuger sine tynde fingre tæt sammen og stirrer ud gennem forruden. Jeg bider mig også i læben og stirrer ud af forruden.

 

Hos psykiateren er vi nået til at tale om, hvordan skoletiden har været for K Den forhadte skole.

”Det hele ændrede sig, da hun kom i skole. Vi vidste godt, at det ville blive svært på grund hendes enorme generthed. Men hun var så parat i børnehaven. Eller, vi…. Det var hun så ikke, skulle det vise sig. Det ville hun aldrig være blevet uanset hendes alder. Alt ændrede sig”, indleder jeg.

”Prøv at beskrive hvad der skete”.´

”Ja, i børnehaven var hun den her smukke, frie sjæl, som legede og fantaserede i en verden, hvor hun var tryg. Hun førte an i lege med sin fantasi og skabelse af nye lege, nye måder og alle børnene fulgte efter. Hendes fantasi var enorm,” starter jeg og fortæller videre:

”I en periode, hen over lang varm sommer, insisterede hun på at være Pippi hver dag. Hver eneste dag trak hun i sit Pippi tøj og en orangerød syntetisk paryk med strittende Pippi-fletninger”.

”Når jeg hentede hende, stod hun kogende med sved løbende ned ad nakken og i ansigtet. Men hun beholdt parykken på. Trods det, at hun altid har været enormt fintfølende. Et tøjmærke der kløede, et par strømpebukser hvor sømmen drejede skævt, ku’ få hende til at smide alt og rette det til. En hårbørste der knækkede et hårstrå og hun skreg i vilden sky. Alt skulle gøres omstændeligt. Det tog evigheder.”

”Jeg var ved at blive vanvittig og fattede intet af, hvorfor hun mærkede alting så intenst”, tilføjer jeg, mens jeg drikker jeg et sip af den medbragte Flat White, ”hun var så tryg og glad hver eneste dag. Bare glad, glad, glad. Et barn der levede i sin egen fantasiverden og elskede livet.”

”Hun var også viljestærk! Da hun var fyldt to, erklærede hun at hun ikke ville gå med ble mere. Så det stoppede hun med fra den ene dag til den anden. Seriøst!”

Psykiateren smiler bredt og noterer løs på sin computer. Jeg fortsætter med at tale, for det er let at tale om alt det sjove og elskelige ved K:

”Da hun var lige over et år, spyttede hun sin sut ud, som hun ellers havde elsket og som fulgte hende alle vegne. Sutten kom ikke tilbage. Der var intet der varslede, at hun skulle blive knækket.”

Men det gjorde hun. Hun knækkede i skolen. Hver dag blev en kamp for K, for at forblive sig selv, bevare sin integritet og værdighed. Hun holdt fast med sin jernvilje og nægtede at gøre det, som stred mod hendes kerne, f.eks. at drille eller mobbe andre børn, hvor hun nægtede at deltage. Hun nægtede også at blive behandlet respektløst af voksne og børn. Men hun gik i stykker til sidst.

 

”Hun skreg flere timer hver aften før en skoledag. Jeg prøvede at tale med hende, prøvede at forstå og finde løsninger,” overtager hendes far og fortæller videre, ”i weekenderne og ferierne trådte den pige vi kendte frem igen, fri og lettet. Hun grinede og øjnene strålede af liv. Men når det så var skoletid igen, skreg og græd hun sig gennem aftenen til hun faldt i søvn. Hun sov ikke andet få timer, det gør hun stadig ikke”.

”Og så trak vi nødbremsen, vi tog hende ud f skolen. Vi kunne ikke få os selv til at udsætte hende for mere smerte. Vi vidste at der var ting i skolen der slet ikke var i orden. Men vi vidste også, at der var noget i K, der var gået i stykker”.

Efter et stykke tid vender vi tilbage til klinikken, K, min mand og jeg er inde og få det endelige svar på udredningen. Vi sidder alle fire rundt om sofabordet i psykiaterens meget lidt kliniske klinik.

”ADD. Okay, så I er landet på, at hun har ADD.  Altså ADHD –  uden hyper?” spørger jeg.

”Nogle vil sige det er uprofessionelt, men jeg giver aldrig en diagnose uden det er i samråd med forældrene. Og i dit tilfælde K, du er jo ikke som de fleste på din alder, men meget moden og bevidst om dig selv og jeg tror derfor, at du derfor kan være med i det her”, indleder psykiateren og svarer så ”ja, vi mener K har ADD. Det kan være de kan forholde sig anderledes om et år. Diagnoser er ikke statiske.”

K stirrer på psykiateren. De taler sammen:

”Hvad er der, skattepige?”

”Har jeg ADD? Sådan. Er det… Er jeg ADD?”

”Ja, det mener jeg, du er.”

”Men hvad så med…. angst?”

”Ja, det er så det næste. Du er også angst, og det var også derfor, du og din mor kom her første gang. Din angst er så svær, at jeg gerne vil give dig medicin for det”. ”Når man har en ADD hjerne, så kan man ikke standse angsten. Det er umuligt. Fordi hjernen mangler de stoffer, der skal til for at fokusere i tankerne”.

”Ah, så det er som en svamp, der bare breder sig,” spørger jeg.

”Ja, det kan man godt sige. Angst medicinen skal gives sammen med ADHD medicin. Det er nemlig den samme medicin man bruger til både ADHD og ADD”.

Psykiateren ser på os skiftevis og fortsætter:

”Der er mere. Jeg tror også du har en let depression – i hvert fald depressive træk. Det kan nemt komme fordi du så længe har været ubehandlet. Og så har du skolefobi”.

 

Da vi forlader Annes klinik, føler vi os lettere bedøvede over at have fået så mange informationer. Vi er også overraskede – og så alligevel ikke.

De næste dage siger K det samme igen, hver gang vi spørger, hvordan hun har det.

”Jeg er både lettet og ked af det, men nu ved jeg, hvorfor det er så svært for mig at gøre ting. Og jeg kan sige til lærerne, at det ikke er fordi jeg er doven eller dum. Det føles godt.”

Men de svære dage dukker op igen efter et par uger.

”Hvad med fremtiden,” sukker K spørgende. Hun er lukket for opmuntring og afskyr al sugarcoating. Det er kun den rene ærlighed fra os, hun kan rumme.

”Vi tager en dag ad gangen, min tøs”, svarer vi.

 

Det gør vi faktisk. Vi formår at tage en dag ad gangen. Hendes far har altid været umanerlig god til netop det. Men det er svært for ham at forstå hende og alle hendes tanker. Der er konflikter angående områder, som hun oplever, hvor han intet fatter.

Jeg kommer derimod tættere ind på hende, hun oplever, at jeg forstår, selvom jeg ofte siger, at jeg ikke forstår hende, for ingen forstår et andet menneske helt. Det er den talemåde om at gå i den andens mokkasiner, og jeg har aldrig haft de mokkasiner på, som K går i.

Vores verden er tværtimod sat på hovedet eller vendt om et hundrede og firs grader. U-turn. K skal ses på helt modsat af, hvordan vi har set på hendes bror, anderledes end hvordan vi ser på os selv og på mennesker generelt.

Men er hun syg? Handicappet? Bare anderledes? Jeg finder intet endegyldigt svar på det.

Jeg konkluderer, at hun er det hele, men tvivlen og fordommene gnaver alligevel i mig. Psykiatere kalder af og til raske børn for syge og diagnosticerer dem. Jeg debatterer det ofte med andre psykoterapeuter, men stivner over, hvad jeg ser som deres ofte rigide opfattelse af, hvad psykiatrien er og kan. Behøver det være enten eller? Kan det ikke være både og?

Jeg ved, at det er både og, siger jeg til mig selv og skubber andres fordomme og meninger væk, mens jeg forsøger at stille skarpt på vores familie og behov. Og på hendes behov.

”Fuck, det er skræmmende”, siger K’s bror, mens han skærer tomaten i fire skiver.

”Synes du,” spørger jeg.

”Ja! Synes du ikke?”

”Næh. Men jeg synes det er forfærdeligt at hun lider sådan.”

”Ja, det er virkelig synd for hende. Hvad kan jeg gøre for hende? Altså… Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, mor…”

”Det kan jeg godt forstå, skat. Du kan give hende opmærksomhed, selvom hun afviser dig. Det er ikke personligt mod dig, det er hendes angst. Bare bliv ved, nogle dage er bedre end andre, så kan I finde et spot her og der”, svarer jeg.

Men selvom det nu er næsten et halvt år siden, at K fik sine diagnoser, føles det stadig usikkert. Og det var derfor, at jeg tog en af hendes piller i sidste uge. Fordi jeg måtte vide om det var sandt. Og det tror jeg nu, at det er. Jeg tvivler ikke længere.

 

Ingen forælder ønsker, at ens barn diagnosticeres. Ingen forælder ønsker, at ens barn skal medicineres. Men det handler ikke om, hvad vi ønsker, det handler om hvad vores børn behøver. K’s storebror er nyrepatient og har været det altid. Som forældre kender vi derfor godt til at måtte sætte drømme, forventninger, ønsker og ikke mindst forestillingen om det normale liv på livstidsparkering et andet sted.

Vi var til medicinkontrol hos Anne i tirsdags. Endelig fik K et gennembrud i forhold til psykiateren. Hun mærkede, at hun kan stole på psykiateren, og at hun er fagligt meget kompetent. Jeg så det ske, nærmest fysisk. Som om K med ét åbnede sit bryst, sit hjerte for hende, åbnede sine tanker og lod Anne bryde gennem den grundigt sammentømrede mur af angst.

”Hun ved godt nok meget om hvordan jeg har det,” udbryder K i bilen hjem, ”der fik jeg respekt for hende”.

Gennembruddet betyder, at K nu kan tale mere frit om, hvordan hun oplever medicinen. Hun ved stadig præcis, hvad hun vil og ikke vil. Hun ville gerne sættes op i medicin, begge præparater, men med forskudt begyndelse af den nye dosis, for at kunne mærke, hvilken medicin, der gør hvad ved hende.

”Det er meget klogt, K Det er sådan vi gør de,” siger Anne og henter oversigten over Elvanse pillerne, hvor medicinalfirmaet meget pædagogisk, tydeligvis tilpasset børns behov for det konkrete og visuelle, har lavet en A4 størrelse kartonplanche med indsatte plastikcylindre, hvor pillerne sidder i. Den går fra mindste til højeste dosis. K går fra hvid og pink til mørk turkis og hvid.

”Jeg vil gerne lige indrømme noget”, starter jeg lidt usikkert, ”jeg tog en af Ks Elvanse piller forleden”.

”Nå”, griner psykiateren, ”så røg du på speed!”.

”Ja – hvor er det vildt”.

”Det er derfor, det kun er et bestemt antal psykiatere, der må udskrive medicinen, jeg bliver tæt kontrolleret”.

Hvor er det vildt, udbryder jeg, så er vi jo et hundrede og firs grader forskellige i vores muligheder for at fokusere og altså gennemføre, ja for eksempel læsningen af en bog. Eller de helt dagligdags gøremål, som at gå i bad, rydde op, børste tænder

”Men det, du oplevede, kan forklares meget enkelt,” forklarer hun og starter med at tegne. Hun står foran Whiteboard-tavlen og har tegnet en rød linje, der laver en stejl bue op, hvor efter den hurtigt glider ned til samme lineære niveau igen

”Det er sådan at mennesker med ADHD og ADD hjerner, de ligger her”.

’Her’ er et markeret kryds for enden af bakken. ”Og heroppe ligger de normale hjerner. Et kryds oppe på toppen markerer de normale hjerner.  – Heroppe er et udtryk for hvor fokuseret normale hjerner fungerer”, forklarer hun og tegner videre:

”ADD hjernen får så tilsat medicinen for at komme herop. Men hvis en normal hjerne får samme medicin, så falder den helt ned til ADD’en – dvs. den bliver hyper”.

”Hvor er det vildt!”, udbryder jeg, ”så er vi jo et hundrede og firs grader forskellige i vores muligheder for at fokusere og altså gennemføre, ja for eksempel læsningen af en bog. Eller de helt dagligdags gøremål, som at gå i bad, rydde op, børste tænder”.

Og det er her, vi er lige nu – midt i at indtage og forstå og ændre på vores krav og tilgang til K, nu hvor det er indlysende, at hun ikke kan bearbejde det, vi bringer hende, konstruktivt, hvis vi opfører os, som om hun har en normal hjerne.

Fremtiden er skræmmende at tænke på. ”Hvad skal der ske med vores lille pige”, sukker hendes far. Og jeg ved, hvor ondt det gør indeni ham. Men jeg har en klippefast overbevisning om, at K finder vej. Fordi hun er stædig, viljestærk, intelligent og har en høj integritet.

Men jeg tror samtidig også, at det tager lang tid.
Hun er fjorten om lidt, men vi er blevet som småbørnsforældre igen. Jeg kan ikke arbejde med mine klienter, for hun kan ikke være alene. Jeg kan ikke skrive, fordi jeg ikke kan fokusere på meget andet end det rum, vi er i for tiden, hvor vi stadig er som nye forældre for K og hvor smerten ved at se hende lidende og forpint kommer væltende i dønninger.

Det føles af og til som at hænge vasketøj ud i regnvejr; håbløst. Alligevel er vi nødt til at have en retning og se muligheder i afmagten. Jeg må gøre det, min datter behøver – være frygtløs og tillidsfuld. For hende og på hendes vegne, men også på mine egne.